Helsingør 7/5-2026

Resumé

Sagen drejede sig om, hvorvidt der var årsagssammenhæng mellem patientens selvmord og den behandling, som patienten havde modtaget.

Patienterstatningen havde fundet, at patienten ikke var påført en skade som følge af behandlingen, hvorfor der ikke var grundlag for at yde erstatning som følge af patientens selvmord.

Ankenævnet var enig heri. Ankenævnet vurderede også, at behandlingen var udført som en erfaren specialist ville have gjort under de samme forhold.

Retten fandt, at sagsøger ikke havde ført det fornødne bevis for, at behandlingen af patienten var udført i strid med, hvordan en erfaren specialist ville have handlet under de samme forhold. Retten lagde i den forbindelse vægt på Retslægerådets udtalelse i sagen.

Retten fandt også, at patientens selvmord med overvejende sandsynlighed skyldtes en akut forværring af patientens psykiske sygdom, der ikke kunne være forudsagt på de tidspunkter, hvor patienten havde modtaget undersøgelse og behandling.

Ankenævnet blev derfor frifundet.