Frederiksberg 21/8-14

Efter et fald pådrog en mand sig en skade på højre hånds lillefinger. Han henvendte sig efterfølgende på skadestuen, hvor man ved undersøgelse konstaterede hævelse af lillefingeren, smerter og manglende strækkefunktion i mellemleddet. Røntgenundersøgelse viste ikke tegn på brud, og patienten fik herefter anlagt en skinne.

Ved ambulant kontrol fire uger senere oplyste patienten, at han selv havde fjernet skinnen efter ca. en uge. Røntgenundersøgelse viste fortsat ingen tegn på brud eller ledskred, og han kunne fortsat ikke strække lillefingeren ud. Han blev tilbudt en blokade og behandling med skinne, men takkede nej hertil. På grund af fortsatte gener fik han efter tre måneder foretaget et operativt indgreb i højre lillefinger, og ca. et halvt år senere fik han foretaget amputation af højre lillefinger i mellemleddet.

Patienterstatningen anerkendte, at han var påført en erstatningsberettigende skade i form af følger efter for sen diagnosticering og behandling af skade på strækkesenen i højre hånds lillefinger, jf. klage- og erstatningslovens § 21, stk. 1, jf. § 20, stk. 1, nr. 1, og tilkendte patienten godtgørelse for svie og smerte.

Patienterstatningens afgørelse blev påklaget til Patientskadeankenævnet, der ændrede afgørelsen således, at patienten ikke ansås for at være påført en erstatningsberettigende skade, jf. klage- og erstatningslovens § 19, stk. 1, og § 20, stk. 1.

Sagen blev herefter indbragt for domstolene, og der blev i forbindelse hermed indhentet en udtalelse fra Retslægerådet.

På baggrund af Retslægerådets udtalelse fandt retten, at behandlingen ved ambulant kontrol ca. en måned efter falduheldet ikke havde været i overensstemmelse med den erfarne specialists standard, idet man allerede på dette tidspunkt burde have overvejet kirurgisk behandling.Under hensyn til Retslægerådets svar fandt retten imidlertid, at patientens efterfølgende gener først og fremmest måtte henføres til selve faldulykken, sammenholdt med, at patienten valgte at seponere skinnen ca. en uge efter, den var anlagt. Det var på den baggrund ikke tiltrækkeligt sandsynliggjort af patienten, at en korrekt behandling i forbindelse med den ambulante kontrol ville have hindret de gener, der senere var beskrevet. Retten fandt herefter, at der ikke var tilstrækkeligt grundlag for at antage, at patienten havde krav på erstatning. Patientskadeankenævnet blev således frifundet.