Hygiejneregler ikke overholdt ved fod-operation

Speciallæge Peter Vedel (aut. ID 00LXT) får kritik for ikke at bruge operationshue, maske og sterile handsker ved en operation for nedgroede tånegle (Offentliggøres pga. gentagen kritik)

Sagsnummer:

26DNM42

Offentliggørelsesdato:

fredag den 30. oktober 2026

Speciale:

Ortopædkirurgi

Faggruppe:

Læger

Behandlingssted:

Øvrig speciallægepraksis

Type:

Behandling

Kategori:

Afgørelser med navn

Kritik

Speciallæge i ortopædkirurg Peter Vedel (aut. ID 00LXT) fra Behandlingssted A får kritik for behandlingen den 7. november 2022.

Klagen

Du har klaget over, at du ikke fik en korrekt behandling af speciallæge i ortopædkirurg Peter Vedel på Behandlingssted A, den 7. november 2022.

Vi har forstået, at det centrale i din klage er, at:

  • du ikke blev tilstrækkeligt bedøvet.

  • operationen ikke blev udført på relevant vis henset til de hygiejniske forhold.

Sagsfremstilling

Vi har brugt oplysningerne i journalen, hvis vi ikke har skrevet andet.

Den 7. november 2022 blev du som 20-årig opereret af speciallæge i ortopædkirurg Peter Vedel på Behandlingssted A. Du blev opereret for nedgroede negle på begge dine storetæer. Du fik lokalbedøvelse forinden operationen.

Speciallæge i ortopædkirurg Peter Vedel har til sagen oplyst, at operationen ikke blev udført med sterile handsker, og at han ikke anvendte maske og hue, idet han ikke fandt det nødvendigt.

Begrundelse

Vi behandler klager fra patienter over autoriserede sundhedspersoners sundhedsfaglige virksomhed. En autoriseret sundhedsperson skal udvise omhu og samvittighedsfuldhed i sit sundhedsfaglige virke.

Vi vurderer i vores afgørelse, om den sundhedsfaglige virksomhed har været kritisabel. Det betyder, at vi tager stilling til, om en sundhedsperson har handlet i overensstemmelse med ”normen for almindelig anerkendt faglig standard”. Normen er udtryk for, hvad der må forventes af en almindelig god sundhedsperson med den erfaring, sundhedspersonen har på behandlingstidspunktet.

Vi tager ikke stilling til, om en patient har modtaget den bedst mulige behandling.

Afklaring af, hvordan hygiejnen var under operationen

Du har oplyst, at hygiejnen under operationen ikke var acceptabel. Du oplyser, at speciallæge Peter Vedel hverken vaskede eller sprittede hænder, inden han opererede dig, og at intet foregik sterilt. Du oplyser, at speciallægen pillede ved sin pandelampe med sine handsker på. Du oplyser, at han under operationen tog sine handsker af og bandt dem om din ene tå for at stoppe en blødning. Du oplyser, at speciallægen derfor ikke havde handsker på under det meste af operationen. Du oplyser, at du efter operationen fik stafylokokker og gramnegative stave i operationssårene, hvorfor du måtte reopereres.

Speciallæge Peter Vedel har til sagen oplyst, at han altid spritter hænder af inden en operation, samtidig med, at han altid bruger handsker. Han har videre udtalt, at din storetå blev sprittet af to gange inden operationen, og at den blev dækket af med sterile afdækningsstykker. Der blev brugt sterile instrumenter. Speciallægen har videre udtalt, at det ikke var en af hans handsker, der blev bundet om din storetå, men at det var en ubrugt og ny handske. Speciallægen havde handsker på under hele operationen.

Der foreligger således modstridende oplysninger fra dig og speciallæge i ortopædkirurg Peter Vedel om, hvorledes hygiejnen var under operationen.

Vi har lagt vægt på, at:

  • der ikke foreligger yderligere oplysninger i sagen, der kan understøtte den ene forklaring frem for den anden.

