Sønderborg 19/2-2019

Resumé

Sagen angik spørgsmålet om, hvorvidt skadelidte var blevet påført en erstatningsberettigende patientskade som følge af behandlingen og rådgivningen på et rygcenter i perioden fra 15. juni 2014 til 18. juni 2014.

I sagen var skadelidte blevet opereret på et rygcenter for en diskusprolaps den 11. juni 2014. Den 14. juni 2014 fik skadelidte voldsomme smerter i ryggen efter at have taget et langt skridt. Skadelidte ringede dagen efter til rygcenteret, men fik her af vide, at hun skulle ringe tilbage den følgende dag, hvilket hun gjorde. Ved opkaldet angav skadelidte smerter i ryggen med udstråling til benet, følelsesændringer i underlivet og vandladningsbesvær. Hun blev opfordret til brug af smertestillende medicin. Den 17. juni 2014 kontaktede skadelidte igen rygcenteret og blev her henvist til sin praktiserende læge. Den praktiserende læge viderehenviste samme dag skadelidte til sygehuset på mistanke om CES (Cauda Equina Syndrom). En CT-scanning på sygehuset kunne ikke afklare, om skadelidte havde CES, og hun blev herefter viderehenvist til et andet sygehus. En akut MR-scanning foretaget samme dag viste en stor diskusprolaps med rygmarvsforsnævring og påvirkning af højre nerverod omkring 4/5 lændehvirvel. Skadelidte blev opereret herfor dagen efter, den 18. juni 2014.

Patienterstatningen fandt, at skadelidte var blevet påført en behandlingsskade, fordi en erfaren specialist ville have indkaldt skadelidte til en klinisk undersøgelse med MR-scanning umiddelbart efter telefonkonsultationen den 16. juni 2014, hvor skadelidte oplyste om følelsesforstyrrelser.

Ankenævnet ændrede denne afgørelse og fandt, at skadelidte ikke med overvejende sandsynlighed var blevet påført en skade ved behandlingen. Det blev herved lagt til grund, at det ikke var før ved telefonsamtalen til rygcenteret den 17. juni 2014, at der var grundlag for at visitere skadelidte til akut behandling, og at det forhold, at skadelidte i stedet var blevet henvist til egen læge, og at reoperationen som følge heraf blev forsinket med 6-8 timer, ikke med overvejende sandsynlighed havde medført en forværring af skadelidtes gener.

Under retssagen blev sagen forelagt for Retslægerådet, som vurderede, at en erfaren specialist ville have indkaldt skadelidte til akut vurdering og behandling den 17. juni 2014, men at der ikke var grundlag for at kritisere rygcenterets besvarelse af de forudgående henvendelser. Fejlen havde medført en forsinkelse på 6-8 timer, hvilket ikke med overvejende sandsynlighed havde medført en forskel for skadelidtes gener.

Retten frifandt ankenævnet med henvisning til Retslægerådets besvarelse.