Ulovlige opslag i elektronisk journal
Sygeplejerske Raffaele Menafra (096DW) får kritik for elektronisk indhentning af op-lysninger, som han ikke havde et lovligt grundlag for at indhente. Han var desuden ikke sygeplejerske for vedkommende (Offentliggørelse pga. kritik med indskærpelse).
Sagsnummer:
24DNM113
Offentliggørelsesdato:
tirsdag den 26. november 2024
Juridisk tema:
Opslag i patientjournaler
Kategori:
Afgørelser med navn
Kritik med indskærpelse
Sygeplejerske Raffaele Manefra (aut. ID 096DW) fra Hospital A, Afdeling A får kritik med indskærpelse for indhentning af oplysninger ved elektronisk opslag den 23. september, den 4. oktober, den 19. oktober og den 3. november 2022.
Klagen
Du har klaget over, at:
- sygeplejerske Raffaele Manefra indhentede oplysninger i din elektroniske journal uden dit samtykke den 23. september, den 4. oktober, den 19. oktober og den 3. november 2022.
Sagsfremstilling
Du har oplyst, at sygeplejerske Raffaele Manefra uberettiget har tilgået din patientjournal i 2022. Du bliver opmærksom på det den 10. januar 2024, da du modtog et brev fra Hospital A om uberettiget opslag i din patientjournal. Du havde en kortvarig relation til sygeplejerske Raffaele Manefra i 2022, men har frabedt dig kontakt fra ham ad flere omgange, fordi han har udvist chikanøs adfærd. Blandt andet opsøgte han dig på din adresse i 2022 og pr. telefon samt sociale medier senest i juli 2023. Han har særligt udvist en grænseoverskridende adfærd ved at opslå en video af ydmygende karakter om dig på TikTok, og fået sine to mindreårige døtre til at optage en video direkte til dig. Dette i kombination med, at han uberettiget har tilgået din patientjournal, bør give anledning til at vurdere, om han opfylder behandlingsstedets krav om integritet hos dets sundhedspersonale.
En sundhedsjurist ved Hospital A har oplyst, at der henvises til Hospital A’s brev til dig af 10. januar 2024. Af brevet fremgår det, at Hospital A har konstateret et brud på persondatasikkerheden, der omfatter dine personoplysninger. På baggrund af en gennemgang af logoplysninger har Hospital A konstateret, at en medarbejder har foretaget uberettigede opslag i din journal den 23. september, den 4. oktober, den 19. oktober og den 3. november 2022.
Af brevet fremgår det også, at hændelsen har medført, at en person, du eventuelt har relationer til, har skaffet sig adgang til fortrolige oplysninger om dig, herunder helbredsoplysninger. Region A har helt klare retningslinjer for, hvornår medarbejdere må foretage opslag i patientjournaler. Den pågældende medarbejder har forbrudt sig mod disse, hvilket de beklager.
Dansk Sygeplejeråd har på vegne af sygeplejerske Raffaele Manefra fremsendt hans udtalelse til sagen.
Sygeplejerske Raffaele Manefra har oplyst, at han ikke kan genkende din beskrivelse, og at han ikke har haft en relation til dig. Han bestrider, at han har udvist grænseoverskridende adfærd overfor dig. Han kender dig ikke, og han har ikke slået op i din patientjournal. På Afdeling A havde de desværre en dårlig IT-kultur, hvor de lånte hinandens adgangskort, og havde en lap siddende på computeren med deres password på. Det beklager han, at han har været en del af, men det kan han ikke ændre på nu. Han kan forsikre om, at han har lært lektien, og at han aldrig igen begår samme fejl. Han har været sygeplejerske i 19 år, og han elsker sit arbejde og har stor respekt for sine patienter.
Du har hertil oplyst, at du efter kort tids bekendtskab med sygeplejerske Raffaele Manefra har oplevet flere grænseoverskridende henvendelser, efter at du frabad dig kontakt fra ham. At han uberettiget tilgår din sundhedsjournal er en krænkelse af dit privatliv, der hænger uløseligt sammen med hans behov for at nærme sig dig. Du har vedlagt dokumentation i form af sms-beskeder, der giver en indikation af sygeplejerske Raffaele Manefras adfærd.
