Manglende opfølgning på røntgenundersøgelse
Praktiserende læge Thomas Kirk Kjærsgaard (aut.ID 00NH1) får kritik for ikke selv at oplyse om svar på røntgenundersøgelse af patients hofte, som viste sygdomsforandringer. (Offentliggøres pga. af gentagen kritik)
Sagsnummer:
26DNM30
Offentliggørelsesdato:
tirsdag den 20. oktober 2026
Speciale:
Almen medicin, incl. Vagtlæger
Faggruppe:
Læger
Behandlingssted:
Almen praksis/vagtlæger
Type:
Behandling, Journalføring
Kategori:
Afgørelser med navn
Afgørelse
Der gives kritik til:
praktiserende læge Thomas Kirk Kjærsgaard (aut. ID 00NH1), Behandlingssted 1, for behandlingen i perioden fra den 12. november 2019 til den 14. januar 2020.
Der gives ikke kritik til:
praktiserende læge Thomas Kirk Kjærsgaard (aut. ID 00NH1), Behandlingssted 1, for journalføringen.
1. Klagepunkt
Der er klaget over, at ██████ ikke modtog en korrekt behandling af praktiserende læge Thomas Kirk Kjærsgaard i Behandlingssted 1, i perioden fra den 7. november 2019 til den 17. januar 2020.
Disciplinærnævnet har forstået, at det centrale i klagen er:
at ██████████████████████████ ikke blev relevant og tilstrækkeligt behandlet, idet lægen ikke reagerede på hans symptomer på kræft.
Sagsfremstilling
Nedenfor er en beskrivelse af behandlingsforløbet. Det bemærkes, at sagsfremstillingen ikke indeholder en fuldstændig gennemgang af alt, der er sket i sagen, da vi kun beskriver de dele af behandlingsforløbet, som vurderes relevante i forhold til det omhandlede klagepunkt.
Disciplinærnævnet har, medmindre andet er anført, taget udgangspunkt i oplysningerne i journalen.
Den 7. november 2019 blev 73-årige ██████████████████, som var kendt med atrieflimren/-flagren, tilset af praktiserende læge Thomas Kirk Kjærsgaard i Behandlingssted 1 på grund af smerter og formodet slidgigt i højre hofte. ██████ blev ved konsultationen henvist til røntgenundersøgelse af sin højre hofte.
Den 8. november 2019 fik █████████████████████ foretaget røntgenundersøgelse af sin højre hofte i sygehusregi.
Den 12. november 2019 blev beskrivelsen fra røntgenundersøgelsen sendt til Behandlingssted 1. Det fremgår af beskrivelsen fra røntgenundersøgelsen, at der var en opklaring ved den øvre del af trochanter majo (fremspring, som mærkes over hofteområdet lige under huden), som kunne være irriteret senetilhæftning (entesopatiske forandringer) eller måske en lille afrivning af knoglerne. Det fremgår videre af røntgenbeskrivelsen, at der ved undersøgelsen fandtes upåfaldende alderssvarende knogle- og ledmæssige forhold, og at der ikke blev påvist akutte knogleforandringer i øvrigt.
Den 7. januar 2020 rettede ██████████████████ telefonisk henvendelse til lægen og oplyste, at han havde smerter i benet og ønskede hjemmebesøg.
Den 15. januar 2020 kom lægen på hjemmebesøg. ████████ kunne ikke stå ud af sengen på grund af smerter i sin højre hofte. Lægen foretog en objektiv undersøgelse og overvejede, om der var tale om slidgigt (artrose) eller slimsæksbetændelse (bursit). Lægen vurderede på baggrund af undersøgelsen, at ████████████████████ skulle tilses i ortopædkirurgisk regi. På baggrund af ███████s svære tab af almindelig daglig livsførelse (ADL-tab) og den deraf øgede risiko for blodpropper, bad lægen i henvisningen om, at █████ ville blive indkaldt snarest.
Den 17. januar 2020 ringede █████████s datter til lægen og oplyste, at ███s ben var hævet til dobbelt størrelse, og at der var flere blå mærker på benet. Datteren oplyste desuden, at █████████████████ var fuldstændig immobil, og at han derfor ikke kunne komme ind til lægehuset. På baggrund af denne henvendelse henviste lægen ███████████████████ til en akut ortopædkirurgisk vurdering med henblik på vurdering af hoftesmerterne.
Det fremgår af supplerende bemærkninger til klagen, at ███████ efterfølgende blev diagnosticeret med henholdsvis lårbensbrud samt kræft i samme område.
