Lyngby 9/11 - 2022

Sagen handlede om, hvorvidt en tumor i rygmarven blev diagnosticeret og behandlet rettidigt.

Rettens sagsnummer:

BS-8787/2020-LYN

Ankenævnets sagsnummer:

2019-2994

Dato for dommens afsigelse:

onsdag den 9. november 2022

Domstol:

Retten i Lyngby

Juridisk tema:

Ansvar

Kategori:

Domme afsagt af byret

Relaterede filer:

Lyngby091122

Resumé

Den 19. marts 2015 var sagsøger til konsultation hos sin egen læge, idet han oplevede smerter i venstre side af lænden. Lægen henviste sagsøger til en fysioterapeut. Den 2. december 2016 oplyste fysioterapeuten lægen om, at sagsøger ikke kunne løfte sit ben. Herefter henviste lægen sagsøger til en MR-skanning, som blev gennemført i maj 2017.

Svaret på skanningen kom 1. juni 2017 og viste en tumor i rygmarven, hvorfor sagsøger blev henvist til en ambulant undersøgelse 29. juni 2017, hvor sagsøger blev tilbudt en operation.

Sagsøger var meget tilbageholdende og valgte foreløbigt ikke at tage imod tilbuddet. Der blev herefter aftalt en supplerende ambulant undersøgelse 31. august 2017, hvor sagsøgers tilstand var forværret.

Sagsøger blev opereret 15. september 2017. Efter operationen blev sagsøger lam fra livet og ned, og hans blære-/tarmfunktion var ophørt.

Spørgsmålet var herefter, om forløbet hos henholdsvis egen læge og hospitalet var i overensstemmelse med erfaren specialiststandard, eller om der var sket en forsinket diagnosticering af sagsøgers tumor.

Der blev under sagens behandling indhentet en udtalelse fra Retslægerådet, som tilkendegav, at forløbet i det hele stemte overens med almindeligt anerkendte lægefaglige retningslinjer hos både egen læge og på hospitalet. Derudover var det også Retslægerådets vurdering, at udsættelsen af indgrebet ikke havde betydning for prognosen.