Manglende opfølgning på bifund

Praktiserende læge får kritik for manglende opfølgning på bifund på CT-urografi. Lægen burde at have foretaget yderligere undersøgelser. I billedbeskrivelsen blev der beskrevet forandringer omkring bugspytkirtlen som bifund.

Sagsnummer:

26DNU22

Offentliggørelsesdato:

mandag den 19. oktober 2026

Speciale:

Almen medicin, incl. Vagtlæger, Kirurgi

Faggruppe:

Læger

Behandlingssted:

Almen praksis/vagtlæger

Type:

Behandling

Kategori:

Vejledende og principielle afgørelser

Kritik

Praktiserende læge P1 (aut. ID █) fra Behandlingssted 1 får kritik for behandlingen i perioden fra den 17. september 2024 til den 20. marts 2025.

Klagen

Du har klaget over, at du ikke fik en korrekt behandling hos Behandlingssted 1, i perioden fra den 17. september 2024 til den 21. marts 2025.

Vi har forstået, at det centrale i din klage er:

  • at praktiserende læge P1 burde have foretaget yderligere undersøgelser på baggrund af scanningen af 3. september 2024, herunder at du burde have fået foretaget en CT-scanning med kontrast.

Sagsfremstilling

Vi har brugt oplysningerne i journalen, hvis vi ikke har skrevet andet.

Den 17. september 2024 kontaktede praktiserende læge P1 dig via e-konsultation. Du blev kontaktet på baggrund af en CT-scanning (CT-urografi), som du havde fået foretaget den 3. september 2024. Du var 64 år på behandlingstidspunktet. Du havde fået foretaget en CT-urografi uden kontrast af dine urinveje, nyrer og blære. Du havde fået foretaget CT-urografien, da du oplevede murren i venstre side af maven. Læge P1 mistænkte derfor, at du havde nyresten. Læge P1 havde nu fået svar på CT-urografien. Hun oplyste dig om, at CT-urografien ikke viste nogen sten i urinvejene. Læge P1 vurderede derfor, at tiden skulle ses an. Du blev bedt om at kontakte læge P1 igen, hvis du fik det dårligt.

Det følger af den billeddiagnostisk epikrise fra behandlingsstedet, som udførte CT-urografien, at dine nyrer så normale ud. Videre følger det, at der var tilkommet væskeophobninger i bugspytkirtlen, og at der var små tegn på en betændelsesreaktion i det omkringliggende fedtvæv omkring bugspytkirtlen. Bugspytkirtlens udførelsesgang var ikke blokeret. Der var ingen tegn på fri væske i bughulen og ingen tegn på tarmstop eller blokering. Det tydede på, at du havde betændelse i bugspytkirtlen eller følger efter dette. Yderligere detaljer kunne ikke vurderes uden en CT-scanning med kontrast.

Det følger af journalmaterialet, at praktiserende læge P1 den 21. marts 2025 kontaktede mave- og tarmkirurgisk regi, som anbefalede, at du blev tilset i deres regi samme dag.

Du har oplyst, at du efterfølgende fik foretaget en CT-scanning med kontrast, og at scanningen viste, at du havde en tumor i bugspytkirtlen, som trykkede på tarmen, og som havde fat i blodkar og mavesækken. Du har oplyst, at mad og væske derfor ikke kunne passere.

Du har klaget over, at læge P1 ikke kiggede nærmere på det forhold, at der sås indikationer på vævsændringer på scanningsbillederne i september 2024. Du har oplyst, at en scanning med kontrast måske havde været det rigtige allerede efter den første scanning.

Praktiserende læge P1 har oplyst, at undersøgelsen den 3. september 2024 var en CT-urografi. Videre har hun oplyst, at der på tidspunktet ikke var fund, der indikerede, at der kunne være tale om kræft, hvorfor hun vurderede, at det var forsvarligt at se tiden an. Hun har også oplyst, at hun ikke var bekendt med, at du havde haft vægttab før marts 2024. Afslutningsvist har hun oplyst, at den radiologiske beskrivelse af 3. september 2024 ikke indeholdt en entydig anbefaling til kirurgisk vurdering, men en spørgende formulering, som efter hendes opfattelse gav rum for klinisk fortolkning.

Begrundelse

Vi behandler klager fra patienter over autoriserede sundhedspersoners sundhedsfaglige virksomhed. En autoriseret sundhedsperson skal udvise omhu og samvittighedsfuldhed i sit sundhedsfaglige virke.

