Østre Landsret 15/11 - 2022

Resumé

Sagen angik spørgsmålet om, hvorvidt en patient havde ret til erstatning for tabt arbejdsfortjeneste og erhvervsevnetab som følge af, at denne pådrog sig skader efter en blodprop i hjernen efter et ikke-optimalt behandlingsforløb på et hospital. Patienten nedlagde for landsretten påstand om, at Ankenævnet for Patienterstatningen skulle anerkende, at han var berettiget til erstatning for tab af erhvervsevne med 65 pct. fra det tidspunkt, hvor Patienterstatningen vurderede patientens sag, og at han var berettiget til

erstatning for tabt arbejdsfortjeneste fra tidspunktet for sin afskedigelse hos sin private arbejdsgiver til Patienterstatningens ovennævnte vurdering.

Landsretten bemærkede indledningsvist, at patienten på skadestidspunktet var i fuldtidsbeskæftigelse, men at han blev afskediget som følge af sygemeldingen efter patientskaden.

Herefter henviste retten til forskellige akter fra patientens kommune. Heriblandt var et journalnotat, hvoraf det fremgik, at patienten på dette tidspunkt (efter sin afskedigelse) havde oplyst, at han var raskmeldt, hvorefter det kommunale kontaktforløb blev afsluttet, ligesom han senere i en rådighedserklæring efter sygdom til sin arbejdsløshedskasse erklærede på tro og love, at han var rask og fuldt ud stod til rådighed for arbejdsmarkedet. Derudover fremgik det af akterne, at kontaktforløbet blev genoptaget, og

at patienten herefter blev vurderet aktiv arbejdssøgende og fuldt til rådighed for arbejdsmarkedet. Patienten overgik til folkepension et par måneder efter denne vurdering, da han fyldte 65 år.

Landsretten fandt det ikke godtgjort af patienten, at denne havde haft et indtægtstab fra tidspunktet for afskedigelsen til sin raskmelding, og da han i den efterfølgende periode (til tidspunktet for sin pension) var raskmeldt og arbejdssøgende med oppebårne sygedagpenge til følge, havde han hverken godtgjort, at han som følge af patientskaden havde haft tabt arbejdsfortjeneste eller haft et varigt erhvervsevnetab på 15 pct. eller derover.

Landsretten bemærkede i øvrigt, at ”det ikke kan føre til et andet resultat, at Arbejdsmarkedets Erhvervssikring flere år efter A’s overgang til folkepension i en vejledende udtalelse af 14. november 2019 har vurderet A’s erhvervsevnetab til 65 pct. og i den forbindelse bl.a. urigtigt lagt til grund, at A først den 8. juli 2012 underskrev rådighedserklæringen efter sygdom”.