Esbjerg 16/1-2015

Patientforsikringen (nu Patienterstatningen) anerkendte, at en kvindelig patient var påført en erstatningsberettigende skade i form af følger efter forsinket diagnosticering af livmoderhalskræft. Kvinden var påført et varigt mén på 25 procent, heraf 15 procent for mistet funktion af begge æggestokke med deraf følgende hormonelle konsekvenser samt 10 procent for den psykiske belastning ved bevidstheden om, at den statistiske overlevelsesprognose var væsentligt forringet som følge af patientskaden. Patientforsikringen gav afslag på erhvervsevnetab. Patientforsikringens afgørelse blev påklaget til Patientskadeankenævnet (nu Ankenævnet for Pati-enterstatningen) for så vidt angik varigt mén og erhvervsevnetab.

Patientskadeankenævnet tiltrådte Patientforsikringens afgørelse. Nævnet lagde til grund, at patienten også ved rettidig diagnosticering skulle have haft fjernet livmoderen med dertil hørende fertilitetsmæssige konsekvenser. Endvidere fandt nævnet, at patientens gener med svær depression ikke med overvejende sandsynlighed var en følge af patientskaden, men derimod af hendes tidligere depressioner og selvmordsforsøg med deraf følgende disponering for nye depressioner af sværere grad end tidligere. Følgerne af den forsinkede diagnose vurderedes kun at udgøre en særdeles begrænset del af årsagerne til patientens nuværende psykiske tilstand. Der blev i afgørelsen endvidere henvist til, at den psykiske belastning i forhold til forringelsen af den statistiske overlevelsesprognose netop var kompenseret med 10 procent i varigt mén. Patientskadeankenævnet fandt desuden, at patienten ikke som følge af patientskaden var påført et erhvervsevnetab på 15 procent eller derover, da hovedårsagen til hendes fravær fra arbejdsmarkedet var udviklingen af en depression, som ikke med overvejende sandsynlighed var forårsaget af patientskaden.

Sagen blev indbragt for domstolene og i den forbindelse forelagt Retslægerådet. Retten vurderede, at der, uanset den usikkerhed, der er forbundet med omfanget af følgevirkningerne, ikke var grundlag for at tilsidesætte Patientskadeankenævnets skøn over procentsatserne. Retten lagde vægt på sagsøgers alder, ligesom hun i en årrække forud for patientskaden havde lidt af depressioner, som måtte antages at have holdt hende væk fra arbejdsmarkedet. På baggrund af udtalelser fra Patientskadeankenævnets lægekonsulenter lagde retten ligeledes vægt på, at de psykiske følger af den forsinkede diagnose havde været stærkt begrænsede og højst havde udgjort 10 procent af årsagen til den nuværende psykiske tilstand, hvilket ligeledes gjorde sig gældende for så vidt angår erhvervsevnetab. Endvidere knyttede erhvervsevnetabet sig alene til de psykiske eftervirkninger af sygdommen, ikke til de fysiske følger. Retten henviste til udtalelsen fra Retslægerådet, hvorefter det var usikkert, hvorvidt sagsøgers symptomer stammede fra kemoterapien, eller var en følge af langvarig depression. Endelig fandt retten, at de oplysninger, der forelå om sagsøgers tidligere sporadiske tilknytning til arbejdsmarkedet, ikke kunne begrunde, at der som følge af den for sene diagnosticering skulle være grundlag for at fastsætte en højere grad af erhvervsevnetab end fastslået ved Patientskadeankenævnets afgørelse. Patientskadeankenævnet blev herefter frifundet.