Utilstrækkelig undersøgelse for brud i hånd

Vagtlæge Morten Krause Nielsen (aut.ID 062Q9) får kritik for utilstrækkelig undersøgelse for knoglebrud i en hånd, da vagtlægen ikke undersøgte for direkte og indirekte knogleømhed. (Offentliggøres på grund af gentagen kritik)

Sagsnummer:

24DNM114

Offentliggørelsesdato:

onsdag den 27. november 2024

Speciale:

Almen medicin, incl. Vagtlæger

Faggruppe:

Læger

Behandlingssted:

Almen praksis/vagtlæger

Type:

Behandling

Kategori:

Afgørelser med navn

Kritik

Vagtlæge Morten Krause Nielsen (aut. ID 062Q9) fra Lægevagten Region A får kritik for behandlingen den 19. maj 2024.

Klagen

Du har klaget over, at du ikke fik en korrekt behandling af vagtlæge Morten Krause Nielsen hos Lægevagten Region A, den 19. maj 2024.  

Vi har forstået, at det centrale i din klage er, at:

  • du ikke blev tilstrækkeligt undersøgt
  • du burde have været henvist til en røntgenundersøgelse af din højre hånd.

Sagsfremstilling

Vi har brugt oplysningerne i journalen, hvis vi ikke har skrevet andet.

Du var 44 år, da du kom til skade med din højre hånd efter et fald på terrassen.

Den 19. maj 2024 blev du set af vagtlæge Morten Krause Nielsen i Lægevagten Region A. Vagtlægen konstaterede, at du havde en blodansamling (hæmatom) over den 4. kno på højre hånd, at der ikke var fejlstilling, løshed af fingre eller mellemhåndsknogler (metakarper), og at du kunne strække og bøje over alle led uden sideløshed. Vagtlægen vurderede, at der var tale om kontusion af en vene og gav råd om at hæve hånden og bruge ispose. Vagtlægen vurderede også, at der var en minimal risiko for en overset revne i knoglen (knoglefissur), men at du kunne henvende dig igen ved manglende bedring på 4. dagen.

Du har oplyst, at lægen kiggede på hånden og konstaterede, at der ikke var noget brækket, fordi hånden ikke sad skævt. Du har videre oplyst, at lægen sagde, at du skulle forsøge med smertestillende i 3-4 dage og gå til praktiserende læge, hvis hånden fortsat var øm. Du har desuden oplyst, at du ikke blev henvist til en røntgenundersøgelse. Endeligt har du oplyst, at du 2 dage efter fik foretaget en røntgenundersøgelse, som påviste et brud, og at du dagen herefter blev indkaldt til en operation, da bruddet var skredet.

Begrundelse

Vi behandler klager fra patienter over autoriserede sundhedspersoners sundhedsfaglige virksomhed. En autoriseret sundhedsperson skal udvise omhu og samvittighedsfuldhed i sit sundhedsfaglige virke.

Vi vurderer i vores afgørelse, om den sundhedsfaglige virksomhed har været kritisabel. Det betyder, at vi tager stilling til, om en sundhedsperson har handlet i overensstemmelse med ”normen for almindelig anerkendt faglig standard”. Normen er udtryk for, hvad der må forventes af en almindelig god sundhedsperson med den erfaring, sundhedspersonen har på behandlingstidspunktet.

Vi tager ikke stilling til, om en patient har modtaget den bedst mulige behandling.

Vores resultat

Vi vurderer, at der er grundlag for at kritisere vagtlæge Morten Krause Nielsen for behandlingen.

Vi har lagt vægt på, at:

  • vagtlæge Morten Krause Nielsen ikke undersøgte din hånd tilstrækkeligt. Det skyldes, at vagtlægen, udover at have undersøgt dig for blandt andet hævelse og bevægelse af hånd og fingre, burde have undersøgt, om der var direkte eller indirekte knogleømhed, fordi indirekte knogleømhed er et hovedsymptom ved knoglebrud og giver indikation for at foretage en røntgenundersøgelse.
  • der henvises til en røntgenundersøgelse ved svær hævelse, fejlstilling eller indirekte ømhed. Du havde ikke svær hævelse eller fejlstilling. Da vagtlæge Morten Krause Nielsen ikke undersøgte din hånd for indirekte knogleømhed, er det ikke muligt at vurdere, om du burde have været henvist til en røntgenundersøgelse af din højre hånd.

Vagtlæge Morten Krause Nielsen har derfor handlet  under normen for almindelig anerkendt faglig standard ved sin behandling af dig den 19. maj 2024 hos Lægevagten Region A.

Offentliggørelse

Afgørelsen vil blive offentliggjort på vores hjemmeside og på sundhed.dk med angivelse af vagtlæge Morten Krause Nielsens titel, navn og autorisationsID.

Afgørelsen vil blive offentliggjort, da det er sjette gang inden for de sidste 5 år, vi giver kritik til vagtlæge Morten Krause Nielsen. Således gav vi kritik til vagtlæge Morten Krause Nielsen i afgørelse af den 5. september 2023, i afgørelse af den 3. oktober 2023, i afgørelse af den 30. november 2023, i afgørelse af den 22. marts 2024 og i afgørelse af den 15. maj 2024.

Afgørelserne har været offentliggjort tidligere eller er offentliggjorte. De offentliggøres derfor ikke igen.

Patientens navn og alle andre navne, herunder stednavne og identificerbare navne på sygehuse og afdelinger, vil blive anonymiseret ved offentliggørelsen.

Regler

Vi har afgjort sagen efter:

Bekendtgørelse nr. 962 af 16. august 2024 af lov om klage- og erstatningsadgang inden for sundhedsvæsenet (klage- og erstatningsloven)

  • § 2, stk. 1, om klager over sundhedsfaglig virksomhed
  • § 3, stk. 1, om klager over sundhedsfaglig virksomhed
  • § 17 om offentliggørelse af afgørelse om sundhedspersoners sundhedsfaglige virksomhed

Bekendtgørelse nr. 1008 af 29. august 2024 af lov om autorisation af sundhedspersoner og om sundhedsfaglig virksomhed (autorisationsloven)

  • § 17 om omhu og samvittighedsfuldhed

Bekendtgørelse nr. 1109 af 11. september 2015 om offentliggørelse af afgørelser m.v. i klagesager på sundhedsområdet

  • § 3, stk. 1, nr. 3 om tre gange kritik inden for 5 år
  • § 9, stk. 2 om tidligere offentliggjorte afgørelser