Utilstrækkelig kronebehandling
Privatpraktiserende tandlæge Martin Bech Hald (aut. ID 014JW) får kritik for at indsætte en krone med en utilstrækkelig materialetykkelse. (Offentliggøres pga. gentagen kritik)
Sagsnummer:
25DNM14
Offentliggørelsesdato:
onsdag den 26. februar 2025
Speciale:
Tandpleje og -behandling
Faggruppe:
Tandlæger
Behandlingssted:
Tandlægeklinikker
Type:
Behandling
Kategori:
Afgørelser med navn
Kritik
Privatpraktiserende tandlæge Martin Bech Hald (aut. ID 014JW) fra Behandlingssted 1 får kritik for behandlingen, i perioden fra den 3. september til den 14. september 2021.
Klagen
Du har klaget over, at du ikke fik en korrekt behandling af privatpraktiserende tandlæge Martin Bech Hald hos Behandlingssted 1, i perioden fra den 3. til den 14. september 2021.
Vi har forstået, at det centrale i din klage er, at:
- din krone på første lille kindtand i højre side af overkæben (4+) ikke blev lavet på tandlægefaglig forsvarlig vis.
Sagsfremstilling
Vi har brugt oplysningerne i journalen, hvis vi ikke har skrevet andet.
Den 3. september 2021 var du til en konsultation hos privatpraktiserende tandlæge Martin Bech Hald hos Behandlingssted 1, hvor du fik taget aftryk til en ny krone til tanden 4+ i overkæben. Kronen skulle erstatte en tidligere krone, som var knækket af sammen med den plastiske opbygning under tanden.
Den 14. september 2021 fik du påsat kronen på tanden 4+.
Du har oplyst, at kronen knækkede den 20. december 2023.
Begrundelse
Vi behandler klager fra patienter over autoriserede sundhedspersoners sundhedsfaglige virksomhed. En autoriseret sundhedsperson skal udvise omhu og samvittighedsfuldhed i sit sundhedsfaglige virke.
Vi vurderer i vores afgørelse, om den sundhedsfaglige virksomhed har været kritisabel. Det betyder, at vi tager stilling til, om en sundhedsperson har handlet i overensstemmelse med ”normen for almindelig anerkendt faglig standard”. Normen er udtryk for, hvad der må forventes af en almindelig god sundhedsperson med den erfaring, sundhedspersonen har på behandlingstidspunktet.
Vi tager ikke stilling til, om en patient har modtaget den bedst mulige behandling.
Vi har til brug for sagen indhentet og gennemset de relevante røntgenbilleder for behandlingen.
Vores resultat
Behandlingen:
Vi vurderer, at der er grundlag for at kritisere privatpraktiserende tandlæge Martin Bech Hald for behandlingen.
Vi har lagt vægt på, at:
- røntgenbilleder fra den 6. maj 2021 indikerer, at kronen fremstår tynd (med sparsom materialetykkelse) på tyggefladen. Det er ikke muligt at vurdere materialetykkelsen alene ud fra røntgenbillederne, men zirkonium er normalvis et meget stærkt materiale, og en krone i zirkonium er en konstruktion, som ikke knækker under almindelige omstændigheder. Hvis en krone fremstilles for tynd i materialet, så kan det medføre, at kronen knækker.
- der foreligger ikke oplysninger om, at kronen blev tilpasset og beslebet i sammenbiddet efter indsættelsen, hvilket kunne have svækket kronen ved at gøre materialet på tyggefladen tyndere. Det findes derfor overvejende sandsynligt, at kronen blev fremstillet med en materialetykkelse, som var under normen for almindelig anerkendt faglig standard.
Privatpraktiserende tandlæge har derfor handlet under normen for almindelig anerkendt faglig standard ved sin behandling af dig i perioden fra den 3. september til den 14. september 2023 hos Behandlingssted 1.
Offentliggørelse
Afgørelsen vil blive offentliggjort på vores hjemmeside og på sundhed.dk med angivelse af tandlæge Martin Bech Halds titel, navn og autorisationsID.
Afgørelsen vil blive offentliggjort, da der er givet kritik adskillige gange inden for de sidste 5 år til privatpraktiserende tandlæge Martin Bech Hald. Således gav vi kritik til privatpraktiserende tandlæge Martin Bech Hald 1 gang den 18. november 2021, 1 gang den 6. december 2021, 3 gange den 7. december 2021, 3 gange den 14. december 2021, 1 gang den 21. december 2021, 1 gang den 4. januar 2022, 1 gang den 27. januar 2022, 1 gang den 8. februar 2022, 1 gang den 23. marts 2022, 1 gang den 27. juni 2022, 1 gang den 30. august 2022, 1 gang den 25. september 2023 og 1 gang den 5. september 2024.
Afgørelserne har imidlertid tidligere været offentliggjort. De offentliggøres derfor ikke igen.
Patientens navn og alle andre navne, herunder stednavne og identificerbare navne på sygehuse og afdelinger, vil blive anonymiseret ved offentliggørelsen.
Regler
Vi har afgjort sagen efter:
Bekendtgørelse nr. 962 af 16. august 2024 af lov om klage- og erstatningsadgang inden for sundhedsvæsenet (klage- og erstatningsloven)
- § 2, stk. 1, om klager over sundhedsfaglig virksomhed
- § 3, stk. 1, om klager over sundhedsfaglig virksomhed
- § 17 om offentliggørelse af afgørelse om sundhedspersoners sundhedsfaglige virksomhed
Bekendtgørelse nr. 1008 af 29. august 2024 af lov om autorisation af sundhedspersoner og om sundhedsfaglig virksomhed (autorisationsloven)
- § 17 om omhu og samvittighedsfuldhed
Bekendtgørelse nr. 1109 af 11. september 2015 om offentliggørelse af afgørelser m.v. i klagesager på sundhedsområdet
- § 3, stk. 1, nr. 3 om tre gange kritik inden for 5 år
- § 9, stk. 2 om tidligere offentliggjorte afgørelser