Kombination af perikon og blodfortyndende medicin

Praktiserende læge Jerzy Waclaw Grycel (aut. ID 063KJ) får kritik med indskærpelse for at vurdere, at det var ufarligt, at patienten kunne indtage Velzina (perikon) samtidig med blodfortyndende medicin. (Offentliggøres pga. kritik med indskærpelse)

Sagsnummer:

26DNM26

Offentliggørelsesdato:

onsdag den 26. august 2026

Speciale:

Almen medicin, incl. Vagtlæger

Faggruppe:

Læger

Behandlingssted:

Almen praksis/vagtlæger

Type:

Behandling

Kategori:

Afgørelser med navn

Kritik med indskærpelse

Praktiserende læge Jerzy Waclaw Grycel (aut. ID 063KJ) fra Behandlingssted A får kritik med indskærpelse for behandlingen i perioden fra den 9. september 2024 til den 10. september 2024.

Klagen

Du har klaget over, at du ikke fik en korrekt behandling af praktiserende læge Jerzy Waclaw Grycel hos Behandlingssted A (CVR.nr. ████████), i perioden fra den 9. september 2024 til den 10. september 2024.

Vi har forstået, at det centrale i din klage er:

  • at det ikke var sundhedsfagligt forsvarligt at vurdere, at du kunne indtage Velzina.

Styrelsen for Patientklager har tidligere udtalt kritik til Behandlingssted A for behandlingen af dig i perioden fra den 9. september 2024 til den 10. september 2024. Du har bedt om at få denne del vurderet af disciplinærnævnet.

Sagsfremstilling

Vi har brugt oplysningerne i journalen, hvis vi ikke har skrevet andet. 

Den 9. september 2024 sendte du som 70-årig en elektronisk henvendelse til Behandlingssted A. Du oplyste, at du døjede med nedtrykthed/manglende energi, når vejret var dårligt, og at du ikke fornemmede, at stemningssvingningerne skyldtes de stemningssvingninger, som du fik Lamotrigin imod. Du spurgte, om naturpræparatet Velzina var foreneligt med den medicin, som du fik.

Den 10. september 2024 fik du et elektronisk svar fra praktiserende læge Jerzy Waclaw Grycel. Du blev oplyst, at det var ufarligt for dig at tage Velzina.

Du har i klagen oplyst, at du oplyste, at du døjede med nedtrykthed/manglende energi, når vejret var dårligt, og at du ikke fornemmede, at stemningssvingninger skyldtes de stemningssvingninger, som du fik Lamotrigin imod. Du spurgte derfor, om naturpræparatet Velzina var foreneligt med den medicin, som du fik. I klagen oplyser du videre, at du blev op-lyst, at det var ufarligt at tage Velzina. Du har hertil oplyst, at du senere blev opmærksom på, at Velzina, der er baseret på perikon ekstrakt, nedsætter virkningen af Eliquis væsentligt, og dermed forhøjer risikoen for blodpropper, hvorfor svaret, som du fik, potentielt kunne være livstruende.

Begrundelse

Vi behandler klager fra patienter over autoriserede sundhedspersoners sundhedsfaglige virksomhed. En autoriseret sundhedsperson skal udvise omhu og samvittighedsfuldhed i sit sundhedsfaglige virke. 

Vi vurderer i vores afgørelse, om den sundhedsfaglige virksomhed har været kritisabel. Det betyder, at vi tager stilling til, om en sundhedsperson har handlet i overensstemmelse med ”normen for almindelig anerkendt faglig standard”. Normen er udtryk for, hvad der må forventes af en almindelig god sundhedsperson med den erfaring, sundhedspersonen har på behandlingstidspunktet. 

Vi tager ikke stilling til, om en patient har modtaget den bedst mulige behandling.

Vores resultat

Vi vurderer, at der er grundlag for at kritisere praktiserende læge Jerzy Waclaw Grycel for behandlingen.

Vi har lagt vægt på:

  • at det ikke var sundhedsfagligt forsvarligt at vurdere, at du kunne indtage Velzina. Det skyldes, at du var i behandling med Eliquis, som er et blodfortyndende lægemiddel. Det kan nedsætte virkningen af Eliquis med op til 50 procent og dermed øge risikoen for blodpropper, hvis Eliquis indtages samtidig med Velzina.

Vi kan oplyse, at Velzina indeholder perikon, som er et naturmiddel, der er kendt for sin beroligende effekt. Det anvendes ofte som et middel mod nedtrykthed, som kan  anvendes af de fleste personer uden betydende bivirkninger.  Der er nogle former for medicin, som ikke må bruges sammen med Velzina/perikon, da Velzina/perikon kan ophæve effekten af de aktive stoffer i livsvigtig medicin. Det gælder blandt andet for det blodfortyndende præparat Eliquis, der tages som tabletter (orale antikoagulantia).

Praktiserende læge Jerzy Waclaw Grycel har derfor handlet væsentligt under normen for almindelig anerkendt faglig standard ved sin behandling af dig i perioden fra den 9. september 2024 til den 10. september 2024 hos Behandlingssted A.

Offentliggørelse

Afgørelsen vil blive offentliggjort på vores hjemmeside og på sundhed.dk med angivelse af Jerzy Waclaw Grycels titel, navn og autorisationsID. 

Afgørelsen vil blive offentliggjort, da vi har indskærpet over for praktiserende læge Jerzy Waclaw Grycel at udvise større omhu i sit fremtidige virke. 

Patientens navn og alle andre navne, herunder stednavne og navne på sygehuse og afdelinger, vil blive anonymiseret ved offentliggørelsen.

Regler

Vi har afgjort sagen efter: 

Bekendtgørelse nr. 1250 af 28. oktober 2025 af lov om klage- og erstatningsadgang inden for sundhedsvæsenet (klage- og erstatningsloven):

  • § 2, stk. 1, om klager over sundhedsfaglig virksomhed
  • § 3, stk. 1, om klager over sundhedsfaglig virksomhed
  • § 17 om offentliggørelse af afgørelse om sundhedspersoners sundhedsfaglige virksomhed

Bekendtgørelse nr. 1008 af 29. august 2024 af lov om autorisation af sundhedspersoner og om sundhedsfaglig virksomhed (autorisationsloven)

  • § 17 om omhu og samvittighedsfuldhed

Bekendtgørelse nr. 1109 af 11. september 2015 om offentliggørelse af afgørelser m.v. i klagesager på sundhedsområdet

  • § 3, stk. 1, nr. 2 om kritik med indskærpelse