Sønderborg 30/9-2020

Resumé

Patienterstatningen havde den 29. juni 2018 truffet afgørelse om udmålingen af erstatningen, og denne blev stadfæstet af Ankenævnet for Patienterstatningen ved afgørelse af 20. februar 2019. Sagens tvist vedrørte, om (den nu afdøde) skadelidte og dennes efterkommere var berettiget til yderligere erstatning for helbredsudgifter og andet tab, jf. EAL § 1, erstatning for tabt arbejdsfortjeneste og erstatning for tab af erhvervsevne, samt hvordan disse poster skulle opgøres og fra hvilket tidspunkt de skulle forrentes.

Om spørgsmålet vedrørende erstatning for udgifter til ophold på patienthospitalet for andre end skadelidtes ægtefælle fandt retten, at sådanne udgifter ikke var at betragte som et adækvat tab som følge af skaden, og at der, uanset om dette måtte være svært for ægtefællen at skulle håndtere det skete, ikke forelå sådanne helt særlige omstændigheder, som skulle danne grundlag for, at andre personers ophold skulle dækkes.

Om erstatning for udgifter i forbindelse med skadelidtes ophold på plejehjem udtalte retten, at senere udgifter til ophold til aflastning eller genoptræning på et hjem eller lignende alene blev dækket i medfør af loven, såfremt udgifterne kunne anses for nødvendige, samt at boet efter skadelidte havde bevisbyrden herfor. Retten fandt herefter ikke, at udgifterne til skadelidtes ophold på plejehjemmet var nødvendige, idet skadelidte efter det foreliggende kunne være blevet boende i hjemmet, og at familiens valg af plejehjemsplads som alternativ hertil for, at hjemmet ikke blev omdannet til et sygehus, ikke kunne føre til et andet resultat. Retten fandt heller ikke, at udgifterne til handicapkørsel i forbindelse med hjemmebesøg var at betragte som nødvendige udgifter, jf. EAL § 1.

Ankenævnet havde derudover tilkendt skadelidte erstatning for tabt arbejdsfortjeneste i perioden fra den 1. januar 2013 til den 31. maj 2015, hvilket var datoen, hvor skadelidte gik på folkepension. For retten var spørgsmålet, om det måtte anses for sandsynligt, at skadelidte var gået på folkepension på et senere tidspunkt, såfremt patientskaden ikke var sket. Under henvisning til skadelidtes erhvervshistorik samt de afgivne forklaringer, fandt retten, at det var overvejende sandsynligt, at skadelidte kunne have varetaget sin oprindelige stilling med grundlidelsen. Retten fandt endvidere, at skadelidtes tidligere arbejdsplads’ konkurs ikke havde forhindret skadelidte i at finde anden, lignende beskæftigelse.

Retten fastslog herefter, at skadelidte var berettiget til erstatning for tabt arbejdsfortjeneste fra den 1. januar 2013 til den 29. juni 2018, og hjemviste sagen med henblik på udmåling af erstatningen for denne periode samt fra 29. juni 2018 og frem, og at nedsættelse kun kunne ske efter reglerne i EAL § 9. I forhold til fastsættelsen af skadelidtes årsløn udtalte retten, at opgørelsen skulle følge samme principper som i forhold til fastsættelse af årsløn til brug for beregning af erstatningen for tab af erhvervsevne, og at der ikke var fremkommet oplysninger, der indikerede, at der i perioden fra den 1. januar 2013 til den 29. juni 2018 var grundlag for at fravige årslønnen fra før skaden.