Herning 10/2-2022

Ankenævnet for Patienterstatningen stadfæstede ved afgørelse af 1. juli 2020, at en ældre mandlig patient ikke var berettiget til erstatning, da han ikke var påført en behandlingsskade.

Den 2. juni 2021 stævnede patienten ankenævnet med påstand om, at ankenævnet skulle anerkende, at han var påført en behandlingsskade. Ankenævnet påstod dog sagen afvist, da søgsmålsfristen i KEL § 58 d, stk. 2, var udløbet på tidspunktet for anlæggelsen af retssagen. Retten besluttede at udskille spørgsmålet om afvisning af sagen til særskilt behandling, jf. retsplejelovens § 253, stk. 1 og 2.

Under sagen var der enighed om, at søgsmålsfristen udløb den 1. januar 2021, ligesom der var enighed om, at der var givet behørig søgsmålsvejledning i ankenævnets afgørelse. Årsagen til overskridelsen af søgsmålsfristen var ifølge patienten, at han i måneden op til søgsmålsfristens udløb og i flere måneder herefter havde været meget syg, træt og konfus, hvorfor han havde været ude af stand til at tage stilling til anlæggelse af en retssag. Først i april/maj 2021 var han begyndt at få det bedre og blive sig selv igen. Han overvejede ikke at klage på tidspunktet, hvor han fik afgørelsen, fordi han kom fra det.

Retten valgte at afvise sagen, da den var indbragt sagen for sent, jf. KEL § 58 d, stk. 2. Retten anførte herved, at der som udgangspunkt ikke er hjemmel til at fravige søgsmålsfristen, og at der ikke forelå sådanne undskyldelige omstændigheder, at retten helt undtagelsesvist fandt grundlag for at se bort fra overskridelsen af fristen. Det forhold, at patienten i måneden forud for fristens udløb havde helbredsmæssige problemer, kunne ikke føre til et andet resultat.