Mistanke om kræft skal fremgå af henvisning
Overlæge får ikke kritik for ikke at behandle en henvisning akut, da henvisningen ikke indeholdt oplysninger om mistanke om alvorlig lidelse, som krævede akut udredning. Den henvisende læge definerer, om en undersøgelse haster.
Sagsnummer:
21DNU79
Offentliggørelsesdato:
torsdag den 2. december 2021
Speciale:
Røntgen (radiologi)
Faggruppe:
Læger
Behandlingssted:
Sygehuse/hospitaler
Type:
Behandling
Kategori:
Vejledende og principielle afgørelser
Anmodningen om genoptagelse imødekommes.
Disciplinærnævnet har samtidig realitetsbehandlet sagen på ny og truffet følgende afgørelse:
Der gives ikke kritik til:
- ledende overlæge , Røntgen og Skanning, Regionshospitalet , for behandlingen.
Der er foretaget en fornyet behandling af sagen, da der er fremkommet væsentlige nye oplysninger.
Det betyder, at ledende overlæge udviste tilstrækkelig omhu og samvittighedsfuldhed ved behandlingen.
Afgørelsen uddybes nærmere nedenfor under begrundelse.
DISCIPLINÆRNÆVNETS TIDLIGERE AFGØRELSE
Disciplinærnævnet fandt ved sin afgørelse af den 15. juni 2021, at der var grundlag for at kritisere ledende overlæge for den behandling, som modtog på Røntgen og Skanning, Regionshospitalet , i perioden fra den 26. november 2019 til den 13. december 2019. Disciplinærnævnet lagde ved afgørelsen bl.a. vægt på, at undersøgelsen først blev beskrevet 17 dage efter, at den blev foretaget, og at ledende overlæge ikke tilså, at der i perioden med kapacitetsproblemer blev iværksat alternative løsninger til sikring af patientsikkerheden.
ANMODNINGEN OM GENOPTAGELSE
Disciplinærnævnet har forstået, at det centrale i anmodningen om genoptagelse er:
- at afgørelsen er truffet på et forkert og mangelfuldt grundlag.
- at der blev reageret på henvendelsen inden for en måned.
- at der i henvisningen ikke forelå oplysninger, som rejste mistanke om kræft.
- at det ikke fremgik af henvisningen, at den var subakut, og at det ikke er ledende overlæge , der skal bære ansvaret for den ufuldstændige henvisning.
- at Sundhedsstyrelsens notat af 11. december 2019 vedr. henvisning og visitation til sygehusbehandling, med særligt fokus på kræft samt Sundhedsstyrelsens vejledning af 20. november 2020 vedr. henvisning og visitation til billeddiagnostisk udredning af symptomer fra lunger med særligt fokus på mistanke om lungekræft burde have været inddraget i vurderingen.
BEGRUNDELSE FOR GENOPTAGELSE
Om der er grundlag for at genoptage en sag afhænger af, om der i forhold til den oprindelige behandling af sagen er fremkommet væsentlige nye oplysninger, som må antages at kunne medføre en ændret bedømmelse af sagen. Det skal forstås således, at der skal være tale om nye oplysninger, som ikke allerede forelå i udtalelser, journalnotater eller andre af sagens akter, da der blev truffet afgørelse i sagen. Disse nye oplysninger skal tillige være så væsentlige, at de måske kan føre til et andet resultat.
Væsentlige sagsbehandlingsfejl kan desuden medføre, at disciplinærnævnet er forpligtet til at genoptage sagen.
Disciplinærnævnet vurderer, at der er fremkommet nye og for sagen væsentlige oplysninger.
Disciplinærnævnet har vedrørende ledende overlæge s oplysning om, at afgørelsen blev truffet på et forkert og mangelfulgt grundlag, at der blev reageret på henvendelsen inden for en måned, at det ikke fremgik af henvisningen, at den var subakut, og at ovenfornævnte notat og vejledning fra Sundhedsstyrelsen burde have været inddraget ved vurderingen, lagt vægt på:
- at der er tale om nye oplysninger, idet Sundhedsstyrelsens notat af 11. december 2019 vedr. henvisning og visitation til sygehusbehandling, med særligt fokus på kræft samt Sundhedsstyrelsens vejledning af 20. november 2020 vedr. henvisning og visitation til billeddiagnostisk udredning af symptomer fra lunger med særligt fokus på mistanke om lungekræft, ikke fremgik af det materiale, der indgik i grundlaget for afgørelsen den 15. juni 2021.
- at Sundhedsstyrelsens notat af 11. december 2019 vedr. henvisning og visitation til sygehusbehandling, med særligt fokus på kræft samt Sundhedsstyrelsens vejledning af 20. november 2020 vedr. henvisning og visitation til billeddiagnostisk udredning af symptomer fra lunger med særligt fokus på mistanke om lungekræft, må anses som en væsentlig ny oplysning, der kan begrunde, at disciplinærnævnet genoptager sagen, idet det bl.a. fremgår heraf, at den henvisende læge skal sikre, at der er fyldestgørende oplysninger på henvisningen, der muliggør en god faglig visitation.
Disciplinærnævnet finder på den baggrund, at der er grundlag for en fornyet behandling af sagen i afgørelsen af den 15. juni 2021, hvorfor anmodningen om genoptagelse imødekommes.
