Frederiksberg 21/12-2017

En 44-årig norsk kvinde fik en hjerneblødning under sit arbejde på en færge. Patienten blev indlagt på hospital i Danmark og blev opereret. Under operationen skete der materialesvigt, idet gennemlysningen i forbindelse med lukningen af udposningen på pulsåren i hjernen svigtede. Dette medførte skade på hjernens pulsåre med yderligere blod til hjernen og hjernens hulrum.

Patienterstatningen fandt, at patienten var påført en skade i form af meget svær hjerneskade, jf. klage- og erstatningslovens § 20, stk. 1, nr. 2. Patienten blev tilkendt godtgørelse for svie og smerte på 67.000 kr., godtgørelse for et varigt mén på 100 procent , erstatning for tabt arbejdsfortjeneste på 352.707 kr., erstatning for et erhvervsevnetab på 75 procent samt erstatning for helbredelsesudgifter og andet tab på 159.300 kr. Der blev givet afslag på erstatning for yderligere helbredelsesudgifter og andet tab i form af udgifter til institutionsophold, støttekontakt, hjælpeværge og sparede udgifter til pleje og omsorg. Anke-nævnet for Patienterstatningen tiltrådte denne afgørelse, men tilkendte dog yderligere erstatning for helbredelsesudgifter på 178.200 kr.

Sagen blev indbragt for domstolene med påstand om, at patienten var berettiget til erstatning for merudgifter til institutionsophold på 849.996 kr., udgifter til støttekontakt på 197.817 kr., udgifter til hjælpeværge på 109.200 kr. samt sparede udgifter til omsorg og pleje på 1.093.500 kr. med henvisning til erstatningsansvarslovens §§ 1 og 1a om helbredelsesudgifter og andet tab.

Retten fandt ikke grundlag for at tilsidesætte ankenævnets afgørelse. Retten bemærkede med henvisning til lovens forarbejder, at det med erstatningsansvarslovens § 1, stk. 1, og § 1 a har været hensigten at dække udgifter til rimelige og nødvendige foranstaltninger, der har til formål at søge skadelidte helbredt, eller som står i forbindelse med helbredelsen. Erstatning for andet tab gives efter retspraksis for nødvendige udgifter med en vis relation til helbredelsesudgifterne. I almindelighed må det forstås således, at det omfatter udgifter, som har til formål at sikre eller forbedre skadelidtes funktionsevne. Det er videre anført, at det er en betingelse for at få en udgift eller et tab dækket efter § 1, stk. 1, og § 1 a, at udgiften eller tabet ikke allerede er dækket gennem godtgørelses- og erstatningsbeløbet, som skadelidte i øvrigt har modtaget i anledning af skaden. Retten fandt på baggrund heraf, at udgifterne til institutionsophold, støttekontakt, hjælpeværge og sparede udgifter til omsorg og pleje ikke kunne anses for at være omfattet af erstatningsposterne for helbredelsesudgifter og andet tab, idet det ikke er udgifter til rimelige og nødvendige foranstaltninger, som står i forbindelse med helbredelsen, og da de forøgede udgifter er dækket af den allerede tilkendte méngodtgørelse og de tilkendte erstatninger for erhvervsevnetab og tabt arbejdsfortjeneste. Ankenævnet blev således frifundet.