Ikke grundlag for operation for blindtarmsbetændelse

En læge fik ikke kritik for at udskrive en patient, som var indlagt med mistanke om blindtarmsbetændelse. Tilstanden bedrede sig under observation, og der blev givet råd om genhenvendelse ved forværring af mavesmerterne eller manglende bedring.

Sagsnummer:

26DNU07

Offentliggørelsesdato:

torsdag den 18. juni 2026

Speciale:

Mavetarmsygdomme, kirurgiske (kirurgisk gastroenterologi)

Faggruppe:

Læger

Behandlingssted:

Sygehuse/hospitaler

Type:

Behandling

Kategori:

Vejledende og principielle afgørelser

Ikke kritik

1. reservelæge P1 (aut. ID ██████) fra Afdeling A, Hospital A får ikke kritik for behandlingen.

Klagen

Du har klaget over, at du ikke fik en korrekt behandling af 1. reservelæge P1 på Afdeling A, Hospital A, den 13. august 2024.

Vi har forstået, at det centrale i din klage er, at:

  • 1. reservelæge P1 ikke valgte at operere dig for blindtarmsbetændelse på baggrund af dine symptomer, og at du ikke blev vejledt tilstrækkeligt af 1. reservelægen i forbindelse med udskrivelsen.

Sagsfremstilling

Vi har brugt oplysningerne i journalen, hvis vi ikke har skrevet andet. 

Den 13. august 2024, da du var 39 år, blev du indlagt på en akutafdeling på Hospital A, grundet mavesmerter og mistanke om blindtarmsbetændelse. Du blev observeret herfor, og der blev foretaget et kirurgisk tilsyn, hvor 1. reservelæge P1 fra Afdeling A deltog. P1 vurderede, at du kunne udskrives, og du blev oplyst om, at du skulle genhenvende dig ved forværring af dine mavesmerter eller ved manglende bedring.  

Du har oplyst i klagen, at du få dage senere blev genindlagt og opereret, da din blindtarm var sprunget, og at du burde have været opereret ved din første henvendelse.

Begrundelse

Vi behandler klager fra patienter over autoriserede sundhedspersoners sundhedsfaglige virksomhed. En autoriseret sundhedsperson skal udvise omhu og samvittighedsfuldhed i sit sundhedsfaglige virke. 

Vi vurderer i vores afgørelse, om den sundhedsfaglige virksomhed har været kritisabel. Det betyder, at vi tager stilling til, om en sundhedsperson har handlet i overensstemmelse med ”normen for almindelig anerkendt faglig standard”. Normen er udtryk for, hvad der må forventes af en almindelig god sundhedsperson med den erfaring, sundhedspersonen har på behandlingstidspunktet. 

Vi tager ikke stilling til, om en patient har modtaget den bedst mulige behandling.
Afklaring af, om du blev anbefalet at tage Pamol og Ipren
Du har oplyst, at du blev anbefalet at tage Pamol og Ipren mod dine mavesmerter. 

Det står ikke i journalen, at du blev anbefalet at tage Pamol eller Ipren, men at du skulle hen-vende dig igen, hvis du fik det værre eller ikke fik det bedre. 

Vi har lagt vægt på, at:

  • oplysningerne i journalen generelt tillægges stor bevisværdi. Det skyldes, at journalnotater bliver skrevet i umiddelbar tilknytning til behandlingen og således på et tidspunkt, hvor der endnu ikke er klaget over behandlingen. 
  • vi ikke har mulighed for at få sagen yderligere belyst, da vi træffer afgørelse på skriftligt grundlag. Vi har således ikke mulighed for at afhøre parter og vidner i forbindelse med vo-res behandling af sagen, som tilfældet er ved domstolene. 

Vi finder herefter ikke grundlag for at fastslå, at du blev anbefalet at tage Pamol og Ipren mod dine mavesmerter.

Vores resultat

Vi vurderer, at der ikke er grundlag for at kritisere 1. reservelæge P1 for behandlingen. 

Vi har lagt vægt på, at:

  • 1. reservelæge P1 ved undersøgelsen af dig konstaterede, at du havde smerter i højre fos-sa, kvalme samt stigende infektionstal og forhøjede hvide blodlegemer, men at du ikke hav-de feber.
  • dine symptomer gav mistanke om begyndende, men ikke akut, blindtarmsbetændelse. Symptomerne var alle i lettere grad med smerter i højre nedre del af maven, kvalme uden opkast, lettere stigning i infektionstal, forhøjede hvide blodlegemer og let bankeømhed over blindtarmsområdet. Efter de sædvanlige anbefalinger, vil patienten typisk indlægges til observation i 6-7 timer og herefter vurderes igen, og hvis symptomerne er aftaget, vil patienten blive sendt hjem med råd om at henvende sig ved forværring eller manglende bedring.
  • det derfor var relevant at indlægge dig til observation for blindtarmsbetændelse. Du fik det bedre under de 7 timers observation, hvorefter 1. reservelæge P1 på relevant vis vurdere-de, at du kunne sendes hjem med smertevarsel og herefter på tilstrækkelig vis vejledte dig om at genhenvende dig, hvis du fik det værre eller ikke fik det bedre. 1. reservelæge P1 foretog således en relevant behandling af dig, da han vurderede, at du ikke skulle opereres, men kunne udskrives på baggrund af dine symptomer. 
  • 1. reservelæge P1 derfor ikke burde have henvist dig til operation for blindtarmsbetændelse på trods af, at flere af dine symptomer kunne tolkes som begyndende blindtarmsbetændelse. 

Den omstændighed, at du efterfølgende blev opereret, da din blindtarm var sprunget, er ikke ensbetydende med, at behandlingen er kritisabel. Det skyldes, at blindtarmsbetændelse kan være en vanskelig diagnose at stille på grund af blindtarmens placering i forhold til tarmene i nedre højre kvadrant af bughulen. Der er herudover tale om en tilstand, som kan ændre sig hurtigt over timer til døgn. 

1. reservelæge P1 har derfor handlet i overensstemmelse med normen for almindelig anerkendt faglig standard ved sin behandling af dig den 13. august 2024 på Afdeling A, Hospital A.

Regler

Vi har afgjort sagen efter: 

Dagældende bekendtgørelse nr. 962 af 16. august 2024 af lov om klage- og erstatningsadgang inden for sundhedsvæsenet (klage- og erstatningsloven):

  • § 2, stk. 1, om klager over sundhedsfaglig virksomhed
  • § 3, stk. 1, om klager over sundhedsfaglig virksomhed

Bekendtgørelse nr. 1008 af 29. august 2024 af lov om autorisation af sundhedspersoner og om sundhedsfaglig virksomhed (autorisationsloven)

  • § 17 om omhu og samvittighedsfuldhed

Bekendtgørelse nr. 1496 af 6. december 2024 om forretningsorden for Sundhedsvæsenets Disciplinærnævn

  • § 5, stk. 2, om kompetence for disciplinærnævnets formand og næstformænd