Penicillin givet til patient med penicillinallergi

En ortopædkirurgisk læge får kritik for at give penicillin til en patient i forbindelse med en operation, da patienten var kendt med penicillinallergi.

Sagsnummer:

26DNU09

Offentliggørelsesdato:

torsdag den 18. juni 2026

Speciale:

Ortopædkirurgi

Faggruppe:

Læger

Behandlingssted:

Sygehuse/hospitaler

Type:

Behandling

Kategori:

Vejledende og principielle afgørelser

Kritik

Læge P1 (aut. ID █) fra Afdeling A, Hospital A får kritik for behandlingen den 22. oktober 2024.

Klagen

Du har klaget over, at du ikke fik en korrekt behandling af læge P1 på Afdeling A, Hospital A den 22. oktober 2024.

Vi har forstået, at det centrale i din klage er:

  • at du ikke blev relevant behandlet, da du blev behandlet med penicillin, selvom du var kendt med penicillinallergi.

Sagsfremstilling

Vi har brugt oplysningerne i journalen, hvis vi ikke har skrevet andet. 

Den 22. oktober 2024 blev du som 64-årig opereret på Afdeling A, Hospital A, hvor du fik indsat hofteprotese, da du havde slidgigt i hoften.

Du var kendt med allergi for benzylpenicillin.

Operationen foregik i fuld bedøvelse. I forbindelse med operation ordinerede læge P1 penicillin (Bioclavid) til dig.
Efter operationen fik du koldsved, blev bleg, havde kvalme og opkastninger.

Du har oplyst, at du har penicillinallergi, og at du efter operationen fik udslæt på kroppen med hævelse og kløe. 
Begrundelse
Vi behandler klager fra patienter over autoriserede sundhedspersoners sundhedsfaglige virksomhed. En autoriseret sundhedsperson skal udvise omhu og samvittighedsfuldhed i sit sundhedsfaglige virke. 

Vi vurderer i vores afgørelse, om den sundhedsfaglige virksomhed har været kritisabel. Det betyder, at vi tager stilling til, om en sundhedsperson har handlet i overensstemmelse med ”normen for almindelig anerkendt faglig standard”. Normen er udtryk for, hvad der må forventes af en almindelig god sundhedsperson med den erfaring, sundhedspersonen har på behandlingstidspunktet. 

Vi tager ikke stilling til, om en patient har modtaget den bedst mulige behandling.

Vores resultat

Vi vurderer, at der er grundlag for at kritisere læge P1 for behandlingen. 

Vi har lagt vægt på:

  • at det ikke var sundhedsfagligt forsvarligt at give dig penicillinpræparatet Bioclavid henset til, at du var kendt med penicillinallergi. Det skyldes, at penicillinallergi er en alvorlig tilstand, der kan have livstruende konsekvenser. Lægen burde forud for ordination af penicillin have undersøgt, om du var allergisk, hvorefter lægen burde have valgt et alternativt antibiotikum. Det kan i den forbindelse oplyses, at der er flere andre typer antibiotika, der kan anvendes i stedet for penicillin, hvis en patient er allergisk. 

Læge P1 har derfor handlet under normen for almindelig anerkendt faglig standard ved sin behandling af dig den 22. oktober 2024 på Afdeling A, Hospital A.

Regler

Vi har afgjort sagen efter: 

Dagældende bekendtgørelse nr. 962 af 16. august 2024 af lov om klage- og erstatningsadgang inden for sundhedsvæsenet (klage- og erstatningsloven):

  • § 2, stk. 1, om klager over sundhedsfaglig virksomhed
  • § 3, stk. 1, om klager over sundhedsfaglig virksomhed

Bekendtgørelse nr. 1008 af 29. august 2024 af lov om autorisation af sundhedspersoner og om sundhedsfaglig virksomhed (autorisationsloven)

  • § 17 om omhu og samvittighedsfuldhed