Aalborg 11/2-2014

Der blev i anledning af forsinket diagnosticering af tarmkræft hos en kvinde tilkendt diverse godtgørelse og erstatning, herunder en varigt mén på 10 procent for statistisk forringet overlevelsesprognose. Det blev imidlertid ikke anerkendt, at hendes død med overvejende sandsynlighed skyldtes den forsinkede diagnosticering. Patientskadeankenævnet lagde blandt andet vægt på, at der ved tyktarmskræft af den pågældende type i det pågældende stadie var en 5-årig overlevelsesprognose på under 50 procent selv ved optimal behandling.

Sagen blev herefter indbragt for retten med påstand om, at den forsinkede diagnose var årsag til dødsfaldet, og sagen blev i den forbindelse forelagt for Retslægerådet. Retslægerådet fandt blandt andet, at dødsårsagen var grundsygdommen tyktarmskræft, og hvorvidt døden indtrådte som følge af en given diagnoseforsinkelse kunne ikke besvares, da tidspunktet for sygdommens debut ikke kunne stadfæstes bagudrettet. Retten fandt på grundlag heraf, at der ikke var grundlag for at tilsidesætte Patientskadeankenævnets afgørelse, og nævnet blev således frifundet.