Video ikke tilstrækkelig grundet alvorlige symptomer
En sygeplejerske ved en lægevagt får kritik for ikke at indlægge en patient, der fremstod med klassiske symptomer på akut blindtarmsbetændelse.
Sagsnummer:
26DNU11
Offentliggørelsesdato:
onsdag den 17. juni 2026
Speciale:
Almen medicin, incl. Vagtlæger
Faggruppe:
Læger, Sygeplejersker
Behandlingssted:
Almen praksis/vagtlæger
Type:
Behandling
Kategori:
Vejledende og principielle afgørelser
Kritik
Sygeplejerske P1 (aut. ID ███████) fra Behandlingssted 1, får kritik for behandlingen den 5. juni 2024.
Ikke kritik
Vagtlæge P2 (aut. ID █████████) fra Lægevagten i Region A, får ikke kritik for behandlingen.
1. klagepunkt
Du har klaget over, at du ikke fik en korrekt behandling af vagtlæge P2 hos Lægevagten i Region A, den 4. juni 2024.
Vi har forstået, at det centrale i din klage er, at:
- du ikke modtog en tilstrækkelig behandling henset til din tilstand.
Sagsfremstilling
Vi har brugt oplysningerne i journalen, hvis vi ikke har skrevet andet.
Den 4. juni 2024 rettede du som 63-årig telefonisk henvendelse til Lægevagten i Region A, hvor du talte med vagtlæge P2. Du henvendte dig på grund af mavesmerter og nytilkommet feber.
Vi har til brug for sagens behandling indhentet en lydfil af opkaldet til Lægevagten i Region A.
Af lydfilen fremgår det, at du var tilset af din praktiserende læge den foregående dag, der ikke vurderede dine smerter akutte. Du oplyste, at du nu var blevet træt, sløj og havde fået feber.
Vagtlæge P2 forsøgte at lokalisere dine smerter. Du oplyste, at du ikke havde smerter, når du sad stille, men at du ved bevægelse havde meget ondt lige under navlen og lidt til højre. På baggrund heraf vurderede vagtlæge P2, at du ikke havde en akut behandlingskrævende tilstand. Du blev vejledt i at rette henvendelse til din praktiserende læge den næstkommende dag med henblik på en opfølgning, da du havde fået feber.
Vagtlæge P2 vejledte dig i at genhenvende dig, hvis du fik stærke smerter, når du sad stille, eller øvrige symptomer, der forværrede din tilstand.
Du har til klagen oplyst, at du efterfølgende blev behandlet for blindtarmsbetændelse, og at din blindtarm var sprunget.
Begrundelse
Vi behandler klager fra patienter over autoriserede sundhedspersoners sundhedsfaglige virksomhed. En autoriseret sundhedsperson skal udvise omhu og samvittighedsfuldhed i sit sundhedsfaglige virke.
Vi vurderer i vores afgørelse, om den sundhedsfaglige virksomhed har været kritisabel. Det betyder, at vi tager stilling til, om en sundhedsperson har handlet i overensstemmelse med ”normen for almindelig anerkendt faglig standard”. Normen er udtryk for, hvad der må forventes af en almindelig god sundhedsperson med den erfaring, sundhedspersonen har på behandlingstidspunktet.
Vi tager ikke stilling til, om en patient har modtaget den bedst mulige behandling.
Vi har modtaget partshøringssvar fra dig og vagtlæge P2. Partshøringssvarene er indgået i den samlede vurdering af sagen.
Vores resultat
Vi vurderer, at der ikke er grundlag for at kritisere vagtlæge P2 for behandlingen.
