Frederiksberg 09/11-2016

En mandlig patient blev i 2006 og frem undersøgt og behandlet hos egen læge for blandt andet symptomer, der kunne være tegn på depression. I juni 2008 blev patienten diagnosticeret med depression. I juni 2010 var patientens symptomer med utilpashed, træthed samt psykiske og kognitive gener forværret. Lægen tog blodprøve, som viste tegn på B12-vitaminmangel, og patienten blev henvist til undersøgelse i hospitalsregi. Her konstaterede man den 10. juni 2010, at patienten havde B12-vitaminmangel, og han blev sat i behandling.

Patienterstatningen modtog den 7. marts 2014 patientens anmeldelse af en skade som følge af forsinket diagnosticering og behandling af B12-vitaminmangel hos egen læge fra 2006 til 2012.

Patienterstatningen vurderede ved afgørelse af 29. april 2014, at patientens krav var forældet efter reglerne om den 3-årige forældelsesfrist. Patienterstatningen lagde vægt på, at patienten ved diagnosticeringen i juni 2010 burde have fået kendskab til, at han havde svær B12-vitaminmangel, og at hans symptomer kunne skyldes dette.

Den 13. oktober 2014 traf Patienterstatningen ny afgørelse og vurderede, at patientens krav vedrørende behandlingen fra den 1. januar til den 31. december 2006 ikke var forældet efter den dagældende lov om patientforsikring, hvor der gælder en 5-årig forældelsesfrist. Patienterstatningen vurderede endvidere, at patienten ikke var påført en skade som følge af behandlingen i samme periode. Lægen havde reageret relevant på patientens symptomer, hvor der i øvrigt ikke var symptomer som koncentrationsbesvær og fysisk svækkelse, som er typiske symptomer på B12- vitaminmangel.

Patienten klagede over begge afgørelser til Ankenævnet for Patienterstatningen, som stadfæstede Patienterstatningens afgørelser.

Sagen blev indbragt for domstolene. For så vidt angik behandlingen fra den 1. januar til den 31. december 2006 fandt retten, at der efter oplysningerne om patientens forhold i 2006 ikke forelå et tilstrækkeligt sikkert grundlag for at tilsidesætte ankenævnets vurdering. Ankenævnet blev herefter frifundet.

For så vidt angik forældelse fandt retten det ikke godtgjort, at patienten forud for den 7. marts 2011 vidste eller burde vide, at han var påført en mulig skade som følge af langvarig B12-vitaminmangel. Retten lagde vægt på, at patienten, samtidig med at han i 2010 fik diagnosticeret B12-vitaminmangel, også var i behandling for depression, blev udredt og behandlet for gastritis, samt gennemgik operation med fjernelse af en svulst. Alt sammen forhold, der kunne forklare patientens symptomer. Denne del af sagen blev herefter hjemvist til fornyet behandling i ankenævnet.