Det fremgår desuden af en udtalelse til sagen fra praktiserende læge Thomas Kirk Kjærsgaard, at ██████ første gang søgte hjælp på grund af hoftesmerter den 7. november 2019, og at der ikke forelå oplysninger om faldskader eller på anden vis slag mod hoften. ████████████████ blev ved denne konsultation henvist til røntgenundersøgelse i ”åben tid”, hvilket vil sige, at han kunne møde i et givent tidsrum uden tidsbestilling. █████████████████████████ fik foretaget røntgenundersøgelsen den følgende dag, og denne blev besvaret den 12. november 2019 med en beskrivelse af stort set normale forhold. Der blev særligt ikke beskrevet brud eller mistanke om svulster i hoften. Lægen har hertil oplyst, at han herefter ikke hørte mere til ██████████████████s hoftesmerter før efter nytår. Lægen har endvidere oplyst, at det er korrekt, at ████████████████████████ var kendt med kræft i blærehalskirtlen og blev fulgt for dette i urinvejskirurgisk regi, hvor alt så fredeligt ud, blandt andet i forbindelse med en kikkertundersøgelse af tyktarmen (koloskopi) foretaget den 29. november 2019. Lægen havde derfor ikke mistanke om kræftudvikling hos ██, særligt ikke i lyset af normale blodprøver og normalt røntgen.
Begrundelse
Disciplinærnævnet behandler klager fra patienter over autoriserede sundhedspersoners sundhedsfaglige virksomhed og træffer afgørelse om, hvorvidt den sundhedsfaglige virksomhed har været kritisabel. Det følger af klage- og erstatningslovens § 2, stk. 1, og § 3, stk. 1.
En autoriseret sundhedsperson er under udøvelsen af sit sundhedsfaglige virke forpligtet til at udvise omhu og samvittighedsfuldhed. Det følger af autorisationslovens § 17. Disciplinærnævnet tager ved sin vurdering af sagen således stilling til, om en sundhedsperson har handlet i overensstemmelse med ”normen for almindelig anerkendt faglig standard”. Dette er udtryk for, hvad der må forventes af en almindelig god sundhedsperson med den erfaring, som den pågældende har på behandlingstidspunktet. Disciplinærnævnet tager ved afgørelsen ikke stilling til, om patienten har modtaget den bedst mulige behandling.
Det fremgår af et partshøringssvar fra praktiserende læge Thomas Kirk Kjærsgaard, at han altid opfordrer sine patienter til at henvende sig igen ved fortsatte gener samt til at ringe eller skrive for prøvesvar.
Disciplinærnævnet lægger ovennævnte oplysninger fra praktiserende læge Thomas Kirk Kjærsgaard til grund ved vurderingen af sagen. Disciplinærnævnet finder på den baggrund grundlag for at fastslå, at praktiserende læge Thomas Kirk Kjærsgaard ved konsultationen den 7. november 2019 opfordrede ███████████████ til dels at henvende sig igen ved fortsatte gener, dels at ringe eller skrive for prøvesvar.
Manglende opfølgning på røntgenundersøgelse
Disciplinærnævnet vurderer, at der er grundlag for at kritisere praktiserende læge Thomas Kirk Kjærsgaard for behandlingen i perioden fra den 12. november 2019 til den 14. januar 2020.
Disciplinærnævnet har lagt vægt på:
at praktiserende læge Thomas Kirk Kjærsgaard ikke behandlede ███ på relevant og tilstrækkelig vis henset til symptomerne med hoftesmerter, idet ██ ikke blev orienteret om svaret på den foretagne røntgenundersøgelse, ligesom lægen ikke foretog opfølgning på ██████████s gener fra hoften, herunder med drøftelse af eventuel behandling med smertestillende og/eller fysioterapi.
at praktiserende læge Thomas Kirk Kjærsgaard burde have fulgt op på den foretagne røntgenundersøgelse og have orienteret █████████████ om resultatet heraf, idet røntgenundersøgelsen viste entesopatiske forandringer og en mulig avulsion (lille afrivning af knoglen), hvilket kunne forklare ███████████████████████s hoftesmerter.
Disciplinærnævnet kan oplyse, at det fremgår af Sundhedsstyrelsens vejledning nr. 9207 af 31. maj 2011 om håndtering af parakliniske undersøgelser, at manglende opfølgning på undersøgelsesresultater udgør en risiko for patientsikkerheden, fordi diagnostik og behandling af sygdomme bliver unødigt forsinket eller udeladt. Det fremgår desuden af vejledningen, at patienter bør opfordres til at efterspørge svarene på de foretagne undersøgelser, da patienterne på den måde vil fungere som en ekstra sikkerhed for, at der ikke sker svigt i håndteringen af de parakliniske undersøgelser. Det er dog altid de involverede sundhedspersoner, der har ansvaret for håndtering af undersøgelserne.
at det, henset til det ovenfor anførte, således ikke var tilstrækkelig behandling, at praktiserende læge Thomas Kirk Kjærsgaard opfordrede █████████████████████ til selv at henvende sig for prøvesvar, idet en sådan opfordring ikke fritager den behandlende sundhedsperson for ansvaret for at give en patient besked om svar ved afvigelser på en prøve.
