Klage over at der ikke forelå samtykke fra begge forældre til behandling hos psykolog af 13-årig

Sundhedsvæsenets Disciplinærnævn finder grundlag for at kritisere psykolog <****> for hendes indhentelse af informeret samtykke fra X den 5. oktober 2010 i sin klinik, da psykologen har overtrådt sundhedslovens § 15, jf. § 17. Sundhedsvæsenets Disciplinærnævn finder grundlag for at kritisere psykolog <****> for hendes journalføring af behandlingen af <****> den 5. oktober 2009 i sin klinik, da psykologen har overtrådt psykologlovens § 14. Sundhedsvæsenets Disciplinærnævn finder ikke grundlag for at kritisere psykolog <****> for hendes behandling af <****> i perioden fra den 5. oktober 2009 til den 22. juni 2010 i sin klinik, da psykologen ikke har overtrådt psykologlovens § 12. Sundhedsvæsenets Disciplinærnævn finder ikke grundlag for at kritisere psykolog <****> for hendes øvrige journalføring af behandlingen af <****> i perioden fra den 8. oktober 2009 til den 22. juni 2010 i sin klinik, da psykologen ikke har over-trådt psykologlovens § 14.

Disciplinærnævnet tager ved sin vurdering af sagen stilling til, om en sundhedsperson har handlet i overensstemmelse med ”normen for almindelig anerkendt faglig standard”. Dette er udtryk for, hvad der må forventes af en almindelig god sundhedsperson med den erfaring, som den pågældende har. Disciplinærnævnet har således ved sin afgørelse ikke taget stilling til, om patienten har modtaget den bedst mulige behandling.

Klagen

Der er klaget over følgende:

1.      At X ikke gav sit informerede samtykke til, at hans søn kunne blive undersøgt og behandlet hos psykolog i perioden fra den 5. oktober 2009 til den 22. juni 2010.

Det er hertil blandt andet anført, at X udtrykkeligt og gentagne gange gjorde psykologen opmærksom på, at han ikke ønskede, at skulle være i behandling hos hende, idet hun havde hans moder i behandling samtidigt. Videre er det anført, at hun ikke respekterede Xs ønske, men fortsatte behandlingen.

2.      At ikke modtog en korrekt behandling hos psykolog i perioden fra den 5. oktober 2009 til den 22. juni 2010.

Det er hertil blandt andet anført, at har været til 25-30 konsultationer hos psykologen, men at han fik det dårligere under terapien. Det er hertil anført, at det efterfølgende er blevet konstateret, at han er et barn med særlige forudsætninger, herunder en IQ på 147.

Begrundelse

Disciplinærnævnet har, med mindre andet er anført, lagt vægt på oplysningerne i journalen.

Indledende oplysninger

var en 13-årig dreng, hvis forældre havde fælles forældremyndighed over ham. Han boede hos moderen.

Ifølge psykolog s udtalelse til sagen, var s forældre i parterapi hos hende fra den 24. august til den 12. december 2006, idet de overvejede skilsmisse. Efter 10 samtaler viste det sig umuligt at genforene parret. Sideløbende med parterapien var X til 10 samtaler hos psykolog i perioden fra den 14. september til den 21. december 2006. I forbindelse med skilsmissen var parrets to børn efter begge forældres ønske til fælles samtale hos psykolog .

Videre fremgår det af psykolog s udtalelse, at s adfærd i stigende grad blev præget af tvangshandlinger og ritualer, hvorfor han den 5. oktober 2009 indledte et psykoterapeutisk forløb hos psykolog .

var herefter, i perioden fra den 5. oktober 2009 til den 22. juni 2010, til månedlige, i perioder hyppigere, samtaler hos psykolog .

Endvidere fremgår det af udtalelsen, at psykolog efter 10 samtaler den 28. april 2010 havde en samtale med begge forældre. Ved samtalen ønskede og hans mor, at samtalerne hos psykolog fortsatte, mens X ønskede, at skulle behandles andetsteds.

Psykolog afventede ifølge sin udtalelse herefter, at forældrene fandt et andet for begge forældre acceptabelt behandlingstilbud, og anførte overfor forældrene, at det ville være til skade for , hvis behandlingen hos psykolog standsedes, før et andet tilbud var fundet.

