Utilstrækkelig undersøgelse af barn

Vagtlæge får kritik for ikke at undersøge alvorsgraden af symptomerne hos en patient på fem år. Barnet havde hoste, feber, halssmerter og indtrækninger ved vejrtrækning. Der burde have været overvejet andre diagnoser end falsk strubehoste.

Sagsnummer:

25DNU26

Offentliggørelsesdato:

fredag den 27. juni 2025

Speciale:

Almen medicin, incl. Vagtlæger

Faggruppe:

Læger

Behandlingssted:

Almen praksis/vagtlæger

Type:

Behandling

Kategori:

Vejledende og principielle afgørelser

Kritik

Vagtlæge P1 (aut. ID █) fra Lægevagten i Region A får kritik for behandlingen den 14. september 2024.

Klagen

Du har klaget over, at din søn ikke fik en korrekt behandling af vagtlæge P1 hos Lægevagten i Region A den 14. september 2024.

Vi har forstået, at det centrale i din klage er, at:

  • vagtlægen ikke foretog en relevant behandling af din søn, herunder at din søn ikke blev visiteret til en fysisk konsultation.

Styrelsen for Patientklager har tidligere udtalt kritik til Lægevagten i Region A for behandlingen af din søn den 14. september 2024. Du har bedt om at få sagen vurderet af disciplinærnævnet.

Sagsfremstilling

Vi har brugt oplysningerne i journalen, hvis vi ikke har skrevet andet.

Den 14. september 2024 talte du i telefonen med vagtlæge P1 fra Lægevagten i Region A på vegne af din søn, fem-årige █████████████.

Du oplyste, at din søn havde symptomer i form af hoste, og at du havde målt feber på 39,1.

Vagtlægen vurderede, at din søn havde falsk strubehoste og vejledte dig om årsagen til tilstanden samt det typiske sygdomsforløb. Han vejledte om tiltag som at løfte sengegærde eller holde din søns hoved højt og at tage ud i kold luft som symptomlindring. Han anbefalede Panodil, hvis din søn havde smerter i halsen og vejledte dig om at tage fornyet kontakt til Lægevagten, hvis ██████s tilstand blev værre, eller du var i tvivl om noget.

Du har oplyst i din klage, at din søn døde i løbet af natten, og at en obduktionsrapport viste, at han havde COVID, influenza og stafylokokker på mandlerne, som udviklede sig til blodforgiftning.

Vi har til brug for sagens behandling indhentet lydfilen fra din kontakt med vagtlæge P1 fra Lægevagten i Region A den 14. september 2024. Det fremgår af lydfilen, at din søn havde været tiltagende sløj i løbet af eftermiddagen, og at han hev efter vejret. Du oplyste videre, at der kunne ses indtrækninger ved hans vejrtrækning, og at det lød, som om han havde noget i halsen.

Vagtlæge P1 har udtalt til sagen, at han vurderede din søns tilstand ud fra oplysninger om, at din søn havde fået det værre i løbet af aftenen, samt hostet siden morgenen/formiddagen. Han har videre udtalt, at den hoste, han kunne høre fra din søn i telefonen, svarede til falsk strubehoste, ligesom de beskrevne indtrækninger også stemte overens med diagnosen. Endelig har vagtlægen udtalt, at han tog sig god tid til at forklare sygdommen, det forventede sygdomsforløb, og behandlingstiltag, herunder at du skulle tage fornyet kontakt til lægevagten eller til 112, hvis du oplevede, at din søn ikke kunne få luft.

Begrundelse

Vi behandler klager fra patienter over autoriserede sundhedspersoners sundhedsfaglige virksomhed. En autoriseret sundhedsperson skal udvise omhu og samvittighedsfuldhed i sit sundhedsfaglige virke.

Vi vurderer i vores afgørelse, om den sundhedsfaglige virksomhed har været kritisabel. Det betyder, at vi tager stilling til, om en sundhedsperson har handlet i overensstemmelse med ”normen for almindelig anerkendt faglig standard”. Normen er udtryk for, hvad der må forventes af en almindelig god sundhedsperson med den erfaring, sundhedspersonen har på behandlingstidspunktet.

Vi tager ikke stilling til, om en patient har modtaget den bedst mulige behandling.

Vi har modtaget partshøringssvar fra vagtlæge P1. Partshøringssvaret er indgået i den samlede vurdering af sagen.

Vores resultat

Vi vurderer, at der er grundlag for at kritisere vagtlæge P1 for behandlingen.

Vi har lagt vægt på, at:

  • vagtlæge P1 ikke spurgte tilstrækkeligt ind til din søns tilstand og symptomer, inden han vurderede, at der ikke var behov for yderligere undersøgelse eller behandling. Vagtlægen spurgte ikke ind til andre symptomer, som kunne være tegn til anden sygdom end falsk strubehoste, ligesom han ikke spurgte nærmere ind til forhold omkring alvorsgraden af din søns tilstand. Symptomer som træthed, indtrækninger ved vejrtrækning og halssmerter kan være tegn på andre sygdomme end falsk strubehoste, som også kræver anden behandling. Det er derfor vores vurdering, at der var grundlag for videre undersøgelse af din søn, enten ved uddybende spørgsmål, videokonsultation eller eventuel fysisk konsultation i lægevagten.

Vagtlæge P1 har derfor handlet under normen for almindelig anerkendt faglig standard ved sin behandling af din søn den 14. september 2024 hos Lægevagten i Region A.

Regler

Vi har afgjort sagen efter:

Dagældende bekendtgørelse nr. 962 af 16. august 2024 af lov om klage- og erstatningsadgang inden for sundhedsvæsenet (klage- og erstatningsloven):Bekendtgørelse nr. 962 af 16. august 2024 af lov om klage- og erstatningsadgang inden for sundhedsvæsenet som ændret ved lov nr. 647 af 11. juni 2024 og lov nr. 1673 af 30. december 2024 (klage- og erstatningsloven):

  • § 2, stk. 1, om klager over sundhedsfaglig virksomhed
  • § 3, stk. 1, om klager over sundhedsfaglig virksomhed

Bekendtgørelse nr. 1008 af 29. august 2024 af lov om autorisation af sundhedspersoner og om sundhedsfaglig virksomhed (autorisationsloven)

  • § 17 om omhu og samvittighedsfuldhed