Vi har bedt sygeplejerske Raffaele Manefra om hans bemærkninger hertil, men vi har ikke hørt fra ham. Vi har derfor lagt til grund, at sygeplejerske Raffaele Manefra havde en personlig relation til dig.
Vi har også lagt til grund, at sygeplejerske Raffaele Manefra indhentede oplysninger i din elektroniske journal den 23. september, den 4. oktober, den 19. oktober og den 3. november 2022. Det er ikke tilstrækkeligt sandsynliggjort, at opslagene er foretaget af en anden via sygeplejerske Raffaele Manefras brugeradgang.
Vi har også lagt til grund, at du ikke var i behandling ved sygeplejerske Raffaele Manefra.
Vi har også lagt til grund, at du ikke havde givet dit samtykke til, at sygeplejerske Raffaele Manefra kunne indhente oplysninger i din elektroniske journal.
Begrundelse
Reglerne om indhentning af oplysninger ved elektronisk opslag
Sundhedspersoner kan indhente oplysninger om en patients helbred og andre fortrolige oplysninger. Det kræver dog, at det er nødvendigt i forbindelse med aktuel behandling af patienten. Aktuel behandling kan fx være undersøgelse, diagnosticering eller behandling. Indhentning kan ske med eller uden patientens samtykke.
Vores resultat
Vi vurderer, at der er grundlag for at kritisere sygeplejerske Raffaele Manefra for indhentning af oplysninger i din elektroniske journal.
Vi har lagt vægt på, at:
- oplysningerne i din elektroniske journal er fortrolige oplysninger, fordi det er oplysninger om dit helbred.
- sygeplejerske Raffaele Manefra ikke indhentede oplysninger i din journal i forbindelse med aktuel behandling af dig.
- der ikke var andre lovlige grunde til, at sygeplejerske Raffaele Manefra kunne indhente oplysninger i din journal.
Sygeplejerske Raffaele Manefra har derfor ikke overholdt reglerne i sundhedsloven om indhentning af oplysninger ved elektronisk opslag den 23. september, den 4. oktober, den 19. oktober og den 3. november 2022.
Vi vurderer, at der er skærpende omstændigheder, fordi sygeplejerske Raffaele Manefra havde en personlig relation til dig.
Vi vurderer også, at der er skærpende omstændigheder, fordi det var åbenbart, at sygeplejerske Raffaele Manefra ikke havde en lovlig grund til at slå op i din journal.
Det burde derfor have været åbenbart for sygeplejerske Raffaele Manefra, at han ikke måtte slå op på oplysninger om dig.
Vi indskærper overfor sygeplejerske Raffaele Manefra at udvise større omhu i sit fremtidige virke.
Offentliggørelse
Afgørelsen vil blive offentliggjort på vores hjemmeside og på sundhed.dk med angivelse af Raffaele Manefras titel, navn og autorisationsID.
Afgørelsen vil blive offentliggjort, da vi har indskærpet over for sygeplejerske Raffaele Manefra at udvise større omhu i sit fremtidige virke.
Patientens navn og alle andre navne, herunder stednavne og navne på sygehuse og afdelinger, vil blive anonymiseret ved offentliggørelsen.
Regler
Vi har afgjort sagen efter:
Love og bekendtgørelser
Bekendtgørelse nr. 962 af 16. august 2024 af lov om klage- og erstatningsadgang inden for sundhedsvæsenet (klage- og erstatningsloven):
- § 2, stk. 1 om klager over forhold omfattet af sundhedslovens kapitel 9
- § 3, stk. 1 om klager over forhold omfattet af sundhedslovens kapitel 9
- § 17 om offentliggørelse af afgørelse om sundhedspersoners sundhedsfaglige virksomhed
Bekendtgørelse nr. 1015 af 5. september 2024 af sundhedsloven:
- § 5 om behandlingsbegrebet
- § 40 om fortrolige oplysninger
- § 42 a, stk. 1, om indhentning af elektroniske helbredsoplysninger m.v. i forbindelse med aktuel behandling
Bekendtgørelse nr. 1109 af 11. september 2015 om offentliggørelse af afgørelser mv. i klagesager på sundhedsområdet:
- § 3, stk. 1, nr. 2 om kritik med indskærpelse