Vi har lagt vægt på, at:
- du modtog en tilstrækkelig behandling henset til din tilstand. Da du henvendte dig med mavesmerter og nytilkommet feber, blev smerternes lokalisation og karakter på relevant vis søgt afklaret. Da du havde smerter, der var stærke ved bevægelse, men ikke var til stede i hvile, blev det på relevant vis vurderet, at du ikke fremstod med en akut behandlingskrævende tilstand. Det var derfor i overensstemmelse med sædvanlig praksis at vejlede dig i at rette henvendelse til din praktiserende læge den næstfølgende dag med henblik på opfølgning. Hertil kommer, at der på behandlingstidspunktet ikke var kliniske tegn på blindtarmsbetændelse i form af konstante smerter, herunder smerter i hvile og svær ømhed ved berøring. Videre blev du på relevant vis vejledt i at genhenvende dig, hvis du fik stærke smerter i hvile eller ved øvrige symptomer, der forværrede din tilstand. Da det blev vurderet, at du fremstod med en subakut tilstand, var det sundhedsfagligt forsvarligt og i overensstemmelse med gældende retningslinjer, at du blev vejledt i opfølgning hos din praktiserende læge.
Vi kan hertil oplyse, at der ved en telefonvisitation foretages en vurdering af, om patientens symptomer kræver akut behandling, eller om de kan observeres med en sikker plan for opfølgning. Subakutte symptomer kan ses an i en kortere periode, såfremt der gives klare retningslinjer for, hvornår forværring bør føre til genhenvendelse eller yderligere undersøgelse.
Den omstændighed, at du efterfølgende blev behandlet for blindtarmsbetændelse, og at din blindtarm var sprunget, er ikke ensbetydende med, at behandlingen var kritisabel. Det skyldes, at forholdene på behandlingstidspunktet ikke gav anledning til at mistænke blindtarmsbetændelse eller en behandlingskrævende tilstand. Behandlingen var i øvrigt relevant henset til din tilstand, som beskrevet ovenfor.
Vagtlæge P2 har derfor handlet i overensstemmelse med normen for almindelig anerkendt faglig standard ved sin behandling af dig, den 4. juni 2024 hos Lægevagten i Region A.
2. klagepunkt
Du har klaget over, at du ikke fik en korrekt behandling af sygeplejerske P1 hos Behandlingssted 1, den 5. juni 2024.
Vi har forstået, at det centrale i din klage er, at:
- du ikke modtog en relevant behandling henset til din tilstand, herunder at du ikke blev visiteret til en fysisk konsultation.
Sagsfremstilling
Vi har brugt oplysningerne i journalen, hvis vi ikke har skrevet andet.
Den 5. juni 2024 rettede du telefonisk henvendelse til Behandlingssted 1, hvor du talte med sygeplejerske P1. Du henvendte dig, da du igennem 2 dage havde haft mavesmerter, og da du nu var vågnet med meget ondt i maven.
Vi har til brug for sagens behandling indhentet en lydfil af opkaldet til Behandlingssted 1.
Af lydfilen fremgår det, at du var vågnet med helt ustyrlige smerter, der sad fra kønsbenet og ned til højre. Du oplyste, at smerten kom helt pludseligt, og at du havde feber. Sygeplejerske P1 forsøgte at lokalisere dine smerter, og du blev derfor set på en videokonsultation.
Du oplyste, at dine smerter var konstante, og at de var startet omkring navlen som en brændende og sviende fornemmelse, men at de havde flyttet sig længere ned og krampede lidt. Du var utilpas og havde ingen appetit, men havde ikke kvalme eller opkast.
Adspurgt af sygeplejerske P1 oplyste du, at du var usikker på, om din blære blev tømt ved vandladning, men at du ofte var på toilettet uden svie. Du oplyste, at det ikke føltes som blærebetændelse.
Du havde en overfladisk vejrtrækning, var tydeligt smerteplaget og fysisk urolig. Du fik det dog bedre under den telefoniske videokonsultation, og lå til sidst helt roligt.
Ud fra videokonsultationen vurderede sygeplejerske P1, at du skulle tage smertestillende medicin i form af Panodil og Ibumetin og afklæde dig noget tøj for at få din feber ned. Du blev videre informeret om at være opmærksom på, om din blære blev tømt tilstrækkeligt.
Sygeplejerske P1 vejledte dig i at se tiden an med smertestillende medicin og genhenvende dig, hvis dine smerter blev forværret, så det kunne vurderes, om du skulle tilbydes en fysisk konsultation.
Du har til klagen oplyst, at du efterfølgende blev behandlet for blindtarmsbetændelse, og at din blindtarm var sprunget.