Ydermere fremgår det af udtalelsen, at s praktiserende læge ønskede en psykologudtalelse med henblik på henvisning til psykiatrisk undersøgelse. Den 20. april 2010 sendte psykolog en sådan.

Af udtalelsen fremgår, at havde OCD i middelsvær grad, der skulle diagnosticeres af en børnepsykiater, samt at han fortsatte og færdiggjorde sin behandling (kognitiv adfærdsterapi) hos psykolog , forudsat psykiaterens godkendelse, samt at begge forældre var enige heri, eller hvis dette ikke var tilfældet, at der snarest fandtes en anden psykolog eller psykiater, som benyttede kognitiv adfærdsterapi.

I en mail af 1. juni 2010 meddelte X, at havde fået et behandlingstilbud i børnepsykiatrisk ambulatorium i , hvorfor X ønskede, at behandlingen af hos psykolog standsede, medens hans mor ønskede, at behandlingen fortsatte.

Den 22. juni 2010 sendte X igen en mail til psykolog , idet han ønskede, at standsede behandlingen hos hende, medens hans mor fortsat ønskede behandlingen fortsat.

I fælles mail til X og dennes tidligere hustru den 22. juni 2010 anførte psykolog , at forældrene kunne henvende sig til Statsforvaltningen for at få oplyst, hvad fælles forældremyndighed indebar.

 

Begrundelse for afgørelsen af 1. klagepunkt

Disciplinærnævnet kan oplyse, at det fremgår af sundhedsloven § 15, stk. 1, at ingen behandling må indledes eller fortsættes uden patientens informerede samtykke, medmindre andet følger af lov eller bestemmelser fastsat i henhold til lov eller af §§ 17-19.

Disciplinærnævnet kan videre oplyse, at det modsætningsvist af sundhedsloven § 17 fremgår, at hvis en patient er under 15 år, er det indehaveren af forældremyndigheden, der skal give samtykke til behandlingen. Sædvanligvis vil forældremyndighedens indehaver være både moderen og faderen. Hvis patienten befinder sig i en situation, hvor øjeblikkelig behandling er påkrævet for patientens overlevelse eller for på længere sigt at forbedre patientens chance for overlevelse eller for et væsentligt bedre resultat af behandlingen, kan en sundhedsperson dog i henhold til sundhedslovens § 19 indlede eller fortsætte en behandling uden samtykke fra forældremyndighedens indehaver. Den mindreårige skal tillige informeres og inddrages i behandlingen, i det omfang denne forstår behandlingssituationen.

Endvidere kan disciplinærnævnet oplyse, at den sundhedsperson der er ansvarlig for behandlingen, ifølge sundhedslovens § 21 er forpligtet til at drage omsorg for, at informeret samtykke indhentes efter § 17.

Det er disciplinærnævnets opfattelse, at forældre med fælles forældremyndighed som udgangspunkt skal være enige om alle dispositioner vedrørende barnet. Forældre kan dog hver for sig træffe beslutning af mere dagligdags karakter. En forældremyndighedsindehaver kan således uden accept fra den anden forælder lade barnet undergive almindelige lægelige undersøgelser og behandlinger. Der kan i sådanne situationer ikke stilles krav om indhentelse af samtykke fra den anden forælder. Derimod kræver f.eks. større kirurgiske indgreb eller behandling med kraftig medicin samtykke fra begge forældremyndighedsindehavere. Det samme må gælde undersøgelser af barnet, der f.eks. kræver ikke ubetydelige legemsindgreb.

Det er videre disciplinærnævnets opfattelse, at spørgsmål om psykologiske eller psykiatriske undersøgelser eller behandlinger må afgøres efter tilsvarende retningslinier som ovenfor anført.

Det er endvidere nævnets opfattelse, at det er en konkret vurdering i hvert enkelt tilfælde, om en sundhedspersonen altid skal informere og indhente samtykke fra begge forældre til et barn under 15 år, når der er fælles forældremyndighed, eller om dette efter omstændighederne kan udelades.

Det er disciplinærnævnets opfattelse, at der i det konkrete tilfælde burde have foreligget et samtykke fra begge forældre.

