Aalborg 7/2-2017
Patienten, der var påført en skade i form af beskadigelse af armhulenerven på højre arm, havde ikke ret til erstatning for erhvervsevnetab. Patienten var på tidspunktet for retssagen under uddannelse. Det var på tidspunktet, hvor ankenævnet traf afgørelse, ikke muligt at skønne over, hvad patientens erhvervsevnetab på længere sigt ville blive. Patientens erhvervsevnetab på tidspunktet for henholdsvis ankenævnets afgørelse, retssagen samt dommens afsigelse udgjorde ikke mindst 15 procent.
Rettens sagsnummer:
BS 3-1880/2014
Ankenævnets sagsnummer:
12/2485/EC
Dato for dommens afsigelse:
mandag den 6. februar 2017
Domstol:
Retten i Aalborg
Kategori:
Domme afsagt af byret
Relaterede filer:
En kvindelig patient fik af Patienterstatningen (tidligere Patientforsikringen) anerkendt en skade i form af beskadigelse af armhulenerven på højre arm og følger deraf i forbindelse med en skulderoperation.
Efterfølgende vurderede Patienterstatningen, at patienten ikke var berettiget til erstatning for erhvervsevnetab.
Patienten klagede over afgørelsen til Ankenævnet for Patienterstatningen. Patienten anførte i klagen, at hun havde planlagt at søge optagelse på Politiskolen eller blive berider, hvilket hun nu måtte opgive på grund af skaden.
Ankenævnet stadfæstede Patienterstatningens afgørelse. Ankenævnet vurderede, at patientens erhvervsevne ikke var nedsat i ethvert erhverv. Ankenævnet betragtede det ikke som et tab i sig selv, at patienten ikke kunne søge optagelse på sine ønskede uddannelser. Ankenævnet vurderede, at patienten ikke var afskåret fra at søge et erhverv med en tilsvarende indkomst som i politiet eller som berider.
Patienten indbragte sagen for domstolene med påstand om, at ankenævnet skulle anerkende, at patientens erhvervsevnetab skulle fastsættes midlertidigt til under 15 procent.
Patienten var på tidspunktet for retssagen under uddannelse. Patienten var af den opfattelse, at det efter gennemførelsen af uddannelsen formentlig ville vise sig, at hendes erhvervsmæssige muligheder på grund af skaden i praksis var nedsat på en sådan måde, at erhvervsevnetabet til den tid ville overstige 15 procent.
Retten fandt, at det på tidspunktet, hvor ankenævnet traf afgørelse, ikke var muligt at skønne over, hvad patientens erhvervsevnetab på længere sigt ville blive. Retten fandt også, at patientens erhvervsevnetab på tidspunktet for henholdsvis ankenævnets afgørelse, retssagen samt dommens afsigelse ikke udgjorde mindst 15 procent.
Endvidere fandt retten, at der ikke i lovgrundlaget er hjemmel til, at ankenævnet træffer midlertidige afgørelser om erhvervsevnetab. Retten fandt også, at der ikke er retligt grundlag for at pålægge ankenævnet at sætte afgørelser om erhvervsevnetab i bero, hvis den skadelidtes erhvervsmæssige situation ikke kan afklares indenfor kortere tid. Dette skyldes, at den skadelidtes interesse i at få sagen genoptaget, hvis der senere viser sig at være et erhvervsevnetab, er beskyttet efter reglen i erstatningsansvarslovens § 11 om genoptagelse, hvis sagens faktiske omstændigheder ændrer sig væsentligt i forhold til dem, der blev lagt til grund ved sagens afslutning.
Ankenævnet for Patienterstatningen blev herefter frifundet.
Efterfølgende vurderede Patienterstatningen, at patienten ikke var berettiget til erstatning for erhvervsevnetab.
Patienten klagede over afgørelsen til Ankenævnet for Patienterstatningen. Patienten anførte i klagen, at hun havde planlagt at søge optagelse på Politiskolen eller blive berider, hvilket hun nu måtte opgive på grund af skaden.
Ankenævnet stadfæstede Patienterstatningens afgørelse. Ankenævnet vurderede, at patientens erhvervsevne ikke var nedsat i ethvert erhverv. Ankenævnet betragtede det ikke som et tab i sig selv, at patienten ikke kunne søge optagelse på sine ønskede uddannelser. Ankenævnet vurderede, at patienten ikke var afskåret fra at søge et erhverv med en tilsvarende indkomst som i politiet eller som berider.
Patienten indbragte sagen for domstolene med påstand om, at ankenævnet skulle anerkende, at patientens erhvervsevnetab skulle fastsættes midlertidigt til under 15 procent.
Patienten var på tidspunktet for retssagen under uddannelse. Patienten var af den opfattelse, at det efter gennemførelsen af uddannelsen formentlig ville vise sig, at hendes erhvervsmæssige muligheder på grund af skaden i praksis var nedsat på en sådan måde, at erhvervsevnetabet til den tid ville overstige 15 procent.
Retten fandt, at det på tidspunktet, hvor ankenævnet traf afgørelse, ikke var muligt at skønne over, hvad patientens erhvervsevnetab på længere sigt ville blive. Retten fandt også, at patientens erhvervsevnetab på tidspunktet for henholdsvis ankenævnets afgørelse, retssagen samt dommens afsigelse ikke udgjorde mindst 15 procent.
Endvidere fandt retten, at der ikke i lovgrundlaget er hjemmel til, at ankenævnet træffer midlertidige afgørelser om erhvervsevnetab. Retten fandt også, at der ikke er retligt grundlag for at pålægge ankenævnet at sætte afgørelser om erhvervsevnetab i bero, hvis den skadelidtes erhvervsmæssige situation ikke kan afklares indenfor kortere tid. Dette skyldes, at den skadelidtes interesse i at få sagen genoptaget, hvis der senere viser sig at være et erhvervsevnetab, er beskyttet efter reglen i erstatningsansvarslovens § 11 om genoptagelse, hvis sagens faktiske omstændigheder ændrer sig væsentligt i forhold til dem, der blev lagt til grund ved sagens afslutning.
Ankenævnet for Patienterstatningen blev herefter frifundet.