Den øvrige behandling
Disciplinærnævnet vurderer, at der ikke er grundlag for at kritisere praktiserende læge Thomas Kirk Kjærsgaard for den øvrige behandling.
Disciplinærnævnet har lagt vægt på:
at praktiserende læge Thomas Kirk Kjærsgaard iværksatte relevante og tilstrækkelige behandlingsmæssige tiltag ved konsultationen den 7. november 2019, idet lægen på baggrund af ████████████████████s symptomer med hoftesmerter samt hans sygehistorie med prostatakræft henviste ham til røntgenundersøgelse med henblik på vurdering af akutte knogleforandringer
at røntgenundersøgelsen af ██████████s højre hofte, fraset entesopatiske forandringer og en mulig lille afrivning af knoglen, i øvrigt viste normale forhold
at ████████████████ blev behandlet på relevant og tilstrækkelig vis ved hjemmebesøget den 15. januar 2020, idet han på baggrund af sine symptomer med kraftige hoftesmerter, bevægelsesindskrænkning samt påvirket almentilstand blev henvist til hurtig ortopædkirurgisk vurdering
at praktiserende læge Thomas Kirk Kjærsgaard reagerede relevant og tilstrækkeligt på den telefoniske henvendelse fra █████████████s datter den 17. januar 2020, idet lægen på baggrund af det oplyste om en svær forværring af ██████s tilstand foretog akut indlæggelse af ham
at der ud fra de foreliggende oplysninger, herunder særligt resultatet af røntgenundersøgelsen af █s højre hofte foretaget den 8. november 2019, ikke var anledning til, at praktiserende læge Thomas Kirk Kjærsgaard burde have mistænkt spredning af kræft til ██████████████████████s hofte, da røntgenundersøgelsen ikke viste akutte knogleforandringer, herunder forandringer, der gav anledning til at mistænke kræft.
Disciplinærnævnet kan hertil oplyse, at det er meget usædvanligt, at der forefindes et normalt røntgenbillede af en hofte (dvs. et røntgenbillede uden tegn på kræft), og at der tre måneder senere findes kræft i samme hofte.
Sammenfatning
Disciplinærnævnet finder på baggrund af ovenstående, at praktiserende læge Thomas Kirk Kjærsgaard handlede under normen for almindelig anerkendt faglig standard ved sin behandling af █████ i perioden fra den 12. november 2019 til den 14. januar 2020 i Behandlingssted 1.
2. Klagepunkt
Der er klaget over, at praktiserende læge Thomas Kirk Kjærsgaard ikke foretog en korrekt journalføring af behandlingen af █████████ i Behandlingssted 1, i perioden fra den 27. november til den 27. december 2019.
Vi har forstået, at det centrale i klagen er:
at lægen ikke journalførte alle henvendelser fra ██████████ vedrørende hans symptomer med smerter.
Sagsfremstilling
Der henvises til sagsfremstillingen under 1. klagepunkt.
Det fremgår af klagen, at █ i den omhandlede periode var i løbende kontakt med praktiserende læge Thomas Kirk Kjærsgaard vedrørende sine smerter, og at disse henvendelser angående smerter ikke er journalført. Det fremgår desuden af supplerende bemærkninger til klagen, at ██ kontaktede lægen telefonisk for at få smertestillende medicin, hvilket lægen dog afviste.
Det fremgår videre af et partshøringssvar fra praktiserende læge Thomas Kirk Kjærsgaard, at han forstår journalføringsklagen således, at denne omhandler det forhold, at der er afregnet telefonkonsultationer, hvor der ikke findes et tilhørende journalnotat. Lægen har anført, at han har en ganske klar erindring om behandlingsforløbet, da han kort efter den 17. januar 2020 erfarede, at ██████ ønskede at skifte læge, og at han derfor med sikkerhed kan sige, at █████████████████ ikke har haft andre kontakter til ham end de anførte. Lægen er dog ikke i stand til at huske, om ████████████ fik ordineret medicin på de pågældende datoer tre år tilbage, ligesom han ikke har mulighed for at slå dette op i FMK.
