Østre Landsret 30/3-2021

Sagen angik, om der forelå nye og væsentlige oplysninger, som kunne begrunde genoptagelse af en tidligere afgørelse om kæbekirurgisk behandling.

Rettens sagsnummer:

BS-27552/2018-OLR

Ankenævnets sagsnummer:

2016-212

Dato for dommens afsigelse:

tirsdag den 30. marts 2021

Domstol:

Østre Landsret

Juridisk tema:

Genoptagelse

Kategori:

Domme afsagt af landsret

Relaterede filer:

Oel300321

Relaterede domme

Glostrup 11/6-2018

Resumé

Patienten gennemgik fra den 26. november 2012 og frem et kæbekirurgisk behandlingsforløb for at få afhjulpet gener ved søvnapnø. Efterfølgende oplevede patienten en række gener, herunder hævelse og smerter i kæben, ændret sammenbid, ligesom patienten fik et åbent sår i form af blottet osteosyntese i venstre side af underkæben. Patienten blev reopereret den 11. marts 2013. Der fulgte herefter et efterbehandlingsforløb med fortsatte gener.

Patienterstatningen traf den 31. marts 2014 afgørelse om, at patienten ikke var berettiget til erstatning, idet behandlingen og det efterfølgende forløb var i overensstemmelse med den behandling, som en erfaren specialist ville have foretaget.

Ankenævnet for Patienterstatningen stadfæstede afgørelsen den 26. september 2014. Afgørelsen af 26. september 2014 blev ikke indbragt for domstolene.

Patienten anmodede senere ankenævnet om at genoptage sagen. Ankenævnet for Patienterstatningen afviste dette ved afgørelse af 2. november 2016, idet der ikke var kommet nye oplysninger i sagen med et indhold, der havde væsentlig betydning for udfaldet af sagen. De oplysninger, som patienten fremlagde som begrundelse for at få sagen genoptaget, var alle indgået i Ankenævnet for Patienterstatningens afgørelse af 26. september 2014.

Patienten indbragte herefter Ankenævnet for Patienterstatningens afgørelse af 2. november 2016 for retten. Landsretten fandt ligesom byretten, at der i sagens bilag eller gennem patientens forklaring i retten ikke var fremkommet væsentligt nye oplysninger om forhold, som ankenævnet ikke allerede var bekendt med, da ankenævnet traf afgørelse den 26. september 2014.

De oplysninger, som forelå og som var fremkommet efter ankenævnets afgørelse af 2. november 2016, kunne ikke tillægges betydning.

Landsretten fandt herefter, at patienten ikke havde dokumenteret, at der på tidspunktet for ankenævnets afgørelse den 2. november 2016 var grundlag for at genoptage sagen, og landsretten frifandt Ankenævnet for Patienterstatningen.