Alborg 6/10-2010

Rettens sagsnummer:

BS 1-1436/2008

Ankenævnets sagsnummer:

2007-00-292

Dato for dommens afsigelse:

onsdag den 6. oktober 2010

Domstol:

Retten i Aalborg

Kategori:

Domme afsagt af byret

Relaterede filer:

aalborg061010

En kvinde blev påført en erstatningsberettigende patientskade i form af nerverodsbeskadigelse medførende højresidig dropfod i forbindelse med en rygoperation. Skadelidte var sygemeldt i ca. 8 måneder forud for operationen på grund af gener fra ryggen, og efter patientskadens indtræden havde hun fortsat svære rygsmerter. Hun blev efterfølgende tilkendt førtidspension.

Patientforsikringen tilkendte hende erstatning for afholdte medicinudgifter, godtgørelse for svie og smerte samt godtgørelse for 20 procent varigt mén. Patientforsikringen fandt ikke grundlag for at tilkende erstatning for tabt arbejdsfortjeneste og erhvervsevnetab. Patientforsikringens afgørelse blev for så vidt angik erstatning for tabt arbejdsfortjeneste og erhvervsevnetab påklaget til Patientskadeankenævnet, som tiltrådte afgørelsen. Sagen blev efterfølgende indbragt for retten.

I forbindelse med sagens behandling for retten blev sagen forelagt Arbejdsskadestyrelsen, som vurderede skadelidtes erhvervsevnetab som følge af patientskaden til 35 procent. Nævnet genoptog herefter sagen og anerkendte, at skadelidte var påført et erhvervsevnetab på 35 procent som følge af patientskaden. Sagen drejede sig herefter kun om erstatning for tabt arbejdsfortjeneste. Retten lagde til grund, at skadelidte blev sygemeldt 8 måneder forud for operationen på grund af rygproblemer i form af en diskusprolaps i lænderyggen, og at hun efter patientskadens indtræden fortsat havde svære rygsmerter. Hun havde endvidere konkurrerende lidelser. Retten fandt, at skadelidte ikke havde sandsynliggjort, at hun ville have været i stand til at genoptage sit arbejde eller påtage sig anden beskæftigelse, hvis patientskaden ikke var indtrådt, hvorfor skadelidte ikke var berettiget til erstatning for tabt arbejdsfortjeneste. Patientskadeankenævnet blev herefter frifundet.