Sønderborg 13/8-2026

Ankenævnets afgørelse led af en væsentlig retlig mangel, og sagen blev hjemvist til fortsat behandling ved ankenævnet.

Rettens sagsnummer:

BS-18551/2023-SON

Ankenævnets sagsnummer:

2023-4582

Dato for dommens afsigelse:

torsdag den 13. august 2026

Domstol:

Retten i Sønderborg

Juridisk tema:

Erstatning

Kategori:

Domme afsagt af byret

Resumé

Sagsøger blev behandlet for en aldersbetinget lænderygsygdom med hvirvelskred, der medførte gener, som ikke kunne afhjælpes af fysioterapi og medicinsk behandling.

Der blev derfor foretaget en operation, hvor sagsøger fik stivgjort lænden fra 5. lændehvirvel til kortbenet (L5 til S1).

Det var anerkendt, at operationen ikke blev udført efter erfaren specialiststandard, da den erfarne specialist ville have stivgjort lænden fra 4. lændehvirvel til korsbenet (L4 til S1). Derved kunne sagsøger efter ankenævnets vurdering med overvejende sandsynlighed have opnået et bedre behandlingsresultat og undgået nogle af sine ben- og rygsmerter.

Det var derfor anerkendt i behandlingsskade i form af forværrede ben- og rygsmerter.

Sagsøger var tilkendt et varigt mén som følge af behandlingsskaden på 5 procent ud af en samlet varigt mén på 20 procent. Sagsøger var også tilkendt erstatning for tab af erhvervsevne som følge af behandlingsskaden på skønsmæssigt 20 procent svarende til ca. ¼ af det samlede erhvervsevnetab.

Sagsøger var derimod meddelt afslag på erstatning for tabt arbejdsfortjeneste samt godtgørelse for svie og smerte.

Under retssagen nedlagde sagsøger påstand om, at omfanget af den anerkendte behandlingsskade var større end vurderet af ankenævnet, at det varige mén var mere end 5 procent, at erhvervsevnetab var mere end 20 procent, samt at der var ret til tabt arbejdsfortjeneste og svie og smertegodtgørelse. Subsidiært nedlagde sagsøger påstand om hjemvisning.

Retten henviste til, at det fremgik af ankenævnets afgørelse vedrørende bl.a. erstatning for erhvervsevnetab, at sagsøger havde en forudbestående tilstand med udstråling til benene.

Retten henviste videre til, at Retslægerådet i deres udtalelse til sagen havde vurderet, at der ikke var journalførte oplysninger om symptomer i højre ben forud for operationen.

Retten vurderede derfor, at ankenævnet ikke havde haft grundlag for at lægge til grund, at sagsøger havde en forudbestående tilstand med udstråling til begge ben. Retten fandt på den baggrund, at ankenævnets afgørelse led af en væsentlig retlig mangel. Sagen blev derfor hjemvist til fortsat behandling ved ankenævnet.