Herning 14/11-2018

Patienten blev opereret for en discusprolaps den 14. september 2011. I hospitalets journal vedrørende en undersøgelse af patienten den 22. september 2011 havde lægen bl.a. anført, at patienten kom, fordi han havde paræstesier ud i sin venstre fod, og at han var neurologisk fuldstændig intakt. Den 19. januar 2012 blev det ved en MR-scanning konkluderet, at der var postoperative forandringer ved L4/5. I patientens journal blev det efter en samtale med patienten den 10. februar 2012 anført, at patienten stort set lige siden operationen havde haft både lændesmerter og smerter udstrålende til venstre ben, og lægen konkluderede bl.a., at patienten havde fået en svær neuropatisk smerte efter operationen.

Af en erklæring af 10. maj 2012 fra patientens fysioterapeut fremgik det bl.a. om genoptræningen efter operationen, at det hurtigt viste sig, at patienten var meget plaget af smerter og havde svært ved at udføre de øvelser, som han havde med sig fra hospitalet. Af lægeerklæring af 4. oktober 2012 fremgik det bl.a. at patienten ikke følte nogen effekt af operationen og derfor fik foretaget en MR-scanning i januar 2012, men der var ikke mulighed for at tilbyde yderligere kirurgisk behandling. Af konklusionen fremgik det bl.a. at operationen for discusprolaps ikke havde haft nogen effekt, og tilstanden havde været uændret i hvert fald gennem det sidste halve år.

Patienten anmeldte den 27. februar 2015 skaden til Patientforsikringen (nu Patienterstatningen), som fandt, at der forelå en skade i forbindelse med operationen.

Patientforsikringens afgørelse blev påklaget til Patientskadeankenævnet (nu Ankenævnet for Patienterstatning), som afviste sagen som forældet, da den var anmeldt senere end 3 år efter, at patienten havde eller burde have fået kendskab til skaden. Patientskadeankenævnet vurderede, at patienten inden den 27. februar 2012 fik eller burde have fået kendskab til den anmeldte skade efter operationen.

Patienten indbragte sagen for domstolene. For retten forklarede patientens praktiserende læge, at patientens gener efter operationen i en længere periode ikke gav anledning til mistanke om, at generne kunne skyldes en skade ved operationen, idet det ikke er usædvanligt med smerter i lang tid efter operation for en lændediskusprolaps. Videre forklarede patienten, der var i medicinsk behandling for smerter efter operationen, at hans smerter efter operationen stort set var de samme som inden operationen.

Retten fandt herefter, at det var dokumenteret, at patienten inden den 27. februar 2012 hverken vidste eller burde have vidst, at hans gener kunne skyldes en skade under operationen og ikke den lidelse, han blev opereret for, eller de gener, der kunne være i en periode efter en sådan operation. Retten lagde vægt på, at det ikke fremgik udtrykkeligt i de forskellige journaltilførsler fra hospitalet, at patienten i tiden op til den 27. februar 2012 var blevet orienteret om, at hans gener efter operationen kunne skyldes en skade påført under operationen. Der forelå heller ikke oplysninger om, at patienten fra anden side var blevet orienteret om dette.

Retten tilsidesatte herefter Patientankenævnets afgørelse.