Manglende henvisning af barn til sygehus
En vagtlæge fik kritik for ikke at henvise et barn med tegn på blindtarmsbetændelse til yderligere undersøgelser og observation på et sygehus.
Sagsnummer:
26DNU05
Offentliggørelsesdato:
onsdag den 17. juni 2026
Speciale:
Almen medicin, incl. Vagtlæger
Faggruppe:
Læger
Behandlingssted:
Almen praksis/vagtlæger
Type:
Behandling
Kategori:
Vejledende og principielle afgørelser
Kritik
Vagtlæge P1 (aut. ID █████████) fra Behandlingssted 1 får kritik for behandlingen den 23. september 2024.
Klagen
Du har klaget over, at din søn ikke fik en korrekt behandling af vagtlæge P1 i Behandlingssted 1 den 23. september 2024.
Vi har forstået, at det centrale i din klage er, at:
- vagtlæge P1 ikke reagerede relevant på din søns symptomer på blindtarmsbetændelse.
- vagtlæge P1 ikke undersøgte din søn tilstrækkeligt for blindtarmsbetændelse.
Sagsfremstilling
Vi har brugt oplysningerne i journalen, hvis vi ikke har skrevet andet.
Den 23. september 2024 blev din 7-årige søn tilset af vagtlæge P1 i Behandlingssted 1. Han var henvist til konsultation på baggrund af opkast, feber og smerter i nedre del af sin mave mod højre.
Vagtlæge P1 optog sygehistorie og foretog en objektiv undersøgelse af din søns mave ved berøring af linjen mellem forreste del af højre hoftebenskam og navlen (McBurneys punkt) og undersøgte hans infektionstal. På baggrund af sygehistorien og den objektive undersøgelse ordinerede vagtlæge P1 smertestillende medicin til din søn i form af Panodil Junior i stikpiller.
Du har oplyst, at din søn dagen efter blev opereret for blindtarmsbetændelse. Du har også op-lyst, at blindtarmen var sprunget.
Begrundelse
Vi behandler klager fra patienter over autoriserede sundhedspersoners sundhedsfaglige virksomhed. En autoriseret sundhedsperson skal udvise omhu og samvittighedsfuldhed i sit sundhedsfaglige virke.
Vi vurderer i vores afgørelse, om den sundhedsfaglige virksomhed har været kritisabel. Det betyder, at vi tager stilling til, om en sundhedsperson har handlet i overensstemmelse med ”normen for almindelig anerkendt faglig standard”. Normen er udtryk for, hvad der må forventes af en almindelig god sundhedsperson med den erfaring, sundhedspersonen har på behandlingstidspunktet.
Vi tager ikke stilling til, om en patient har modtaget den bedst mulige behandling.
Vi har modtaget partshøringssvar fra dig og vagtlæge P1. Partshøringssvaret er indgået i den samlede vurdering af sagen.
Afklaring af, om din søn havde smerter i højre side af maven
Du har oplyst, at din søn havde smerter i højre side af maven lige over hoften. Han reagerede på smerter ved tryk over på maven over højre hofte og gav udtryk for smerter omkring nav-len.
Vagtlæge P1 har udtalt, at der var let ømhed på maven over højre hofte (McBurneys punkt), men børn på din søns alder ofte har svært ved at fortælle præcis hvor smerten sidder.
I journalen står, at din søn havde smerter omkring navlen og i højre nedre dele af maven ved McBurneys punkt.
Vi har lagt vægt på, at:
- oplysningerne i journalen generelt tillægges stor bevisværdi. Det skyldes, at journalnotater bliver skrevet i umiddelbar tilknytning til behandlingen og således på et tidspunkt, hvor der endnu ikke er klaget over behandlingen
- vi ikke har mulighed for at få sagen yderligere belyst, da vi træffer afgørelse på skriftligt grundlag. Vi har således ikke mulighed for at afhøre parter og vidner i forbindelse med vores behandling af sagen, som tilfældet er ved domstolene
Vi finder herefter grundlag for at fastslå, at din søn havde smerter i højre nedre side af maven ved McBurneys punkt.
Vores resultat
Vi vurderer, at der er grundlag for at kritisere vagtlæge P1 for behandlingen.
Vi har lagt vægt på, at:
- vagtlæge P1 ikke handlede i overensstemmelse med praksis ved undersøgelsen af din søn, da hun ikke reagerede på smerter ved McBurney-punktet. Børn med mavesmerter er en hyppig patienttype i lægevagten og oftest skyldes det maveinfektion, men en gang imellem kan der være tale om blindtarmsbetændelse. Symptomerne på blindtarmsbetændelse kan være yderst svære at skelne fra maveinfektioner, specielt i starten af sygdomsforløbet, men blindtarmsbetændelse bør være en del af overvejelserne.
- hun burde have henvist ham til yderligere undersøgelser og observation på sygehuset. Det skyldes, at ømhed ved McBurney-punktet kan skyldes blindtarmsbetændelse og det derfor er relevant at få be- eller afkræftet ved yderligere undersøgelser.
Vagtlæge P1 har derfor handlet under normen for almindelig anerkendt faglig standard ved sin behandling af din søn den 23. september 2024 hos Behandlingssted 1.
Regler
Vi har afgjort sagen efter:
Dagældende bekendtgørelse nr. 962 af 16. august 2024 af lov om klage- og erstatningsadgang inden for sundhedsvæsenet (klage- og erstatningsloven):
- § 2, stk. 1, om klager over sundhedsfaglig virksomhed
- § 3, stk. 1, om klager over sundhedsfaglig virksomhed
Bekendtgørelse nr. 1008 af 29. august 2024 af lov om autorisation af sundhedspersoner og om sundhedsfaglig virksomhed (autorisationsloven)
- § 17 om omhu og samvittighedsfuldhed