Østre Landsret 16/4-2019

Resumé

Sagen angik genoptagelse af to afgørelser, der var truffet af Ankenævnet for Patienterstatningen vedrørende A’s behandling fra den 17. februar 2010 og frem. I afgørelserne havde Ankenævnet blandt andet fundet, at A’s manglende behandling med blodfortyndende medicin havde øget risikoen for nye hjerneblødninger, men at de nye hjerneblødninger ikke med overvejende sandsynlighed ville være undgået selv hvis behandlingen var blevet seponeret.

A anmodede om genoptagelse af sagen i henholdsvis 2014 og 2016. Ankenævnet fandt både den 27. august 2014 og den 30. marts 2016, at der ikke var grundlag for genoptagelse af sagen.

Under den efterfølgende retssag i byretten fremførte sagsøger, at Ankenævnet skulle genoptage sagen til fornyet behandling, da betingelserne for genoptagelse var opfyldt. A henviste blandt andet til en udtalelse fra Retslægerådet og til, at sagen var behæftet med fejl.

Retten fandt den 22. december 2017, at der ikke var grundlag for at genoptage de to omhandlede afgørelser fra Ankenævnet.

Retten lagde vægt på, at A ikke havde godtgjort, at der var fremkommet sådanne væsentlige nye oplysninger om forhold, der ikke var indgået i Ankenævnets afgørelse, der ville have medført en væsentligt ændret afgørelse. Retten bemærkede i den forbindelse, at ankenævnet allerede havde inddraget Retslægerådets udtalelse i den første afgørelse om afslag på genoptagelse, at udtalelsen ikke kunne føre til genoptagelse af afgørelsen, og at denne ikke var indbragt for domstolene.

Retten bemærkede desuden, at der ikke i Ankenævnets behandling af sagen var fejl, der kunne give grundlag for genoptagelse. Ankenævnet blev således frifundet.

Sagsøger ankede herefter sagen til Østre Landsret, der den 16. april 2019 stadfæstede byrettens dom. Ankenævnet blev således frifundet.