Disciplinærnævnet har til brug for behandlingen indhentet honoraroplysninger fra Region A. Det fremgår af disse honoraroplysninger, at der i den omhandlede periode er opkrævet honorar for afholdelse af en telefonkonsultation med █████████████████████████ henholdsvis den 27. november 2019, den 20. december 2019 og den 27. december 2019.
Disciplinærnævnet har desuden indhentet oplysninger fra Sundhedsdatastyrelsen vedrørende den medicin, som praktiserende læge Thomas Kirk Kjærsgaard har udskrevet til ████ i den omhandlede periode. Det fremgår af disse oplysninger, at praktiserende læge Thomas Kirk Kjærsgaard den 27. november og den 27. december 2019 har udskrevet recept på præparatet Zopiclone ”Jubilant” til █████████████████. Det fremgår videre af oplysningerne fra Sundhedsdatastyrelsen, at praktiserende læge Thomas Kirk Kjærsgaard den 20. december 2019 har udskrevet recept til ████ på præparaterne Melatonin, Paroxetin ”Hexal”, Mometasone ”Sandoz”, Dasselta og Pantoprazol ”KRKA”.
Begrundelse
Sundhedsvæsenets Disciplinærnævn behandler klager fra patienter over autoriserede sundhedspersoners sundhedsfaglige virksomhed og træffer afgørelse om, hvorvidt den sundhedsfaglige virksomhed har været kritisabel. Det følger af klage- og erstatningslovens § 2, stk. 1, og § 3, stk. 1.
Disciplinærnævnet tager ved sin vurdering af sagen stilling til, om journalføringen har været i overensstemmelse med reglerne om journalføring samt ”normen for almindelig anerkendt faglig standard”. Dette er udtryk for, hvad der må forventes af en almindelig god journalføring.
I henhold til autorisationslovens § 21, stk. 1, skal læger føre patientjournaler over deres virksomhed.
Det fremgår desuden af dagældende journalføringsbekendtgørelses § 5, stk. 1, at pligten til at føre patientjournaler påhviler enhver autoriseret sundhedsperson, der som led i sin virksomhed foretager behandling af en patient.
Patientjournalen skal blandt andet indeholde oplysninger om årsagen til kontakten. Dette følger af § 10, stk. 2, nr. 2, litra a i dagældende journalføringsbekendtgørelse.
Det er disciplinærnævnets opfattelse, at en patientjournal tjener flere formål, idet den både dokumenterer den udførte behandling og pleje, sikrer kontinuitet i behandlingen og plejen, informerer patienten og sikrer udveksling af relevant information mellem sundhedspersoner, der er involveret i behandlingen af patienten.
Det er endvidere disciplinærnævnets opfattelse, at sundhedspersoners pligt til at føre journal omfatter oplysninger, der er nødvendige og relevante for behandlingen. Journalen er et arbejdsredskab, som sundhedspersoner har til rådighed, når der skal noteres overvejelser om en patients helbredsforhold.
Det fremgår af klagen og supplerende bemærkninger hertil, at ikke alle █████s henvendelser om smerter i den omhandlede klageperiode blev journalført.
Det fremgår desuden af et partshøringssvar fra praktiserende læge Thomas Kirk Kjærsgaard, at ██████████████████████████ i den omhandlede periode fik ordineret afhængighedsskabende medicin, primært sovemedicin. Denne form for medicin udskrives sædvanligvis kun ved personligt fremmøde, men i den konkrete situation fandtes det rimeligt at udskrive medicinen telefonisk, og dette blev journalført i FMK (det Fælles Medicin Kort). Lægen har videre anført, at ██████████ i den omhandlede periode ikke har haft andre kontakter til ham end de anførte.
Disciplinærnævnet bemærker, at det ikke fremgår af selve journalen, at der i den omhandlede periode fra den 27. november til den 27. december 2019 har været afholdt telefonkonsultationer mellem praktiserende læge Thomas Kirk Kjærsgaard og ██████. Det fremgår dog af de honoraroplysninger, som disciplinærnævnet har indhentet fra regionen, at der i den omhandlede periode er opkrævet honorar for i alt tre telefonkonsultationer.
Der foreligger således modstridende oplysninger i sagen om, hvorvidt ███ i den omhandlede periode henvendte sig til praktiserende læge Thomas Kirk Kjærsgaard med oplysninger om smerter.
