Esbjerg 24/1-2013

En mandlig patient fik foretaget en rygoperation. I forbindelse med operationen opstod der en kraftig blødning. Patientforsikringen anerkendte, at han var påført en erstatningsberettigende skade i form af kraftig blødning i forbindelse med rygoperation og følger heraf, og tilkendte ham et varigt mén på 40 procent og et erhvervsevnetab på 35 procent. Patientforsikringens afgørelser blev påklaget til Patientskadeankenævnet.

Patientskadeankenævnet forhøjede det varige mén til 45 procent. Nævnet lagde vægt på, at patienten havde svære ryggener med udstrålende bensmerter, venstresidig dropfod, nedsat kraft over hofte og knæ og føleforstyrrelser samt mindre gener i højre ben. Nævnet lagde endvidere vægt på, at patienten under alle omstændigheder ville have haft nogen påvirkning af ryg og ben, selvom patientskaden ikke var sket. For så vidt angik erhvervsevnetabet tiltrådte nævnet de 35 procent. Nævnet lagde lagt på, at patienten forud for patientskaden havde været indlagt adskillige gange på psykiatrisk afdeling på grund af svær depression og selvmordsforsøg. Nævnet lagde endvidere vægt på, at patienten forud for skaden var sygemeldt fra sit arbejde som chauffør, og at han havde kørt spirituskørsel, hvorfor nævnet ikke fandt det sandsynligt, at han ville være vendt tilbage til sit arbejde, selvom patientskaden ikke var indtrådt. Nævnet vurderede, at patienten ville have kunnet påtage sig et arbejde med skånehensyn for stående og gående arbejde, såfremt han alene havde haft gener efter patientskaden.

Sagen blev herefter indbragt for retten med påstand om, at han var påført et varigt mén på 50 procent og et erhvervsevnetab på 65 procent.

Til brug for sagens behandling ved retten blev der indhentet en udtalelse fra Retslægerådet. Rådet blev blandt andet spurgt, om patientens psykiske tilstand var blevet forværret efter operationen, og om en eventuel forværring skyldtes operationen. Hertil svarede Retslægerådet, at patientens psykiske tilstand havde været svingende, såvel i årene før som i årene efter operationen, og den kunne ikke siges at være blevet forværret efter denne. På spørgsmål om hvilke varige, herunder evt. psykiske følger patienten havde efter operationen, svarede Retslægerådet, at det ikke var muligt at skelne mellem de varige følger efter selve rygsygdommen og patientskaden, men at man måtte formode, at de somatiske mén efter operationen langt overvejende skyldtes patientskaden. Retslægerådet vurderede, at patientskaden havde givet varige følger i form af svært nedsat kraft over hofte-,knæ- og fodled på venstre side og nedsat muskelfylde svarende til venstre lår og underben samt nedsat følsomhed på ydersiden af begge ben.

Der blev herefter indhentet en vejledende udtalelse fra Arbejdsskadestyrelsen. Styrelsen vurderede méngraden som følge af patientskaden til 50 procent og erhvervsevnetabet som følge af patientskaden til 65 procent. Arbejdsskadestyrelsen vurderede, at patienten udover gener i form af rygsmerter, krafttab over fodled og over hofte og knæ også havde vandladningsbesvær og psykiske gener som følge af patientskaden. Ved fastsættelsen af erhvervsevnetabet vurderede Arbejdsskadestyrelsen blandt andet, at den skaderelaterede forværring af patientens depressive symptomer havde stor indvirkning på hans funktionsniveau, idet der var tale om en forværring hos en sårbar person.

Retslægerådet og Arbejdsskadestyrelsens vurdering af patientskadens følger var således forskellig.

Retten bemærkede hertil, at forskellen i Retslægerådets og Arbejdsskadestyrelsens vurdering af årsagssammenhængen hovedsageligt angik spørgsmål af lægefaglig karakter, og derfor fandt retten, at Retslægerådets vurdering måtte tillægges afgørende vægt. Retten fandt det derfor ikke overvejende sandsynligt, at patienten også havde fået vandladningsproblemer og en forværring af sine psykiske gener som følge af patientskaden. På denne baggrund fandt retten ikke, at patienten havde godtgjort, at der var grundlag for at tilsidesætte Patientskadeankenævnets vurdering af, at patientens gener som følge af patientskaden havde påført et varigt mén på 45 procent. Retten fandt endvidere, at der ikke var grundlag for at tilsidesætte Patientskadeankenævnets vurdering af, at patienten som følge af patientskaden havde pådraget sig et erhvervsevnetab på 35 procent, uanset Patientskadeankenævnets forkerte antagelse om spirituskørsel og dens konsekvenser. Patientskadeankenævnet blev således frifundet.