Video vakte ikke mistanke om alvorlig sygdom
En vagtlæge får ikke kritik for ved hjælp af video at vurdere, at der ikke var grundlag for at mistænke en blodprop eller anden akut behandlingskrævende tilstand. Det var relevant at vejlede om at se tilstanden an og kontakte praktiserende læge.
Sagsnummer:
26DNU13
Offentliggørelsesdato:
onsdag den 17. juni 2026
Speciale:
Akutmedicin, Almen medicin, incl. Vagtlæger
Faggruppe:
Læger
Behandlingssted:
Almen praksis/vagtlæger
Type:
Behandling
Kategori:
Vejledende og principielle afgørelser
Ikke kritik
Vagtlæge P1 (aut. ID ███████) fra Lægevagten i Region A får ikke kritik for behandlingen.
Vagtlæge P2 (aut. ID ████████) fra Lægevagten i Region A får ikke kritik for behandlingen.
Vagtlæge P3 (aut. ID ███) fra Lægevagten i Region A får ikke kritik for behandlingen.
Klagepunkt
Du har klaget over, at du ikke fik en korrekt behandling af vagtlæge P1, vagtlæge P2 og vagtlæge P3 hos Lægevagten i Region A, den 7. september 2024.
Vi har forstået, at det centrale i din klage er, at:
- der ikke blev reageret relevant på din tilstand ved dine henvendelser.
Sagsfremstilling
Vi har brugt oplysningerne i journalen og lydfil af opkald.
Den 7. september 2024 kontaktede din datter Lægevagten i Region A, da hun var bekymret for, om du havde en blodprop. Opkaldet blev besvaret af vagtlæge P1. Din datter forklarede, at du havde hævelse af blodårer på overarmen. Du var for nylig opereret i lænden og i behandling med antibiotika. Vagtlægen vurderede, at du skulle ses i lægevagten og gav dig en tid til nærmere undersøgelse.
Ved lægevagten blev du tilset af vagtlæge P2. Ved en undersøgelse sås en blå aftegning på brystet. På venstre side af brystkassen havde du tydelig venetegning og overfladisk kartegning, der blev vurderet som aldersbetinget. Du havde ingen blodansamling og god pulsation i venstre arm. Vagtlægen fandt ingen grund til at mistænke en blodprop.
Sidst på aftenen samme dag kontaktede du igen Lægevagten i Region A med forværring af din tilstand, og der blev oprettet en videokonsultation. Du talte med vagtlæge P3. Du oplevede nu, at venetegningen på din arm var blevet tydeligere og så også blålig misfarvning på underarmen, hvilket vagtlægen ikke kunne genfinde. Vagtlægen observerede, at du ikke var vejrtrækningsbesværet, og at armen ikke var hævet og uden smerter. Du fremstod vågen og klar. Adspurgt til smerter oplyste du, at du havde ondt i armen og i brystet. Vagtlægen fandt ikke grundlag for at mistænke en blodprop eller andet akut behandlingskrævende. Du blev rådet til at se tiden an, ringe igen ved forværring og ellers kontakte din praktiserende læge efter weekenden.
Begrundelse
Vi henviser til ovenstående afsnit om omhu og samvittighedsfuldhed og ”normen for almindelig anerkendt faglig standard”.
Vi har modtaget partshøringssvar fra dig. Partshøringssvaret er indgået i den samlede vurdering af sagen.
Vores resultat
Vi vurderer, at der ikke er grundlag for at kritisere vagtlæge P1 for behandlingen.
Vi har lagt vægt på, at:
- vagtlæge P1 reagerede relevant og tilstrækkeligt på din henvendelse. Det skyldes, at vagtlægen henviste dig til en konsultation i lægevagten for at få vurderet dine symptomer med hævelsen af blodårer på overarmen. Der var ikke forhold i din sygehistorie, der tydede på, at du ikke var i stand til at tage til lægevagten egenhændigt eller havde et mere akut behandlingsbehov.
Vagtlæge P1 har derfor handlet i overensstemmelse med normen for almindelig anerkendt faglig standard ved sin behandling af dig den 7. september 2024 hos Lægevagten i Region A.
Vores resultat
Vi vurderer, at der ikke er grundlag for at kritisere vagtlæge P2 for behandlingen.
Vi har lagt vægt på, at:
- vagtlæge P2 lavede en tilstrækkelig og relevant undersøgelse og vurdering af dig. Det skyldes, at du blev undersøgt objektivt og den øgede venetegning, der blev fundet, blev ikke vurderet til at være et tegn på sygdom. Der var ikke andre tegn på blodprop (DVT), og derfor var der ikke andre tiltag, vagtlægen burde have fortaget. Den omstændighed, at det senere viste sig, at du faktisk havde en blodprop, var ikke ensbetydende med, at behandlingen var kritisabel. Det skyldes, at der ved undersøgelsen ikke var grundlag for at mistænke en blodprop.
Vagtlæge P2 har derfor handlet i overensstemmelse med normen for almindelig anerkendt faglig standard ved sin behandling af dig den 7. september 2024 hos Lægevagten i Region A.
Vores resultat
Vi vurderer, at der ikke er grundlag for at kritisere vagtlæge P3 for behandlingen.
Vi har lagt vægt på, at:
- vagtlæge P3 reagerede tilstrækkeligt på din henvendelse. Det skyldes, at hun fulgte op på de tidligere konsultationer og valgte at se dig på video for ved selvsyn at konstatere, om der var misfarvninger eller hævelser, og om du var alment påvirket. Der var ikke grundlag for, at vagtlægen skulle have gjort yderligere. Det skyldes, at du ikke fremstod i en tilstand, der gav mistanke om en blodprop eller andet akut behandlingskrævende. Den omstændighed, at det senere viste sig, at du faktisk havde en blodprop, var ikke ensbetydende med, at behandlingen var kritisabel. Det skyldes, at der ved videokonsultationen ikke var grundlag for at mistænke en blodprop.
Vagtlæge P3 har derfor handlet i overensstemmelse med normen for almindelig anerkendt faglig standard ved sin behandling af dig den 7. september 2024 hos Lægevagten i Region A.
Regler
Vi har afgjort sagen efter:
Dagældende bekendtgørelse nr. 962 af 16. august 2024 af lov om klage- og erstatningsadgang inden for sundhedsvæsenet (klage- og erstatningsloven):
- § 2, stk. 1, om klager over sundhedsfaglig virksomhed
- § 3, stk. 1, om klager over sundhedsfaglig virksomhed
Bekendtgørelse nr. 1008 af 29. august 2024 af lov om autorisation af sundhedspersoner og om sundhedsfaglig virksomhed (autorisationsloven)
- § 17 om omhu og samvittighedsfuldhed
Bekendtgørelse nr. 1496 af 6. december 2024 om forretningsorden for Sundhedsvæsenets Disciplinærnævn
- § 5, stk. 2, om kompetence for disciplinærnævnets formand og næstformænd