Sønderborg 20/7-2026
Ikke ret til erstatning for forkert diagnosticering af knoglekræft, da udredningen og behandlingen blev udført efter erfaren specialistandard.
Rettens sagsnummer:
BS-52420/2023-SON
Ankenævnets sagsnummer:
2023-12888
Dato for dommens afsigelse:
mandag den 20. juli 2026
Domstol:
Retten i Sønderborg
Juridisk tema:
Ansvar
Kategori:
Domme afsagt af byret
Relaterede filer:
Resumé
Sagen omhandlede sagsøger, der blev udredt for nogle knægener. På baggrund af foretagne undersøgelser var der mistanke om en kræfttumor i den ene lårbensknogle.
Da der var tvivl om diagnosen, blev der indhentet en second opinion fra et andet behandlingssted. Patologisvar herfra viste, at der var tale om et osteosarkom (knoglekræft).
Sagsøger blev derfor behandlet herfor med bl.a. højdosis kemoterapi, der medførte en del bivirkninger.
Sagsøger indhentede senere en second opinion fra udlandet, hvor det på baggrund af specialanalyser af vævsprøver blev vurderet, at der var tale om en godartet knoglecyste. Man foretog herefter også specialanalyser på det behandlingssted i Danmark, der oprindeligt havde stillet diagnosen, og her fandt man nu ligeledes, at der var tale om en godartet knoglecyste.
Ankenævnet havde vurderet, at udredningen og behandlingen af sagsøger blev foretaget som en erfaren specialist på det pågældende område ville have gjort under de givne forhold, og at sagsøger derfor ikke havde ret til erstatning som følge af den forkerte diagnose, jf. § 21, stk. 1, jf. § 20, stk. 1, nr. 1, i klage- og erstatningsloven.
Ankenævnet havde bl.a. lagt vægt på, at da hverken kliniske, billeddiagnostiske eller histopatologiske fund gav anledning til mistanke om, at diagnosen osteosarkom var forkert, var der relevant grundlag for at iværksætte højdosis kemoterapi.
Ankenævnet havde også lagt vægt på, at en erfaren specialist ikke ville have foranstaltet yderligere undersøgelser af vævsprøven, da det på tidspunktet for udredningen af sagsøger ikke var gældende praksis at foretage sådanne specialanalyser.
Retten fandt, at der ikke var det fornødne sikre grundlag til at tilsidesætte ankenævnets afgørelse herom.
Retten lagde herved vægt på Retslægerådets erklæring i sagen, herunder at Retslægerådet bl.a. havde vurderet, at udredning og behandling af sagsøger blev foretaget i overensstemmelse med de gældende alment anerkendte lægefaglige retningslinjer. Retten lagde også vægt på, at det efter Retslægerådets besvarelse ikke var godtgjort, at diagnosen skulle have været revurderet tidligere i behandlingsforløbet, samt at det ikke var sædvane at foretaget genetiske analyser på den pågældende type svulster.
Retten fandt, at Retslægerådets besvarelse måtte lægges til grund, og at hverken de afgivne forklaringer eller indholdet af speciallægeerklæringerne i sagen, der var indhentet af Patienterstatningen til brug for deres vurdering af sagen i første instans, eller det i øvrigt fremkomne, kunne føre til et andet resultat.
Ankenævnet blev derfor frifundet.