Utilstrækkelig undersøgelse af stærke mavesmerter
En sygeplejerske fra en lægevagt får kritik for ikke at spørge tilstrækkeligt ind til symptomerne og for ikke at visitere til en fysisk konsultation.
Sagsnummer:
26DNU04
Offentliggørelsesdato:
onsdag den 17. juni 2026
Speciale:
Almen medicin, incl. Vagtlæger
Faggruppe:
Læger
Behandlingssted:
Almen praksis/vagtlæger
Type:
Behandling
Kategori:
Vejledende og principielle afgørelser
Kritik
Sygeplejerske P1 (aut. ID ████████) fra Behandlingssted 1 får kritik for behandlingen den 12. december 2024.
Klagen
Du har klaget over, at du ikke fik en korrekt behandling af sygeplejerske P1 hos Behandlings-sted 1, den 12. december 2024.
Vi har forstået, at det centrale i din klage er, at:
- du ikke modtog en relevant behandling henset til din tilstand, herunder at du ikke blev visiteret til en fysisk konsultation.
Sagsfremstilling
Vi har brugt oplysningerne i journalen, hvis vi ikke har skrevet andet.
Den 12. december 2024 rettede du som 27-årig telefonisk henvendelse til Behandlingssted 1, da du havde stærke mavesmerter og havde kastet op siden eftermiddag. Du talte med sygeplejer-ske P1.
Vi har til brug for sagen indhentet en lydfil af opkaldet til Behandlingssted 1.
Du oplyste, at du ikke kunne gå/stå oprejst, og at du havde det bedst, når du lå i fosterstilling på venstre side. Adspurgt oplyste du, at du ikke havde diarré, og at din temperatur lå på 38,0. Sygeplejerske P1 vurderede, at du havde en mavevirus, og at du skulle se tiden an. Du blev tilrådet ro og væske i små mængder, hvorefter du blev afsluttet.
Du har oplyst, at du senere genhenvendte dig, hvorefter du blev tilset og opereret for blindtarmsbetændelse.
Begrundelse
Vi behandler klager fra patienter over autoriserede sundhedspersoners sundhedsfaglige virksomhed. En autoriseret sundhedsperson skal udvise omhu og samvittighedsfuldhed i sit sundhedsfaglige virke.
Vi vurderer i vores afgørelse, om den sundhedsfaglige virksomhed har været kritisabel. Det betyder, at vi tager stilling til, om en sundhedsperson har handlet i overensstemmelse med ”normen for almindelig anerkendt faglig standard”. Normen er udtryk for, hvad der må forventes af en almindelig god sundhedsperson med den erfaring, sundhedspersonen har på behandlingstidspunktet.
Vi tager ikke stilling til, om en patient har modtaget den bedst mulige behandling.
Vores resultat
Vi vurderer, at der er grundlag for at kritisere sygeplejerske P1 for behandlingen.
Vi har lagt vægt på:
- at du ikke modtog en relevant og tilstrækkelig behandling, da du henset til dine oplyste symptomer burde have været visiteret til en fysisk konsultation. Du oplyste om stærke mavesmerter og opkastninger, temperatur på 38 grader, at du havde det bedst, når du lå på venstre side og at du ikke kunne stå op grundet smerterne.
- at sygeplejerske P1 ikke spurgte tilstrækkeligt ind til dine symptomer, herunder lokalisationen af smerterne, og om smerterne var konstante eller periodiske. Du beskrev stærke mavesmerter, og at du ikke kunne stå op grundet smerterne, hvilket i sig selv burde have foranlediget en visitation til fysisk konsultation. Ved telefonisk visitation af en patient med mavesmerter vil det være relevant at få afklaret smerteintensiteten, varigheden, smerternes lokalisation og om det drejer sig om konstante eller periodiske smerter. Det er desuden re-levant at afklare, om patienten er alment påvirket og hos kvinder i den fertile alder, om hun kan være gravid.
Ved blindtarmsbetændelse vil smerterne ofte være konstante og forværres ved bevægelse. Smerterne vil i starten ofte være lokaliseret i midten af maven og senere i højre side af maven nedadtil. Næsten alle patienter har kvalme og enkelte opkastninger. Temperaturen er ofte let forhøjet i området 37,5-38,5. Symptomerne ved mavevirus vil ofte være opkastninger, diarre og mavesmerter, som typisk ikke er konstante
Sygeplejerske P1 har derfor handlet under normen for almindelig anerkendt faglig standard ved sin behandling af dig den 12. december 2024 hos Behandlingssted 1.
Regler
Vi har afgjort sagen efter:
Dagældende bekendtgørelse nr. 962 af 16. august 2024 af lov om klage- og erstatningsadgang inden for sundhedsvæsenet (klage- og erstatningsloven):
- § 2, stk. 1, om klager over sundhedsfaglig virksomhed
- § 3, stk. 1, om klager over sundhedsfaglig virksomhed
Bekendtgørelse nr. 1008 af 29. august 2024 af lov om autorisation af sundhedspersoner og om sundhedsfaglig virksomhed (autorisationsloven)
- § 17 om omhu og samvittighedsfuldhed