Utilstrækkelig reaktion på symptomer og blodprøver

Overlæge Dines Staal Dinesen (aut. ID 00T2N) får kritik med indskærpelse for ikke at reagere på at en patient, der ikke var kendt med sukkersyge, havde et meget højt blodsukker, dårlig almentilstand og opkast. (Offentliggøres pga. kritik med indskærpelse)

Sagsnummer:

26DNM21

Offentliggørelsesdato:

onsdag den 8. juli 2026

Speciale:

Akutmedicin

Faggruppe:

Læger

Behandlingssted:

Sygehuse/hospitaler

Type:

Behandling

Kategori:

Afgørelser med navn

Kritik med indskærpelse  

Overlæge Dines Staal Dinesen (aut. ID 002N) fra Behandlingssted A, Hospital A, får kritik med indskærpelse for behandlingen den 28. juni 2024.

Kritik

Læge P1 (aut. ID █████) fra Behandlingssted B, Hospital A, får kritik for behandlingen den 28. juni 2024.

Klagen

Du har klaget over, at du ikke fik en korrekt behandling af læge P1 og overlæge Dines Staal Dinesen på Behandlingssted B og Behandlingssted A, Hospital A, den 28. juni 2024.

Vi har forstået, at det centrale i din klage er, at:

  • du ikke modtog en tilstrækkelig undersøgelse i forhold til dine symptomer, og tilstand, da du burde have været indlagt. 

Sagsfremstilling

Vi har brugt oplysningerne i journalen, hvis vi ikke har skrevet andet. 

Den 28. juni 2024, da du var 59 år, blev du undersøgt af læge P1 fra Behandlingssted B, Hospital A, hvor du var ankommet på Behandlingssted A på baggrund af henvisning fra din praktiserende læge. Det blev beskrevet i henvisningen, at du havde haft diarré, kvalme og opkast i mere end 7 dage, og du blev yderligere i henvisningen beskrevet som alment svækket, afkræftet og med 39 grader i feber. Læge P1 undersøgte dig ved ankomsten, efter at du havde fået taget blodprøver. Lægen vurderede herefter, at du kunne sendes hjem med råd om, at du skulle drikke rigeligt med væske, ligesom der blev ordineret kvalmestillende medicin i form af Ondansetron og antibiotika i form af Azithromycin. Du blev herudover vejledt om at henvende dig igen, hvis du ikke fik det bedre, eller hvis du fik det værre. Behandlingen blev konfereret med overlæge Dines Staal Dinesen, som havde bagvagtsfunktionen i Behandlingssted A.  

Du har oplyst i klagen, at du efterfølgende blev genindlagt på sygehuset med et meget højt infektionstal, nydiagnosticeret sukkersyge, forandringer i tarmen, en byld og væske i lungen samt lungebetændelse. Du har også oplyst, at du herudover havde haft to blodpropper i hjernen og var i livsfare. Yderligere har du oplyst, at du mener, at du burde have været indlagt ved henvendelsen den 28. juni 2024 på baggrund af din tilstand. 

Vi bemærker, at læge P1 var KBU-læge på behandlingstidspunktet. En KBU-læge er en læge under klinisk basisuddannelse, som arbejder under ansvar af en mere erfaren læge. En KBU-læge vil derfor ofte drøfte en behandling af en patient med en mere erfaren læge. En KBU-læge har dog også et selvstændigt ansvar for den behandling, som vedkommende yder. Særligt hvis KBU-lægen på egen hånd foretager en behandling uden forudgående at drøfte den med en mere erfaren læge.

Begrundelse

Vi behandler klager fra patienter over autoriserede sundhedspersoners sundhedsfaglige virksomhed. En autoriseret sundhedsperson skal udvise omhu og samvittighedsfuldhed i sit sundhedsfaglige virke. 

