Instruks til hårfjerning med laser fagligt uforsvarlig
Speciallæge i dermatologi Muhammad Osman (aut. ID 0DF71) får kritik for instruks om hårfjerning med laser, som ikke indeholdte relevante oplysninger og forholdsregler ved behandling nær tatoveret hud. (Offentliggøres pga. afgørelse om kosmetisk behandling)
Sagsnummer:
26DNM14
Offentliggørelsesdato:
tirsdag den 14. april 2026
Speciale:
Dermato-venerologi
Faggruppe:
Læger
Behandlingssted:
Øvrig privatpraksis
Type:
Behandling
Kategori:
Afgørelser med navn
Kritik
Speciallæge i dermatologi Muhammad Osman (aut. ID 0DF71) fra Behandlingssted 1, får kritik for instruksen anvendt ved behandlingen den 29. juli 2024.
Klagen
Du har klaget over, at du ikke fik en korrekt behandling af medhjælp P1 og speciallæge i dermatologi Muhammad Osman hos Behandlingssted 1, den 29. juli 2024.
Vi har forstået, at det centrale i din klage er:
- at en laserbehandling med henblik på permanent hårfjerning ikke blev foretaget på relevant og tilstrækkelig vis, da denne medførte, at der opstod en forbrænding.
- at det ikke var relevant, at du blev anbefalet at anvende Fucidin efter laserbehandlingen.
Disciplinærnævnet skal hertil bemærke, at medhjælp P1 ikke er en autoriseret sundhedsperson, hvorfor hendes behandling ikke kan bedømmes ved disciplinærnævnet. Speciallæge i dermatologi Muhammad Osman var på behandlingstidspunktet fagligt ansvarlig for instruksen ”Instruks til behandling med laser hårfjerning”, som lå til grund for den behandling, der blev foretaget af medhjælp P1. Sundhedsvæsenets Disciplinærnævn foretager derfor i stedet en vurdering af, om instruksen var fagligt forsvarlig.
Sagsfremstilling
Vi har brugt oplysningerne i journalen, hvis vi ikke har skrevet andet.
Den 29. juli 2024 fik du som 32-årig foretaget en laserbehandling med henblik på permanent hårfjerning af medhjælp P1 hos Behandlingssted 1. Det blev noteret, at laseren ramte siden af en tatovering på dit højre lår, hvor huden brændte og bulede op.
Du har oplyst i din klage, at laserbehandlingen medførte permanente hudskader, samt at du blev fejlbehandlet af speciallæge i dermatologi Muhammad Osman, der anbefalede dig at bruge Fucidin på et åbent inficeret sår.
Det fremgår af en udtalelse fra hos Behandlingssted 1, at det er korrekt, at du blev anbefalet at anvende Fucidin.
Begrundelse
Vi behandler klager fra patienter over autoriserede sundhedspersoners sundhedsfaglige virksomhed. En autoriseret sundhedsperson skal udvise omhu og samvittighedsfuldhed i sit sundhedsfaglige virke.
Vi vurderer i vores afgørelse, om den sundhedsfaglige virksomhed har været kritisabel. Det betyder, at vi tager stilling til, om en sundhedsperson har handlet i overensstemmelse med ”normen for almindelig anerkendt faglig standard”. Normen er udtryk for, hvad der må forventes af en almindelig god sundhedsperson med den erfaring, sundhedspersonen har på behandlingstidspunktet.
Vi tager ikke stilling til, om en patient har modtaget den bedst mulige behandling.
Vores resultat
Instruks til behandling med laser hårfjerning
Vi vurderer, at der er grundlag for at kritisere speciallæge i dermatologi Muhammad Osman for ”Instruks til behandling med laser hårfjerning”.
Vi har lagt vægt på:
- at en fagligt forsvarlig instruks for laserbaseret hårfjerning bør indeholde entydig angivelse af anvendt apparatur og indikation samt klare kontraindikationer, herunder behandling tæt på tatoveret hud, samt stillingtagen til om behandling i nærheden af tatoveringer helt skal undgås, eller om der skal foretages afdækning af tatoveringer. Instruksen bør videre indeholde retningslinjer for information til patienten om kendte risici, dokumentation af informeret samtykke samt retningslinjer for håndtering af komplikationer.
- at ”Instruks til behandling med laser hårfjerning”, som speciallæge i dermatologi Muhammad Osman var fagligt ansvarlig for, indeholder relevante oplysninger om kendte risici ved laserhårfjerning, herunder om risiko for forbrænding og efterfølgende håndtering heraf. Instruksen indeholder imidlertid ikke oplysninger om, hvorledes behandling i nærheden af tatoveret hud skal udføres, herunder om hvorvidt dette helt skal undgås, eller om der skal foretages afdækning af tatoveringer, hvilket instruksen burde.
- at ”Instruks til behandling med laser hårfjerning” ikke var fagligt forsvarligt, da denne ikke indeholder relevante oplysninger og forholdsregler ved behandling tæt på tatoveret hud.
Speciallæge i dermatologi Muhammad Osman har derfor handlet under normen for almindelig anerkendt faglig standard ved instruksen anvendt ved behandlingen af dig den 29. juli 2024 hos Behandlingssted 1.
Behandling med Fucidin
Vi vurderer, at der ikke er grundlag for at kritisere speciallæge i dermatologi Muhammad Osman for at anbefale behandling med Fucidin.
Vi har lagt vægt på:
- at det var relevant, at du blev anbefalet at anvende Fucidin efter laserbehandlingen. Det skyldes, at det er i overensstemmelse med almindelig praksis at anbefale lokalbehandling med Fucidin ved sårdannelse og mistanke om sekundær overfladisk infektion efter en laserbehandling med henblik på hårfjerning.
Speciallæge i dermatologi Muhammad Osman har derfor handlet i overensstemmelse med normen for almindelig anerkendt faglig standard ved sin behandling af dig den 29. juli 2024 hos Behandlingssted 1.
Offentliggørelse
Afgørelsen vil blive offentliggjort på vores hjemmeside og på sundhed.dk med angivelse af speciallæge i dermatologi Muhammad Osmans titel, navn og autorisationsID.
Afgørelsen vil blive offentliggjort. Det skyldes, at der er tale om et kosmetisk indgreb, hvor det kosmetiske hensyn udgør den afgørende indikation, eller en behandling hvor hovedformålet er at forandre eller forbedre udseendet.
Patientens navn og alle andre navne, herunder stednavne og navne på sygehuse og afdelinger, vil blive anonymiseret ved offentliggørelsen.
Regler
Vi har afgjort sagen efter:
Dagældende bekendtgørelse nr. 962 af 16. august 2024 af lov om klage- og erstatningsadgang inden for sundhedsvæsenet (klage- og erstatningsloven):
- § 2, stk. 1, om klager over sundhedsfaglig virksomhed
- § 3, stk. 1, om klager over sundhedsfaglig virksomhed
Bekendtgørelse nr. 1008 af 29. august 2024 af lov om autorisation af sundhedspersoner og om sundhedsfaglig virksomhed (autorisationsloven)
- § 17 om omhu og samvittighedsfuldhed
Bekendtgørelse nr. 1250 af 28. oktober 2025 af lov om klage- og erstatningsadgang inden for sundhedsvæsenet (klage- og erstatningsloven)
- § 17 om offentliggørelse af afgørelse om sundhedspersoners sundhedsfaglige virksomhed
Bekendtgørelse nr. 1109 af 11. september 2015 om offentliggørelse af afgørelser m.v. i klagesager på sundhedsområdet
- § 4, stk. 1 om kritik i forbindelse med kosmetisk behandling