Odense 13/1-2026
Patient havde ikke med det fremlagte journalmateriale løftet bevisbyrden for, at gener og smerter i knæ skyldtes behandling og operation.
Rettens sagsnummer:
BS-63333/2024-ODE
Ankenævnets sagsnummer:
2024-18703
Dato for dommens afsigelse:
tirsdag den 13. januar 2026
Domstol:
Retten i Odense
Juridisk tema:
Ansvar
Kategori:
Domme afsagt af byret
Relaterede filer:
Resumé
Sagsøger blev behandlet for gener og smerter i venstre knæ og fik foretaget flere knæoperationer.
Patienterstatningen vurderede, at sagsøger ved en operation i 2013 blev påført en behandlingsskade efter § 20, stk. 1, nr. 1, i klage- og erstatningsloven, da operationen ikke blev udført i overensstemmelse med erfaren specialiststandard.
Regionen klagede over Patienterstatningens afgørelse.
Ankenævnet ændrede afgørelsen til, at sagsøger ikke havde ret til erstatning, da ankenævnet ved deres vurdering fandt, at operationen i 2013 og behandlingen i øvrigt blev udført i overensstemmelse med erfaren specialiststandard.
Sagsøger indbragte ankenævnets afgørelse for domstolene og gjorde blandt andet gældende, at behandlingen ikke var i overensstemmelse med erfaren specialiststandard, og at der derfor var ret til erstatning.
Retten fandt, at sagsøger med de i sagen fremlagte journalnotater ikke havde bevist, at sagsøgers gener og smerter fra knæet med nogen grad af sikkerhed kunne henføres til, at knæoperationen i 2013 ikke skulle være udført efter erfaren specialiststandard.
Ankenævnet blev derfor frifundet.