Begrundelse
Vi henviser til ovenstående afsnit om omhu og samvittighedsfuldhed og ”normen for almindelig anerkendt faglig standard”.
Vi har modtaget partshøringssvar fra dig og sygeplejerske P1. Partshøringssvarene er indgået i den samlede vurdering af sagen.
Vores resultat
Vi vurderer, at der er grundlag for at kritisere sygeplejerske P1 for behandlingen.
Vi har lagt vægt på, at:
- du ikke modtog en relevant behandling henset til din sygehistorie og tilstand, da du fremstod med klassiske symptomer på en potentiel alvorlig og behandlingskrævende tilstand i maven. Da du henvendte dig med akutte mavesmerter, der havde udviklet sig henover 2 dage, og da du oplyste, at du var vågnet med pludseligt opståede og ustyrlige smerter, der sad fra kønsbenet og ned til højre, burde sygeplejerske P1 have mistænkt potentiel akut blindtarmsbetændelse. Hertil kommer, at du oplyste om feber, konstante smerter, der var startet som en brændende og sviende fornemmelse samt overfladisk vejrtrækning. Henset til din sygehistorie og præsenterede symptomer under telefonkonsultationen fremstod du med klassiske symptomer på blindtarmsbetændelse, der var tilstrækkeligt overbevisende til en direkte indlæggelse uden en fysisk konsultation forinden. Det var derfor ikke sundhedsfagligt forsvarligt at vejlede dig om at se tiden an med smertestillende medicin, at være opmærksom på at tømme din blære tilstrækkeligt og vejlede dig om genhenvendelse, hvis dine smerter blev forværret. Hertil kommer, at behandling med smertestillende medicin kan vanskeliggøre den fortsatte observation af sygdomsudviklingen og sløre symptomerne fra en alvorlig sygdomstilstand, der kræver akut operation.
Vi kan hertil oplyse, at blindtarmsbetændelse kan være vanskelig at diagnosticere på grund af en varierende placering af blindtarmen, og da symptomer og kliniske fund kan variere fra tilfælde til tilfælde. Tilstanden udvikler sig typisk over 12-24 timer og viser sig indledningsvis ved svage og diffuse smerter omkring navlen, hvorefter de sædvanlige symptomer på tilstanden viser sig ved tiltagende mavesmerter, der vandrer nedad og højresidigt. Der kan tilkomme feber, kvalme, manglende appetit, ømhed og forhøjede infektionstal.
Vi kan videre oplyse, at blindtarmsbetændelse sædvanligvis diagnosticeres på baggrund af sygehistorien og objektive fund, hvor det afgørende er, at der findes direkte og indirekte ømhed nederst i højre side af maven. Tilstanden behandles med operation, hvor man fjerner blindtarmen, og ubehandlet blindtarmsbetændelse kan medføre en række komplikationer og udgøre en potentielt livstruende sygdomstilsand.
Vi kan videre oplyse, at smertestillende behandling ved uafklarede mavesmerter kan sløre betydningsfulde advarselssymptomer og derved føre til en forsinket diagnosticering af en potentielt alvorlig sygdomstilstand, der kræver akut operation, herunder blindtarmsbetændelse og tarmslyng, og derved potentielt udsætte patienten for livsfare. Det anbefales derfor ikke at give smertestillende medicin til en patient med mavesmerter, før der er foretaget en relevant objektiv undersøgelse og før der foreligger en overvejende sandsynlig forklaring på patientens tilstand.
Sygeplejerske P1 har derfor handlet under normen for almindelig anerkendt faglig standard ved sin behandling af dig, den 5. juni 2024 hos Behandlingssted 1.
Regler
Vi har afgjort sagen efter:
Dagældende bekendtgørelse nr. 962 af 16. august 2024 af lov om klage- og erstatningsadgang inden for sundhedsvæsenet (klage- og erstatningsloven):
- § 2, stk. 1, om klager over sundhedsfaglig virksomhed
- § 3, stk. 1, om klager over sundhedsfaglig virksomhed
Bekendtgørelse nr. 1008 af 29. august 2024 af lov om autorisation af sundhedspersoner og om sundhedsfaglig virksomhed (autorisationsloven)
- § 17 om omhu og samvittighedsfuldhed