Vestre Landsret 10/7-2020
Retten fandt, at forældelsesfristen for gener i form af epilepsi, der først viste sig 5 år efter en mulig fødselsskade, ikke var forældet.
Rettens sagsnummer:
BS-7062/2019-VLR
Ankenævnets sagsnummer:
2016-209
Dato for dommens afsigelse:
fredag den 10. juli 2020
Domstol:
Vestre Landsret
Juridisk tema:
Forældelse
Kategori:
Domme afsagt af landsret
Relaterede filer:
Relaterede domme
Resumé
Byretten var enig med ankenævnet i, at krav som følge af en mulig patientskade i forbindelse med patientens fødsel i 2010, der først blev anmeldt i 2016, efter patienten i 2015 havde sit første epileptiske anfald, var forældet. Landsretten fandt, at krav vedr. forløbet i 2010 var forældet, mens krav relateret til epilepsien udviklet i 2015 ikke var forældet.
Kort efter fødslen fik patienten flere krampeanfald og hun fik konstateret en hjerneblødning. Efter hjerneblødningen dannede der sig en vandansamling i hendes hoved, der nødvendiggjorde operation med anlæggelse af dræn i måneden efter fødslen. Værgerne blev bekendt med, at der kunne være en sammenhæng med anvendelsen af sugekop under fødslen. Patientens situation stabiliserede sig, drænet blev fjernet, da patienten var 1 år og hun udviklede sig alderssvarende. I 2015 fik hun sit første epilepsianfald. Sagen blev anmeldt i 2016.