Horsens 8/10-2019

Resumé

Sagen angik spørgsmålet om A ved en operation den 25. april 2012 var påført en patientskade efter klage- og erstatningslovens § 19, stk. 1, og § 20, stk. 1, nr. 1 (specialistreglen).

A blev i 1997 opereret i ryggen efter et fald i en elevatorskakt og vendte efter operationen tilbage på arbejdsmarkedet. I 2011 fik A et ”smæk” i ryggen, som nødvendiggjorde en ny operation (uinstrumenteret stivgørende operation), som A modtog den 25. april 2012. Efter operationen begyndte A at døje med smerter i ryg og højre ben. Smerterne var tiltagende, og A blev i 2016 undersøgt hos forskellige rygspecialister, som konstaterede manglende heling af det indopererede materiale som følge af for stor bevægelighed

omkring det opererede område. Rygspecialisterne vurderede endvidere, at det havde været bedre at foretage en instrumenteret stivgørende operation frem for en uinstrumenteret.

A anmeldte skaden til Patienterstatningen, som den 31. august 2016 traf afgørelse om, at A var blevet påført en patientskade som følge af operationen, og at A havde ret til erstatning efter klage- og erstatningslovens

§ 20, stk. 1, nr. 1, og § 24, stk. 1. Det var Patienterstatningens vurdering, at der ved valg af operation ikke blev handlet i overensstemmelse med erfaren specialiststandard.

Afgørelsen blev den 14. november 2016 påklaget til Ankenævnet for Patienterstatningen, som den 17. maj 2017 ændrede Patienterstatningens afgørelse. Ankenævnet fandt ikke, at A var blevet påført en skade ved operationen, hvorfor A ikke fandtes erstatningsberettiget. Ankenævnet lagde bl.a. vægt på, at valget af operation var i overensstemmelse med den behandling, en erfaren specialist ville have foretaget på det pågældende tidspunkt, samt at A’s gener med overvejende sandsynlighed ikke var et resultat af operationen, men af udviklingen af A’s forudbestående tilstand i lænderyggen.

A anlagde den 9. november 2017 sag ved retten mod Ankenævnet.

Retten i Horsens fandt ved dom af 8. oktober 2019, at Ankenævnets afgørelse af 17. maj 2017 var i overensstemmelse med Retslægerådets vurdering, hvorefter valg af behandling var i overensstemmelse med de krav, der stilles til en erfaren specialist på området. Retten fandt det herefter ikke bevist, at erstatningsbetingelserne i klage- og erstatningslovens § 19, stk. 1, og § 20, stk. 1, nr. 1, var opfyldt. Ankenævnet blev følgelig frifundet.