Disciplinærnævnet har herved lagt vægt på, at der var tale om et psykoterapeutisk forløb, herunder kognitiv adfærdsterapi og behandling for OCD i middelsvær grad, som efter nævnets vurdering ikke kan antages at være behandling af dagligdags karakter. 

Disciplinærnævnet har bemærket, at det ikke fremgår af journalen, om der har været forsøgt kontakt til X, med henblik på indhentelse af informeret samtykke fra ham, forud for opstarten af s psykoterapeutiske forløb hos psykolog den 5. oktober 2009.

Disciplinærnævnet kan oplyse, at det fremgår af Sundhedsstyrelsens vejledning nr. 161 af 16. september 1998 om information og samtykke og om videregivelse af helbredsoplysninger mv., at er patienten under 15 år, er det forældremyndighedens indehaver, der skal give samtykke, men patienten skal informeres og inddrages i drøftelserne af behandlingen i det omfang, patienten forstår behandlingssituationen, medmindre dette kan skade patienten. Der skal lægges vægt på den under 15-åriges tilkendegivelser.

Videre fremgår det, at samtykket skal være konkretiseret i den forstand, at det er klart og utvetydigt, hvad samtykket omfatter. Det skal altså være klart, hvilken behandling/behandlingsmetode der må foretages, og hvad der er formålet med behandlingen. Samtykket skal også være aktuelt, hvilket betyder, at det skal være givet til en behandling, der skal foretages i den nærmeste fremtid og ikke på et uvist tidspunkt i fremtiden.

Det beror på en konkret vurdering af alle omstændigheder i den enkelte sag, om den gennemførte behandling kan anses for omfattet af samtykket eller ej.

I psykolog s udtalelse til sagen fremgår det, at blev bragt til hende af sin mor. Psykolog indledte et psykoterapeutisk forløb med ham den 5. oktober 2009. Idet X ved tidligere lejlighed verbalt havde bifaldet, at begge hans børn blev undersøgt og behandlet hos psykolog , genindhentede hun ikke hans informerede samtykke ved denne behandling af .

Det er disciplinærnævnets opfattelse, at psykolog burde have sikret sig, at der forelå det fornødne samtykke til behandlingen, herunder et aktuelt samtykke fra X, forinden hun indledte et psykoterapeutisk forløb den 5. oktober 2009. Hun burde ikke have indledt behandling af på baggrund af et samtykke fra X, der var over tre år gammelt, og som rettede sig mod en anden behandlingssituation, uanset at selv tilkendegav, at han ønskede den pågældende behandling.

Disciplinærnævnet finder herefter, at psykolog har overtrådt Sundhedsloven ved ikke at have indhentet samtykke fra X den 5. oktober 2009.  

Begrundelse for afgørelsen af 2. klagepunkt

Journalføringen

Den 5. oktober 2009 ved første samtale konstaterede psykolog tilstedeværelsen af tvangshandlinger. Der blev aftalt en opgave.

Disciplinærnævnet kan oplyse, at det er almindeligt at journalføre alle henvendelser, herunder første henvendelse, hvor psykologen orienteres om patientens problemer. Et sådant notat vil almindeligvis indeholde oplysninger om, hvem der henvender sig, hvem henvendelsen drejer sig om, hvorledes problemet beskrives af henvenderen, samt hvad der aftales i forhold til at gennemføre en udredning/undersøgelse/vurdering af barnet, og endelig hvad der aftales i forhold til eventuel iværksættelse af et efterfølgende behandlingsforløb.

Disciplinærnævnet har bemærket, at der i journalen den 5. oktober 2009 ikke er et notat om, med hvem psykolog har lavet aftalen om behandling af , og hvilken årsag der var hertil. Endvidere er der i journalen ingen oplysninger om, hvor mange gange det er aftalt, at hun skal tale med ham. Dette burde efter disciplinærnævnets opfattelse have fremgået af journalen.

På denne baggrund finder disciplinærnævnet, at psykolog handlede under normen for almindelig anerkendt faglig standard ved sin journalføring af behandlingen af den 5. oktober 2009.

Det fremgår derefter af journalen, at psykolog har set til 22 samtaler, hvor der er et notat til hver enkelt samtale. Disse notater er efter disciplinærnævnets opfattelse dækkende for indholdet i de enkelte samtaler.

