Glostrup 4/7-2014

En 48-årig kvinde blev i august 2007 indlagt på grund af mavesår. Hun havde siden starten af 2007 været i smertestillende behandling med såkaldte NSAID-præparater på grund af smerter i ryggen. Under indlæggelsen blev det i journalen anført, at kvinden ikke kunne tåle NSAID-præparater på grund af mistanke om, at mavesåret kunne være udløst af den smertestillende medicin. Efterfølgende blev det både på sygehuset og hos egen læge drøftet, hvorledes man kunne smertedække kvinden uden brug af NSAID-præparater. Blandet andet fremgik det af egen læges journal fra februar 2008, at kvinden udviklede mavesår på grund af NSAID-behandling, som derfor var kontraindiceret. Kvinden anmeldte i november 2011 det opståede mavesår til Patientforsikringen.

Patientforsikringen traf afgørelse om, at skaden var anmeldt efter udløbet af 3-årsfristen i klage- og erstatningslovens § 60, stk. 1. Ved afgørelsen vurderede Patientforsikringen, at kvinden fik eller burde have fået kendskab til den mulige årsagssammenhæng mellem NSAID-præparaterne og mavesåret under indlæggelsen i august 2007. Endvidere vurderede Patientforsikringen, at kvinden senest ved konsultationen hos egen læge i februar 2008 burde have fået kendskab til den mulige årsagssammenhæng. Uanset om man lagde august 2007 eller februar 2008 til grund, var der dermed gået mere end 3 år fra kendskabstidspunktet til skaden og til anmeldelsen til Patientforsikringen. Lægemiddelskadeankenævnet tiltrådte Patientforsikringens afgørelse.

Sagen blev indbragt for retten i Glostrup med påstand om, at Lægemiddelskadeankenævnet skulle tilpligtes at anerkende, at kvindens lægemiddelskadeanmeldelse var indgivet rettidigt. Under retssagen gjorde hun blandt andet gældende, at forældelsesfristen på 3 år først begynder at løbe ved iagttagelsen af vejlednings- og oplysningspligten. Oplysningerne i patientjournalen er ikke dokumentation for hverken kendskab eller burde viden hos skadelidte eller i øvrigt dokumentation for iagttagelse af oplysnings- og vejledningspligten. Et notat i patientjournalen opfylder ikke i sig selv kravet til vejlednings- og oplysningspligten.

Retten fandt på baggrund af journalnotaterne og kvindens forklaring for retten om, at hun talte med både den praktiserende læge og med hospitalet om, hvorfor hun ikke kunne tåle NSAID-præparater, at kvinden i hvert fald senest omkring februar 2008 havde et klart kendskab til, at der kunne være en sammenhæng mellem mavesåret og hendes brug af NSAID-præparater. Da erstatningskravet først blev anmeldt i november 2011, altså mere end 3 år efter, at hun havde fået dette kendskab, kunne kravet ikke anses for anmeldt rettidigt, jf. klage- og erstatningslovens § 60, stk. 1. Lægemiddelskadeankenævnet blev herefter frifundet.