Vi vurderer i vores afgørelse, om den sundhedsfaglige virksomhed har været kritisabel. Det betyder, at vi tager stilling til, om en sundhedsperson har handlet i overensstemmelse med ”normen for almindelig anerkendt faglig standard”. Normen er udtryk for, hvad der må forventes af en almindelig god sundhedsperson med den erfaring, sundhedspersonen har på behandlingstidspunktet. 

Vi tager ikke stilling til, om en patient har modtaget den bedst mulige behandling.
Afklaring af, om du oplyste om hikke, sort slim i dit opkast og hyppig vandladning
Du har oplyst i klagen, at du flere gange oplyste om, at du havde haft sort opkast og hikke og havde hyppig vandladning. 

I journalen står, at du havde haft diarré og kvalme i flere dage, samt at du havde kastet op 1-2 gange dagligt, men ikke at du havde haft sort slim i dit opkast eller hikke i forbindelse her-med. Herudover står der i journalen, at du ikke havde hyppig vandladning. 

Vi har lagt vægt på, at:

  • oplysningerne i journalen generelt tillægges stor bevisværdi. Det skyldes, at journalnotater bliver skrevet i umiddelbar tilknytning til behandlingen og således på et tidspunkt, hvor der endnu ikke er klaget over behandlingen.
  • vi ikke har mulighed for at få sagen yderligere belyst, da vi træffer afgørelse på skriftligt grundlag. Vi har således ikke mulighed for at afhøre parter og vidner i forbindelse med vores behandling af sagen, som tilfældet er ved domstolene. 

Vi finder herefter ikke grundlag for at fastslå, at du oplyste om hikke, sort slim i dit opkast eller hyppig vandladning.

Vores resultat

Læge P1s behandling

Det er oplyst i en udtalelse til sagen fra læge P1, at hun spurgte systematisk ind til dine symptomer, hvor du benægtede hovedpine og hyppig vandladning, men at du havde ondt i kroppen. Du havde herudover ikke feber, og du havde normal vejrtrækning, blodtryk og puls. Hun fore-tog herudover en lytteundersøgelse af dit hjerte og lunger, som også var normal. Der var der-for på baggrund af undersøgelsen ikke mistanke om, at du havde lungebetændelse, blærebetændelse, sukkersyge eller hjertesygdom.

Vi vurderer, at der er grundlag for at kritisere læge P1 for behandlingen. 

Vi har lagt vægt på:

  • at læge P1 foretog en delvis tilstrækkelig undersøgelse af dig, idet hun spurgte systematisk ind til dine symptomer og herudover lyttede på dit hjerte og lun-ger, hvor hun ikke vurderede, at der var tegn på lungebetændelse.
  • at det herudover var relevant, at læge P1 konfererede behandlingen samt prøvesvar med en mere erfaren læge, hvilket er sædvanlig praksis som KBU-læge, hvorefter det blev vurderet, at du ikke var indlæggelseskrævende. Beslutningen om indlæggelse påhviler herefter ikke KBU-lægen.
  • at læge P1 dog samlet set ikke foretog en tilstrækkelig objektiv undersøgelse af dig, da lægen ikke foretog en fysisk undersøgelse af din mave ved at mærke på den med hænderne, hvilket havde været relevant i forhold til dine symptomer med langvarig diarré og opkast. Der blev herudover ikke målt iltmætning.
  • at læge P1 ligeledes ikke reagerede tilstrækkeligt ved at fremhæve, at dine blodprøver viste, at du havde et infektionstal på 397, et forhøjet antal hvide blodlegemer på 22,2 samt et blodsukker på 18,7. Dette er værdier, der normalt bør reageres på, og et forhøjet infektionstal og blodsukker er ikke foreneligt med en ukompliceret maveinfluenza (gastroenteritis). Et forhøjet blodsukker samt infektionstal kan tyde på alvorlige tilstande såsom en forstyrrelse i krop-pens stofskifte eller en alvorlig infektion med blodforgiftning.
  • at læge P1 derfor burde have vurderet, at der skulle foretages bloddyrkning på baggrund af din tilstand samt prøvesvar. Det gælder særligt i forhold til, at du også havde et meget højt blodsukker og ikke var kendt med sukkersyge, hvilket en KBU-læge også bør reagere på med yderligere opfølgning. 