DISCIPLINÆRNÆVNETS FORNYEDE BEHANDLING AF SAGEN
Der er klaget over, at ikke modtog en korrekt behandling af ledende overlæge på Røntgen og Skanning, Regionshospitalet , i perioden fra den 26. november til den 13. december 2019.
Disciplinærnævnet har forstået, at det centrale i klagen er:
- at overlægen burde have foranstaltet, at røntgenbillederne blev sendt til s praktiserende læge på et tidligere tidspunkt.
SAGSFREMSTILLING
Disciplinærnævnet har, medmindre andet er anført, taget udgangspunkt i oplysningerne i journalen.
Den 26. november 2019 fik 54-årige foretaget en røntgenundersøgelse af brystkassen på Røntgen og Skanning, Regionshospitalet . Han var henvist af sin praktiserende læge, idet der var blevet observeret grove knitrelyde og pibende lyde ved højre lunge, og idet han rallede. Henvisningen var sendt som en ”drop in-henvisning”, og det fremgik af henvisningen, at ”lægen bedes lytte”. Svaret tilgik s praktiserende læge den 13. december 2019 og viste, at havde kræft i højre lunge. Det blev foreslået, at blev henvist til CT-scanning i lungekræftpakkeforløb.
Det fremgår af en udtalelse fra ledende overlæge på Røntgen og Skanning, Regionshospitalet , at afdelingen Røntgen og Skanning i den aktuelle periode var udfordret grundet lægemangel, og at dette var baggrund for forsinkelsen. Ledende overlæge har videre anført, at der blev foretaget prioritering af undersøgelserne, således at akutte og subakutte undersøgelser blev beskrevet først, og at pakkeundersøgelser, herunder kræftpakker herefter blev prioriteret. Undersøgelser, der blev bestilt som værende hverken akut, subakut, af hastende karakter eller som led i pakkeforløb, blev nedprioriteret. Endvidere fremgår det, at blev nedprioriteret, idet undersøgelsen var blevet bestilt som ordinær, og idet henvisningsteksten mere tydede på kroniske lungeforandringer.
BEGRUNDELSE
Sundhedsvæsenets Disciplinærnævn behandler klager fra patienter over autoriserede sundhedspersoners sundhedsfaglige virksomhed og træffer afgørelse om, hvorvidt den sundhedsfaglige virksomhed har været kritisabel. Det følger af klage- og erstatningslovens § 2, stk. 1, og § 3, stk. 1.
En autoriseret sundhedsperson er under udøvelsen af sit sundhedsfaglige virke forpligtet til at udvise omhu og samvittighedsfuldhed. Det følger af autorisationslovens § 17. Disciplinærnævnet tager ved sin vurdering af sagen således stilling til, om en sundhedsperson har handlet i overensstemmelse med ”normen for almindelig anerkendt faglig standard”. Dette er udtryk for, hvad der må forventes af en almindelig god sundhedsperson med den erfaring, som den pågældende har på behandlingstidspunktet. Disciplinærnævnet tager ved afgørelsen ikke stilling til, om patienten har modtaget den bedst mulige behandling.
Disciplinærnævnet vurderer, at der ikke er grundlag for at kritisere ledende overlæge for behandlingen.
Disciplinærnævnet har herved lagt vægt på:
- at der ikke var indikation for, at ledende overlæge sendte røntgenbillederne til s praktiserende læge. Sædvanligvis er det ikke røntgenbillederne, men beskrivelsen, der bliver sendt til patientens praktiserende læge.
- at der i henvisningen ikke forelå oplysninger om mistanke om alvorlig lidelse, som krævede akut udredning eller subakut undersøgelse og beskrivelse, ligesom henvisningen ikke indeholdt oplysninger, som entydigt placerede i Sundhedsstyrelsens lungekræftpakkeforløb. Det fremgik, at hostede, men ikke hvor længe det havde stået på. De oplysninger, der fremgik af henvisningen, placerede i gruppen ordinær/elektiv, hvor udredningen/undersøgelsen skal foretages inden for en måned. Undersøgelsen blev foretaget 17 dage efter henvisningen og således inden for det relevante tidsinterval.
Disciplinærnævnet kan oplyse, at det er den henvisende læge, der må definere, hvorvidt en undersøgelse er mere eller mindre hastede. Henvisninger til radiologiske undersøgelser bør være så udtømmende, at patientens undersøgelser kan prioriteres med sikkerhed.
Disciplinærnævnet finder på den baggrund, at ledende overlæge handlede i overensstemmelse med normen for almindelig anerkendt faglig standard ved sin behandling af i perioden fra den 26. november 2019 til den 13. december 2019 på Røntgen og Skanning, Regionshospitalet .
REGLER
Disciplinærnævnet har anvendt følgende regler til at træffe afgørelse i sagen:
Love og bekendtgørelser
Bekendtgørelse nr. 1447 af 15. december 2010 om forretningsorden for Sundhedsvæsenets Disciplinærnævn:
- § 14, stk. 3 om muligheden for genoptagelse
Bekendtgørelse nr. 995 af 14. juni 2018 af lov om klage- og erstatningsadgang inden for sundhedsvæsenet (klage- og erstatningsloven):
- § 2, stk. 1 om klager over sundhedsfaglig virksomhed
- § 3, stk. 1 om klager over sundhedsfaglig virksomhed
Bekendtgørelse nr. 731 af 8. juli 2019 af lov om autorisation af sundhedspersoner og om sundhedsfaglig virksomhed (autorisationsloven):
- § 17 om omhu og samvittighedsfuldhed