Esbjerg 25/3-2014

En patient havde igennem mange år haft slidgigtgener i højre knæ, og i januar 2006 fik han indsat en total knæprotese. På grund af fortsatte gener fandt man grundlag for i november 2006 at foretage en reoperation, hvorved man udskiftede protesedelene. Efterfølgende havde patienten fortsat gener, og der blev i november 2009 foretaget operation, hvorved skinnebenskomponenten blev udskiftet, hvorefter der blev opnået en pæn stilling af den indsatte protese.

Patienterstatningen anerkendte, at patienten var påført en erstatningsberettigende patientskade i form af følger efter suboptimal operation i november 2006, jf. lov om patientforsikring § 2, stk. 1, nr. 1. Det blev vurderet, at man ved optimal placering af skinnebenskomponenten ved operationen i november 2006 med overvejende sandsynlighed kunne have undgået en del af patientens gener efter operationen i november 2006 og det deraf følgende behandlingsforløb. Patienten blev af Patienterstatningen tilkendt godtgørelse for svie og smerte samt erstatning for helbredelsesudgifter og andet tab, men han blev ikke fundet berettiget til godtgørelse for varigt mén eller erstatning for tabt arbejdsfortjeneste og erhvervsevnetab. Sagen blev påklaget til Patientskadeankenævnet vedrørende erstatning for tabt arbejdsfortjeneste.

Patienten havde forud for patientskaden været ansat som byggeleder i en midlertidig ansættelse frem til oktober 2006. Han blev tilbudt ansættelse som byggeleder på et nyt projekt pr. 1. december 2006, hvilket han imidlertid ikke kunne påtage sig pga. sygemelding i forbindelse med operationen i november 2006. I hhv. februar 2007 og juli 2007 fik han nye midlertidige ansættelser som byggeleder på forskellige projekter. Efterfølgende var der perioder dels med lange sygemeldinger pga. alvorlige og behandlingskrævende lunge- og hjerteproblemer og dels med ledighed. Han var ledig i forbindelse med knæoperationen i november 2009, og fra den 20. juni 2010 fik han på ny ansættelse.

Nævnet tiltrådte, at patienten ikke var berettiget til erstatning for tabt arbejdsfortjeneste. Nævnet lagde ligesom Patienterstatningen bl.a. vægt på, at patienten selv uden patientskaden måtte forvente en sygeperiode på ca. tre måneder i forbindelse med operationen i november 2006, og at han derfor selv uden patientskaden ikke kunne have påtaget sig projektansættelsen pr. 1. december 2006. Endvidere lagde nævnet vægt på, at han fra 2007 og frem uafhængigt af patientskaden var uarbejdsdygtig i længere perioder pga. anden sygdom. For så vidt angik sygeperioden i forbindelse med knæoperationen i november 2009 vurderede nævnet, at der ikke var dokumenteret et indtægtstab.

Sagen blev herefter indbragt for domstolene med påstand om erstatning for tabt arbejdsfortjeneste i perioden fra 1. december 2006 til 20. juni 2010. Retten fandt ikke det fornødne sikre grundlag for at tilsidesætte nævnets afgørelse. Patientskadeankenævnet blev herefter frifundet.