Det er væsentligt, at der bliver foretaget en grundig objektiv undersøgelse af patienten, hvis der er mistanke om infektion, hvilket er et selvstændigt ansvar for KBU-lægen, da en supervision fra en mere erfaren læge bliver ineffektiv, hvis der ikke forinden er foretaget tilstrækkelige objektive undersøgelser af patienten.  

Læge P1 har derfor handlet under normen for almindelig anerkendt faglig standard ved sin behandling af dig den 28. juni 2024 ved Behandlingssted B, Hospital A.

Overlæge Dines Staal Dinesens behandling

Det er oplyst i en udtalelse til sagen fra overlæge Dines Staal Dinesen, at han ikke mener, at de samlede kliniske og paraklinske symptomer burde have givet anledning til at mistænke alvorlig sygdom, da regionens retningslinjer også blev fulgt i den konkrete sag. Overlægen har videre udtalt, at der blandt andet ikke er videnskabeligt grundlag for, at patienten kræver indlæggelse alene på baggrund af et forhøjet infektionstal, men at fx blodprøvesvar altid skal sammenholdes med patientens kliniske symptomer. 

Det er videre oplyst i en udtalelse til sagen fra overlæge Dines Staal Dinesen, at han vurderede, at du var blevet undersøgt fyldestgørende efter gældende retningslinjer og foretog derfor ikke selv en objektiv undersøgelse. Overlægen vurderede derfor på baggrund af oplysningerne, at du var stabil og ikke var indlæggelseskrævende, da du hverken var akut eller kronisk påvirket. 

Vi vurderer, at der er grundlag for at kritisere overlæge Dines Staal Dinesen for behandlingen. 

Vi har lagt vægt på:

  • at overlæge Dines Staal Dinesen ikke reagerede tilstrækkeligt ved konfereringen omkring din behandling, da overlægen burde have reageret på, at der ikke var sammenhæng mellem de kliniske fund og blodprøvesvarerne og enten selv burde have undersøgt dig eller bedt om, at læge P1 havde foretaget suppleren-de undersøgelser.
  • at overlæge Dines Staal Dinesen burde have reageret på, at du havde haft længerevarende symptomer med diarré og opkast. Dine målte vitalparametre var herudover skæve med et forhøjet blodtryk på 174/93, lav puls på 52, og der var ikke målt iltmætning i blodet, og generelt var der foretaget en mangel-fuld undersøgelse af dig. Du havde dog fået målt en normal temperatur og vejrtrækningsfrekvens.
  • at overlæge Dines Staal Dinesen herudover ikke reagerede tilstrækkeligt på dine blodprøvesvar, hvor der var målt forhøjet ferritin på 1556 µg/L, lavt albu-min på 29, et højt blodsukker på 18,7, forhøjet antal hvide blodlegemer på 22,2 og et infektionstal på 397. Dit natriumindhold var herudover i den høje en-de af normalniveau og målt til 144 mmol/L, hvor det normalt bør ligge på maksimalt 145 mmol/L. 

Forhøjet ferritin kan være et symptom på, at der kan være alvorlig infektion med eventuel blodforgiftning. Ferritin er et protein, som binder og lagrer jern i kroppens celler. Indholdet af ferritin stiger ved infektion i kroppen og ses hyppigt mellem 1000-2000 µg/L ved alvorlig infektion med blodforgiftning. 

Et forhøjet infektionstal er i sig selv ikke afgørende for at fastslå, om der er infektion eller ej, men jo højere tallet er, des større er sandsynligheden for, at der er infektion i kroppen, som kan være alvorlig. Et normalt infektionstal bør ligge omkring 5 eller derunder.  

Lavt albuminniveau giver ligeledes grundlag for at mistænke alvorlig sygdom, da det også er særligt kendetegnende ved infektion. 