Disciplinærnævnet har lagt vægt på:
at oplysningerne indhentet fra Sundhedsdatastyrelsen understøtter praktiserende læge Thomas Kirk Kjærsgaards forklaring om, at de ydelser, der blev opkrævet honorar for med angivelse af ydelsesnummeret for telefonkonsultationer, omhandlede udskrivelse af diverse medicin til █████
at den medicin, som praktiserende læge Thomas Kirk Kjærsgaard udskrev til ██████████ i den omhandlede periode, var henholdsvis sovemedicin (Zoplicone), søvnregulerende middel (Melatonin), et middel mod depression (Paroxetin), middel mod høfeber og allergi (Mometasone og Dasselta) samt mavesårsmedicin (Pantroprazol). Lægen har således ikke udskrevet smertestillende medicin til ██████████████████████ i den nævnte periode.
at disciplinærnævnet ikke har mulighed for at få sagen yderligere belyst, da nævnet træffer afgørelse på skriftligt grundlag og, i modsætning til domstolene, ikke har mulighed for at afhøre parter og vidner i forbindelse med behandlingen af sagen
at kritik af en sundhedsperson er en indgribende reaktion, og at nævnet derfor finder, at tvivlen skal komme den indklagede til gode.
Disciplinærnævnet finder herefter ikke grundlag for at fastslå, at ███████████████████████ i perioden fra den 27. november til den 27. december 2019 henvendte sig til praktiserende læge Thomas Kirk Kjærsgaard grundet smerter.
Disciplinærnævnet finder dog grundlag for at fastslå, at praktiserende læge Thomas Kirk Kjærsgaard i perioden fra den 27. november til den 27. december 2019 udskrev diverse medicin til █████████, og at det var denne medicinudskrivelse, der blev opkrævet honorar for med angivelse af ydelsen ”telefonkonsultation”.
Disciplinærnævnet vurderer herefter, at der ikke er grundlag for at kritisere praktiserende læge Thomas Kirk Kjærsgaard for journalføringen.
Disciplinærnævnet har lagt vægt på:
at det var relevant, at der i den omhandlede periode ikke blev journalført oplysninger om henvendelser fra ███████████████ vedrørende symptomer med smerter, idet det som nævnt ikke kan fastslås, at █████████████████ i perioden henvendte sig til praktiserende læge Thomas Kirk Kjærsgaard med oplysninger om smerter
at disciplinærnævnet ikke kan tage stilling til oplysningerne noteret i honoraropkrævningen til regionen, herunder om de anførte ydelser ”telefonkonsultation” var relevant og retvisende, idet honoraropkrævninger efter nævnets opfattelse ikke anses for at være en del af patientjournalen.
Disciplinærnævnet kan hertil oplyse, at der ved en patientjournal forstås notater, som oplyser om patientens tilstand, den planlagte og udførte behandling, mv. Optegnelser, der i øvrigt indeholder oplysninger om rent private forhold og andre fortrolige oplysninger om patienten, er også en del af patientjournalen. Omfattet af patientjournalen er desuden sundhedsfaglige erklæringer, diagrammer og hjælpeark, udskrivningsbreve (epikriser), hen- og tilbagevisninger, røntgenbilleder/beskrivelser, kliniske fotos, modeller samt resultatet af undersøgelses- og behandlingsforløb, i det omfang de har betydning for behandlingen mv. Dette følger af § 2, stk. 1 og 2, i dagældende journalføringsbekendtgørelse.
Disciplinærnævnet finder på den baggrund, at praktiserende læge Thomas Kirk Kjærsgaard handlede i overensstemmelse med normen for almindelig anerkendt faglig standard ved sin journalføring af behandlingen af █████████████ i perioden fra den 27. november til den 27. december 2019 hos Behandlingssted 1.
Regler
Disciplinærnævnet har anvendt følgende regler til at træffe afgørelse i sagen:
Bekendtgørelse nr. 9 af 4. januar 2023 af lov om klage- og erstatningsadgang inden for sundhedsvæsenet (klage- og erstatningsloven):
§ 2, stk. 1, om klager over sundhedsfaglig virksomhed
§ 3, stk. 1, om klager over sundhedsfaglig virksomhed
Bekendtgørelse nr. 731 af 8. juli 2019 af lov om autorisation af sundhedspersoner og om sundhedsfaglig virksomhed (autorisationsloven):
§ 17 om omhu og samvittighedsfuldhed
§ 21 om journalføring
Bekendtgørelse nr. 530 af 24. maj 2018 om autoriserede sundhedspersoners patientjournaler (journalføring, opbevaring, videregivelse og overdragelse m.v.) (journalføringsbekendtgørelsen):
§ 2 om patientjournal
§ 5 om journalføringspligt og -ansvar
§ 10 om patientjournalens indhold
Vejledning nr. 9207 af 31. maj 2011 om håndtering af parakliniske undersøgelser:
Pkt. 1; Indledning
Pkt. 3; Involvering af patienten