Manglende indikation for udskrivelse af astmamedicin
Vagtlæge Anders Luckow (aut. ID 00DLM) får kritik for udskrivelse af astmamedicin, da patienten havde symptomer på falsk strubehoste. (offentliggøres pga. gentagen kritik)
Sagsnummer:
25DNM65
Offentliggørelsesdato:
torsdag den 2. oktober 2025
Speciale:
Almen medicin, incl. Vagtlæger
Faggruppe:
Læger
Behandlingssted:
Almen praksis/vagtlæger
Type:
Behandling
Kategori:
Afgørelser med navn
Afgørelse
Der gives kritik til:
- Vagtlæge Anders Luckow (aut. ID 00DLM), Lægevagten i Region A, for behandlingen den 9. marts 2022.
Der gives ikke kritik til:
- Vagtlæge P1 (aut. ID ██████), Lægevagten i Region A, for behandlingen.
Klagen
Der er klaget over, at █████████████████ ikke modtog en korrekt behandling af vagtlægerne Anders Luckow og P1 i Lægevagten i Region A, den 9. marts 2022.
Disciplinærnævnet har forstået, at det centrale i klagen er:
- at vagtlæge Anders Luckow fejlmedicinerede ███████████████████████
- at vagtlæge P1 ikke reagerede relevant og tilstrækkeligt på ██s forældres henvendelse.
Sagsfremstilling
Disciplinærnævnet har taget udgangspunkt i oplysningerne i journalen og lydfilerne fra lægevagten.
Den 9. marts 2022 kl. 17.34 var ██████████████████████, 2 år, og hans forældre til konsultation hos vagtlæge Anders Luckow, Lægevagten i Region A, idet ██████████████ havde falsk strubehoste. Vagtlæge Anders Luckow foretog en objektiv undersøgelse af ██████████ og udskrev efterfølgende Montelukast.
Den 9. marts 2022 kl. 19.43 ringede ██████s mor til Lægevagten i Region A og talte med vagtlæge P1, idet ███████s symptomer var blevet forværret. Vagtlæge P1 rådgav om koldt soverum og genhenvendelse ved forværring.
Begrundelse
Disciplinærnævnet behandler klager fra patienter over autoriserede sundhedspersoners sundhedsfaglige virksomhed og træffer afgørelse om, hvorvidt den sundhedsfaglige virksomhed har været kritisabel. Det følger af klage- og erstatningslovens § 2, stk. 1, og § 3, stk. 1.
En autoriseret sundhedsperson er under udøvelsen af sit sundhedsfaglige virke forpligtet til at udvise omhu og samvittighedsfuldhed. Det følger af autorisationslovens § 17. Disciplinærnævnet tager ved sin vurdering af sagen således stilling til, om en sundhedsperson har handlet i overensstemmelse med ”normen for almindelig anerkendt faglig standard”. Dette er udtryk for, hvad der må forventes af en almindelig god sundhedsperson med den erfaring, som den pågældende har på behandlingstidspunktet. Disciplinærnævnet tager ved afgørelsen ikke stilling til, om patienten har modtaget den bedst mulige behandling.
Disciplinærnævnet vurderer, at der er grundlag for at kritisere vagtlæge Anders Luckow for behandlingen.
Disciplinærnævnet har lagt vægt på, at:
- der ikke var indikation for at udskrive Montelukast til behandling af ██████████████, idet ██████████████████ havde symptomer på falsk strubehoste, og idet Montelukast bruges til behandling af astma og ikke falsk strubehoste.
Disciplinærnævnet finder på den baggrund, at vagtlæge Anders Luckow handlede under normen for almindelig anerkendt faglig standard ved sin behandling af █ den 9. marts 2022 i Lægevagten Region Midtjylland.
Disciplinærnævnet vurderer videre, at der ikke er grundlag for at kritisere vagtlæge P1 for behandlingen.
Disciplinærnævnet har lagt vægt på, at:
- det var relevant at rådgive om, at █████ skulle sove koldt eller tages med udenfor i den kolde natteluft, idet ████████████ havde fået det bedre, efter han var vågnet og havde indåndet kold luft. Disciplinærnævnet kan oplyse, at behandlingen af falsk strubehoste er trinvis, hvor trin 1 er at tage barnet op og sidde med det oprejst på skødet for at mindske det hydrostatiske tryk i slimhinden og dermed fjerne det ødem, der giver forsnævring af luftvejene. Hertil hjælper det også at indånde kold luft, hvilket enten kan ske ved, at man sidder foran et åbentstående vindue, eller ved at man tager barnet med udenfor. Hvis der ikke er effekt af denne behandling, er trin 2 farmakologisk behandling, der bør foregå under indlæggelse. I langt de flest tilfælde kan barnet undgå indlæggelse ved at følge trin 1
- eftersom barnets tilstand kan forværres, er det vigtigt at informere forældre om, at de skal genhenvende sig, hvis barnets vejrtrækning bliver mere besværet trods de nævnte tiltag, hvorfor det var relevant, at vagtlæge P1 rådgav om genhenvendelse ved forværring hos █████.
Disciplinærnævnet finder på den baggrund, at vagtlæge P1 handlede i overensstemmelse med normen for almindelig anerkendt faglig standard ved sin behandling af ████████ den 9. marts 2022 i Lægevagten Region Midtjylland.
Regler
Disciplinærnævnet har anvendt følgende regler til at træffe afgørelse i sagen:
Bekendtgørelse nr. 9 af 4. januar 2023 af lov om klage- og erstatningsadgang inden for sundhedsvæsenet (klage- og erstatningsloven)
- § 2, stk. 1, om klager over sundhedsfaglig virksomhed
- § 3, stk. 1, om klager over sundhedsfaglig virksomhed
Bekendtgørelse nr. 122 af 24. januar 2023 af lov om autorisation af sundhedspersoner og om sundhedsfaglig virksomhed (autorisationsloven)
- § 17 om omhu og samvittighedsfuldhed