Mangelfuld afklaring af årsag til mavesmerter

Vagtlæge får kritik for ikke at spørge tilstrækkeligt ind til ung mands symptomer ved henvendelse om mavesmerter og for ikke klart at oplyse, hvilke symptomer han skulle være opmærksom på og reagere på.

Sagsnummer:

24DNU68

Offentliggørelsesdato:

mandag den 26. august 2024

Speciale:

Almen medicin, incl. Vagtlæger

Faggruppe:

Læger

Behandlingssted:

Almen praksis/vagtlæger

Type:

Behandling

Kategori:

Vejledende og principielle afgørelser

Kritik

Vagtlæge ████ (aut. ID ████) fra Behandlingssted A, Region A, får kritik for behandlingen den 13. december 2023.

Klagen

Du har klaget over, at du ikke fik en korrekt behandling af vagtlæge ████ hos Behandlingssted A, Region A, den 13. december 2023.

Vi har forstået, at det centrale i din klage er, at:

  • der ikke blev reageret relevant og tilstrækkeligt ved din henvendelse om mavesmerter.

Sagsfremstilling

Vi har brugt oplysningerne i journalen, hvis vi ikke har skrevet andet.

Den 13. december 2023 kontaktede du Behandlingssted A, Region A, på grund af mavesmerter. Du var på tidspunktet 26 år. Dit opkald blev besvaret af vagtlæge ████. Du havde ondt i hele maven. Det var startet aftenen forinden. Du havde ikke opkast og ikke dårlig mave, men oplyste at du var forstoppet. Du havde ikke forsøgt med afføringsmiddel. Maven var ikke udspilet. På en skala fra 1-10 beskrev du dine smerter med 7.

Vagtlægen konkluderede, at der var tale om forstoppelse og anbefalede herfor behandling med præparaterne Microlax og Magnesia.

Du skriver i din klage, at du efterfølgende blev indlagt på hospitalet med en sprængt blindtarm.

Begrundelse

Vi behandler klager fra patienter over autoriserede sundhedspersoners sundhedsfaglige virksomhed. En autoriseret sundhedsperson skal udvise omhu og samvittighedsfuldhed i sit sundhedsfaglige virke.

Vi vurderer i vores afgørelse, om den sundhedsfaglige virksomhed har været kritisabel. Det betyder, at vi tager stilling til, om en sundhedsperson har handlet i overensstemmelse med ”normen for almindelig anerkendt faglig standard”. Normen er udtryk for, hvad der må forventes af en almindelig god sundhedsperson med den erfaring, sundhedspersonen har på behandlingstidspunktet.

Vi tager ikke stilling til, om en patient har modtaget den bedst mulige behandling.

Vi har modtaget partshøringssvar fra vagtlæge ████. Partshøringssvaret er indgået i den samlede vurdering af sagen.

Vores resultat

Vi vurderer, at der er grundlag for at kritisere vagtlæge ████ for behandlingen.

Vi har lagt vægt på, at:

  • vagtlægen ikke reagerede relevant og tilstrækkeligt på din henvendelse med mavesmerter. Det skyldes, at vagtlægen burde have spurgt mere ind til dine symptomer for at afklare behovet for yderligere behandling. Vagtlægen burde derfor have spurgt, om du havde feber og smerte ved bevægelse. Vagtlægen burde også have vejledt dig i, hvilke symptomer, du skulle være opmærksom på og reagere på. Dette var vigtigt, da vagtlægen valgte ikke at vurdere dig fysisk. En vagtlæge skal spørge ind til varigheden af smerter, feber, diarre og/eller opkast, afføringshyppighed og smerter ved bevægelse, når en patient henvender sig med mavesmerter. En vagtlæge skal også spørge, om patienten mest har lyst til at ligge helt stille eller ikke kan finde ro, om maven er udspilet eller hård, om der er smerter konstant, eller om de kommer og går. Vagtlæge ████ spurgte ind til det meste, men ikke til feber og smerter ved bevægelse.
  • vagtlægen burde have mistænkt, at der kunne være anden årsag til dine symptomer end forstoppelse. Det skyldes, at forstoppelse hos yngre mennesker ses og kan forekomme, men det er en udelukkelsesdiagnose, hvis vagtlægen ikke finder andet. Du havde kun haft ét døgn uden afføring, hvilket ikke kan kaldes forstoppelse.
  • der ikke var grundlag for, at vagtlægen specifikt skulle have mistænkt blindtarmsbetændelse. Det skyldes, at der kan være mange andre og hyppigst harmløse lidelser, som kan forårsage et lignende symptombillede. Det var en vurderingssag, om du skulle vurderes af en læge ved besøg eller konsultation, eller det kunne afvente næste dag, men vagtlægen burde have oplyst, hvilke symptomer du skulle være opmærksom på og reagere på.

Vagtlæge ████ har derfor handlet under normen for almindelig anerkendt faglig standard ved sin behandling af dig den 13. december 2023 hos Behandlingssted A, Region A.

Regler

Vi har afgjort sagen efter:

Bekendtgørelse nr. 9 af 4. januar 2023 af lov om klage- og erstatningsadgang inden for sundhedsvæsenet (klage- og erstatningsloven)

  • 2, stk. 1, om klager over sundhedsfaglig virksomhed
  • 3, stk. 1, om klager over sundhedsfaglig virksomhed

Bekendtgørelse nr. 122 af 24. januar 2023 af lov om autorisation af sundhedspersoner og om sundhedsfaglig virksomhed (autorisationsloven)

  • 17 om omhu og samvittighedsfuldhed