  • vi ikke har mulighed for at få sagen yderligere belyst, da vi træffer afgørelse på skriftligt grundlag. Vi har således ikke mulighed for at afhøre parter og vidner i forbindelse med vores behandling af sagen, som tilfældet er ved domstolene.

  • oplysningerne i journalen generelt tillægges stor bevisværdi. Det skyldes, at journalnotater bliver skrevet i umiddelbar tilknytning til behandlingen og således på et tidspunkt, hvor der endnu ikke er klaget over behandlingen

  • kritik af en sundhedsperson er en indgribende reaktion, og vi finder derfor, at tvivlen skal komme den indklagede til gode.

Vi finder derfor grundlag for at fastslå, at speciallæge i ortopædkirurgi Peter Vedel sprittede sine hænder af inden operationen, at han brugte handsker under hele operationen, og at det var en ny og ubrugt handske, som han bandt om din storetå.

Vores resultat

Vi vurderer, at der ikke er grundlag for at kritisere speciallæge i ortopædkirurg Peter Vedel for dele af behandlingen.

Vi har lagt vægt på, at:

  • ved gennemgang af journalen af 7. november 2022, kan vi ikke finde oplysninger om, at du i forbindelse med operationen oplyste speciallæge i ortopædkirurg Peter Vedel om, at du havde smerter. Det fremgår ligeledes ikke af journalen, at du fik mere lokalbedøvelse under operationen.

  • oplysningerne i journalen generelt tillægges stor bevisværdi. Det skyldes, at journalnotater bliver skrevet i umiddelbar tilknytning til behandlingen og således på et tidspunkt, hvor der endnu ikke er klaget over behandlingen.

  • vi ikke har mulighed for at få sagen yderligere belyst, da vi træffer afgørelse på skriftligt grundlag. Vi har således ikke mulighed for at afhøre parter og vidner i forbindelse med vores behandling af sagen, som tilfældet er ved domstolene.

  • vi finder på den baggrund grundlag for at fastslå, at speciallæge i ortopædkirurg Peter Vedel i forbindelse med operationen den 7. november 2022 ikke havde kendskab til, at du havde smerter. Da speciallægen ikke havde kendskab til, at du havde smerter, var der ikke grundlag for, at han burde have givet dig yderligere lokalbedøvelse. Vi vurderer derfor, at du blev tilstrækkeligt bedøvet, da der ikke er oplysninger i journalen, der indikerer, at du skul-le have været bedøvet yderligere.

Vi vurderer dog, at der er grundlag for at kritisere speciallæge i ortopædkirurg Peter Vedel for hygiejnen i forbindelse med operationen.

Vi har lagt vægt på, at:

  • det fremgår af gældende retningslinjer, at en kirurg i forbindelse med kirurgi bør anvende operationshue, maske/mundbind og godkendte sterile handsker, som udgør en barriere mod udveksling af bakterier mellem læge og patient. Da speciallæge i ortopædkirurg Peter Vedel ikke anvendte operationshue, maske og sterile handsker i forbindelse med din operation den 7. november 2022, blev operationen, henset til de hygiejniske forhold, ikke udført på relevant vis.

Speciallæge i ortopædkirurg Peter Vedel har derfor handlet under normen for almindelig anerkendt faglig standard ved sin behandling af dig den 7. november 2022 hos Behandlingssted A.

Regler

Vi har afgjort sagen efter:

Bekendtgørelse nr. 9 af 4. januar 2023 af lov om klage- og erstatningsadgang inden for sundhedsvæsenet (klage- og erstatningsloven)

  • § 2, stk. 1, om klager over sundhedsfaglig virksomhed

  • § 3, stk. 1, om klager over sundhedsfaglig virksomhed

Bekendtgørelse nr. 895 af 26. juni 2024 af lov om autorisation af sundhedspersoner og om sundhedsfaglig virksomhed (autorisationsloven)

  • § 17 om omhu og samvittighedsfuldhed