På denne baggrund finder nævnet, at psykolog handlede i overensstemmelse med normen for almindelig anerkendt faglig standard ved sin øvrige journalføring af behandlingen af i perioden fra den 8. oktober 2009 til den 22. juni 2010.

Behandlingen

var i perioden fra den 5. oktober 2009 til den 22. juni 2010 til i alt 22 samtaler hos psykolog .

Det fremgår af psykolog s udtalelse til s praktiserende læge dateret den 30. april 2010, at hun anvendte kognitiv adfærdsterapi samt eksternalisering i behandlingen af . Ligeledes fremgår det, at hans adfærd indikerede OCD i middelsvær grad.

Det er disciplinærnævnets opfattelse, at journalnotatet fra den 5. oktober 2009 tyder på, at psykolog havde mistanke om symptomer på en tvangslidelse, som for eksempel OCD, samt at hun anvendte behandlingselementer fra kognitiv terapi, herunder hjemmeopgaver.

Ved anden samtale den 3. november 2009 talte psykolog og om ”monstret”. Dette emne blev ligeledes drøftet ved de efterfølgende samtaler.

Det er disciplinærnævnets opfattelse, at dette tyder på, at psykolog anvendte behandlingsprincippet eksternalisering, hvilket betyder at definere problemet som noget udenfor barnet og sammen med barnet bekæmpe problemet.

Samme dag forklarede psykolog , at hendes eneste dagsorden var at hjælpe til at gøre sit liv så godt som muligt og sådan, som han selv gerne vil have det.

Psykolog har i mail af 15. december 2009 til X anført, at hun havde samtaler med , og at hun alene havde ét formål: at samtalen gavnede ham bedst muligt.

Den 30. november 2009 ved tredje samtale konstaterede psykolog , at de langsomt bevægede sig hen, hvor de også kunne tale om mor og far og om forskellene.

Det er disciplinærnævnets opfattelse, at de terapeutiske samtaler havde, eller forventedes at komme til at have, karakter af støttende samtaler.

Det fremgår af psykolog s udtalelse til s praktiserende læge dateret den 30. april 2010, at var yderst velbegavet.

Det er disciplinærnævnets opfattelse, at psykolog behandlede svarende til hans begavelsesniveau.

Af psykolog s udtalelse til sagen fremgår det, at den belastning, som forældrenes meget komplicerede relation kontinuerligt påførte , også kunne tænkes at have forsinket terapiens tilsigtede effekt.

Det er disciplinærnævnets vurdering, at psykolog på relevant vis vurderede, at s tilstand formentlig var betinget af forældrenes indbyrdes uenigheder.

Disciplinærnævnet kan oplyse, at det er almindeligt, når klienten er et barn, at der laves aftaler med forældrene om, hvordan de kan samarbejde med barnet i symptomreduktion, når der er tale om tvangstilstande. Altså at aftalerne med barnet om for eksempel hjemmeopgaver laves i samarbejde med forældrene, så barnet ved, at forældrene vil hjælpe det med disse mellem sessionerne hos psykologen.

Ydermere kan disciplinærnævnet oplyse, at det er almindeligt, at psykologen ved aftale om støttende samtaler med barnet aftaler netop dette, så det er klart og tydeligt for alle involverede, at barnet som følge af uoverensstemmelser mellem forældrene har støttende sessioner hos psykologen. Det skal være klart, at samtalerne ikke har til hensigt at reducere eventuelle tvangssymptomer, men at samtalerne foregår med det formål, at barnet har en udenforstående empatisk voksen, der støtter det i en vanskelig periode, indtil forældrene er kommet til enighed.

Endelig kan disciplinærnævnet oplyse, at det er almindeligt anerkendt, at tvangssymptomer, som for OCD's vedkommende er beskrevet diagnostisk i ICD-10 i kapitlet om 'nervøse og stress-relaterede tilstande', forværres, når barnet udsættes for, eller oplever, nervøsitet og/eller stress.

Det er herefter disciplinærnævnets vurdering, at den samlede behandling var relevant og tilstrækkelig.

På denne baggrund finder disciplinærnævnet samlet, at psykolog handlede i overensstemmelse med normen for almindelig anerkendt faglig standard ved sin behandling af i perioden fra den 5. oktober 2009 til den 22. juni 2010 i sin klinik.