Vi vurderer i vores afgørelse, om den sundhedsfaglige virksomhed har været kritisabel. Det betyder, at vi tager stilling til, om en sundhedsperson har handlet i overensstemmelse med ”normen for almindelig anerkendt faglig standard”. Normen er udtryk for, hvad der må forventes af en almindelig god sundhedsperson med den erfaring, sundhedspersonen har på behandlingstidspunktet.

Vi tager ikke stilling til, om en patient har modtaget den bedst mulige behandling.

Vores resultat

Vi vurderer, at der er grundlag for at kritisere praktiserende læge P1 for behandlingen.

Vi har lagt vægt på:

  • at praktiserende læge P1 enten burde have foretaget yderligere undersøgelser eller have vurderet og dokumenteret, hvorfor der ikke var grundlag for yderligere undersøgelser. Denne vurdering burde have været foretaget på baggrund af CT-urografien af 3. september 2024. Det skyldes, at der i billedbeskrivelsen af CT-urografien blev beskrevet forandringer omkring bugspytkirtlen med angivelse af, at fundet ikke kunne vurderes yderligere uden intravenøs kontrast. Der var samtidig ingen oplagt forklaring på dine mavesmerter

  • at praktiserende læge P1 derfor enten burde have henvist dig til en mavetarm-kirurgisk vurdering eller have foretaget en begrundet klinisk stillingtagen til, hvorfor hun ikke fandt dette nødvendigt. Dette burde være gjort den 17. september 2024, da læge P1 blev bekendt med bifundet på CT-urografien

  • at der burde være fulgt op på fundet på CT-urografien, uanset at der sås normal s-amylase i blodprøverne, og at det følger af billedbeskrivelsen af CT-urografien, at det lignede bugspytkirtelbetændelse eller følger efter dette. Det skyldes, at normal s-amylase i blodprøver ikke udelukker en strukturel forandring i bugspytkirtlen, herunder kræft. Det skyldes endvidere, at du ikke var kendt med forudgående bugspytkirtelbetændelse, og at der gennem forløbet ikke var tegn til aktiv bugspytkirtelbetændelse. Fundet fremstod derfor som en uafklaret nyopstået forandring i bugspytkirtlen, hvorfor radiologens forslag om supplerende billeddiagnostik burde være fulgt op

  • at praktiserende læge P1 derfor ikke reagerede tilstrækkeligt på dine symptomer, henset til fundene på CT-urografien. Da der heller ikke blev reageret tilstrækkeligt på fundene på CT-urografien i perioden efter den 17. september 2024 frem til den 20. marts 2025, giver dette ligeledes anledning til kritik. En forandring på bugspytkirtlen skal altid tages alvorligt, også selvom symptomerne mest tydede på nyresten.

Den omstændighed, at pancreasforandringerne fremkom som et bifund, ændrer ikke på, at praktiserende læge P1 burde have fulgt op på scanningen.

Når et nyopstået fund først er beskrevet med angivelse af, at yderligere detaljer ikke kan vurderes uden intravenøs kontrast, påhviler det den ordinerende læge at forholde sig til fundet, også fund, der beskriver noget uden for den mistænkte primære kliniske problemstilling.

Praktiserende læge P1 har derfor handlet under normen for almindelig anerkendt faglig standard ved sin behandling af dig i perioden fra den 17. september 2024 til den 20. marts 2025 hos Behandlingssted 1.

Praktiserende læge P1 skal samtidig udvise større omhu i sit fremtidige virke.

Regler

Vi har afgjort sagen efter:

Dagældende bekendtgørelse nr. 962 af 16. august 2024 af lov om klage- og erstatningsadgang inden for sundhedsvæsenet (klage- og erstatningsloven):Bekendtgørelse nr. 1250 af 28. oktober 2025 af lov om klage- og erstatningsadgang inden for sundhedsvæsenet (klage- og erstatningsloven):

  • § 2, stk. 1, om klager over sundhedsfaglig virksomhed

  • § 3 om klager over sundhedsfaglig virksomhed

Bekendtgørelse nr. 1008 af 29. august 2024 af lov om autorisation af sundhedspersoner og om sundhedsfaglig virksomhed (autorisationsloven)

  • § 17 om omhu og samvittighedsfuldhed