Roskilde 16/1-2023

Resumé

Sagen handlede om en person (A), der blev påført en patientskade den 6. juni 2010. A blev grundet sygefravær opsagt fra sit arbejde som kørende sælger ved udgangen af 2010, men oppebar løn til den 31. maj 2011. A var sygemeldt i hele perioden. A besluttede at gå på efterløn den 1. juni 2011, indtil han gik på folkepension den 1. maj 2012. A anmeldte først skaden til Patienterstatningen den 31. maj 2013. Patienterstatningen anerkendte ved afgørelse af 28. maj 2014, at skaden var omfattet af klage- og erstatningsloven, men afslog ved afgørelse af 29. maj 2015, at A havde ret til erstatning for erhvervsevnetab. På dette tidspunkt var A 65 år. A indbragte sagen for ankenævnet, der tilkendte A erstatning for tabt arbejdsfortjeneste, men stadfæstede Patienterstatningens afgørelse om afslag på erhvervsevnetabserstatning, da det ikke kunne godtgøres, at A ville være fortsat på arbejdsmarkedet efter opnåelsen af folkepensionsalderen.

Der blev under sagens behandling indhentet en vurdering fra Center for Private Erstatningssager i Arbejdsmarkedets Erhvervsforsikring, der tilkendegav, at erhvervsevnetabet var på 50 %, idet der ikke var tegn på, at sagsøger forud for patientskaden havde erhvervsmæssige funktionsbegrænsninger. Arbejdsmarkedets Erhvervssikring tog ikke i den forbindelse stilling til spørgsmålet om, hvorvidt det var bevist, at sagsøger ville være gået på pension den 1. maj 2012, da han var berettiget til folkepension.

Retten fandt, at sagsøgers arbejdsophør kunne henledes til patientskaden. Retten bemærkede i den forbindelse, at det ikke er en forudsætning, at der skal foreligge et kommunalt afklaringsforløb, før der kan skønnes over erhvervsevnetabet.

Retten lagde herefter Arbejdsmarkedets Erhvervsforsikrings vurdering til grund, hvorfor sagsøgers principale påstand blev taget til følge.

Ankenævnet skulle derfor anerkende, at sagsøger i forbindelse med patientskaden havde lidt et erhvervsevnetab på 50 %.