Esbjerg 29/5-2020

Patienten blev i 2006 opereret for en medfødt hjertesygdom. I forbindelse med operationen opstod en hændelig komplikation, der medførte at patienten fik en blodprop i hjernen. I 2008 traf Patientforsikringen (nu og i det følgende Patienterstatningen) afgørelse om, at patienten var påført en patientskade, jf. dagældende patientforsikringslovs § 2, stk. 1, nr. 4 (nugældende lov om klage- og erstatningsadgang inden for sundhedsvæsenet § 20, stk. 1, nr. 4) og fastsatte det varige mén til 20 procent. I 2009 blev patienten tilkendt erstatning for tabt arbejdsfortjeneste samt svie og smerte. Patienterstatningen afviste, at patienten havde ret til erstatning for tab af erhvervsevne, da patienten havde genoptaget sit arbejde på fuld tid efter skaden i forbindelse med hjerteoperationen, dog med andre arbejdsopgaver.

I 2012 blev patienten deltidssygemeldt. Patienten anmodede i 2012 Patienterstatningen om at genoptage sagen med den begrundelse, at patienten alene kunne arbejde 4 timer om dagen, som følge af kognitive problemer, der kunne henføres til patientskaden. Patienterstatningen afviste at genoptage sagen, hvorefter sagen blev anket til Patientskadeankenævnet (nu og i det følgende Ankenævnet for Patienterstatningen), som i 2014 tiltrådte Patienterstatningens afgørelse. Patientens anmodning om genoptagelse blev afvist, da der ikke var fremkommet nye og væsentlige faktiske oplysninger, eftersom de kognitive gener ikke med overvejende sandsynlighed var en følge af patientskaden. Ankenævnet for Patienterstatningen lagde i denne forbindelse vægt på, at kognitive gener som følge af en blodprop i hjernen sædvanligvis vil være særligt udtalte i de første dage til uger efter blodproppen for herefter at aftage. Dette havde også havde gjort sig gældende for patientens venstresidige lammelse (hemiparese).

Patienten indbragte herefter afgørelsen for domstolene med principal påstand om genoptagelse, og subsidiær påstand om hjemvisning.

Ankenævnet for Patienterstatningen gjorde under retssagen bl.a. gældende, at det forhold, at patienten var gået ned i arbejdstid ikke i sig selv var en tilstrækkelig ny og væsentlig oplysning. Videre gjorde Ankenævnet for Patienterstatningen gældende, at patienten ved anmodning om genoptagelse har bevisbyrden for, at der er årsagssammenhæng mellem den anerkendte patientskade og de kognitive problemer, der i hovedsagen blev vurderet til at være årsagen til en ændring af de erhvervsmæssige forhold hos patienten.

Retten udtalte på baggrund af Retslægerådets udtalelser og efter en samlet bedømmelse af oplysningerne i sagen, herunder de afgivne forklaringer, at det ikke fandtes overvejende sandsynligt, at patientens kognitive problemer skyldtes patientskaden. Retten anførte endvidere, at der derfor hverken var grundlag for at pålægge Patienterstatningen at genoptage sagen om erstatning for tab af erhvervsevne eller for at hjemvise sagen med henblik på fornyet stillingtagen til en eventuel genoptagelse.

Ankenævnet blev derfor frifundet.