Herudover kan et forhøjet blodsukker udover at tyde på sukkersyge også ses ved patienter med blodforgiftning, dog ikke så højt som 18, men der vil normalt skulle reageres, da ubehandlet sukkersyge i sig selv kan være en alvorlig tilstand.

  • at det ikke var sundhedsfagligt forsvarligt, at overlæge Dines Staal Dinesen godkendte, at du kunne sendes hjem, da dine symptomer ikke var forenelige med en simpel maveinfluenza. Det burde derfor have været vurderet, at du skulle indlægges til observation og behandling på baggrund af din tilstand og di-ne blodprøvesvar, da disse i særdeleshed viste et meget forhøjet infektionstal samt blodsukker. Dette bør der reageres på, da det kan være tegn på alvorlige tilstande. Du var herudover ikke kendt med sukkersyge. Du havde desuden hverken indtaget væske eller føde i flere dage og havde intet fået den 28. juni 2024. Derudover havde du dagen forinden haft mellem 8-9 opkastninger, og du var generelt alment svækket ifølge henvisningen fra din praktiserende læge.
  • at der således var flere tegn på alvorlig infektion og sygdom på baggrund af dine målte vitale parametre og blodprøvesvar, som der burde have været reageret på. Det var herudover ikke relevant at starte behandling med Azithromycin, som normalt anvendes ved alvorlige maveinfektioner, da dette ikke havde sammenhæng med, at det var vurderet, at du havde en ukompliceret maveinfluenza og kunne sendes hjem uden yderligere undersøgelser. 

Vi vurderer, at det er en skærpende omstændighed, at der ikke blev reageret på, at der ikke var foretaget en fyldestgørende objektiv undersøgelse i forhold til dine symptomer samt på dine prøvesvar, særligt dit meget høje infektionstal og blodsukker, som tydede på alvorlig syg-dom, og ikke var foreneligt med en simpel maveinfluenza. 

Overlæge Dines Staal Dinesen skal samtidig udvise større omhu i sit fremtidige virke. 

Overlæge Dines Staal Dinesen har derfor handlet væsentligt under normen for almindelig aner-kendt faglig standard ved sin behandling af dig den 28. juni 2024 på Akutmodtagelsen, Hospital A.

Offentliggørelse

Afgørelsen vil blive offentliggjort på vores hjemmeside og på sundhed.dk med angivelse af Dines Staal Dinesens titel, navn og autorisationsID. 

Afgørelsen vil blive offentliggjort, da vi har indskærpet over for overlæge Dines Staal Dinesens at udvise større omhu i sit fremtidige virke. 

Patientens navn og alle andre navne, herunder stednavne og navne på sygehuse og afdelinger, vil blive anonymiseret ved offentliggørelsen.

Regler

Vi har afgjort sagen efter: 

Dagældende bekendtgørelse nr. 962 af 16. august 2024 af lov om klage- og erstatningsadgang inden for sundhedsvæsenet (klage- og erstatningsloven):

  • § 2, stk. 1, om klager over sundhedsfaglig virksomhed
  • § 3, stk. 1, om klager over sundhedsfaglig virksomhed

Bekendtgørelse nr. 1008 af 29. august 2024 af lov om autorisation af sundhedspersoner og om sundhedsfaglig virksomhed (autorisationsloven)

  • § 17 om omhu og samvittighedsfuldhed

Bekendtgørelse nr. 962 af 16. august 2024 af lov om klage- og erstatningsadgang inden for sundhedsvæsenet som ændret ved lov nr. 647 af 11. juni 2024 og lov nr. 1673 af 30. december 2024 (klage- og erstatningsloven)

  • § 17 om offentliggørelse af afgørelse om sundhedspersoners sundhedsfaglige virksomhed

Bekendtgørelse nr. 1109 af 11. september 2015 om offentliggørelse af afgørelser m.v. i klage-sager på sundhedsområdet

  • § 3, stk. 1, nr. 2 om kritik med indskærpelse