Klage over fremkomst af hul af spiserør i forbindelse med en kikkertundersøgelse
Reservelæge har overtrådt lægelovens § 6, fordi hun ikke har været tilstrækkelig omhyggelig og samvittighedsfuld ved sin behandling af den 18. februar 1999 på røntgenafdelingen, .1. reservelæge har ikke overtrådt læge-loven ved sin behandling af den 17. og 18. februar 1999 på thorax-kirurgisk afdeling, .
Sagsnummer:
0019310
Offentliggørelsesdato:
fredag den 19. maj 2000
Speciale:
Lungesygdomme
Faggruppe:
Læger
Type:
Behandling
Kategori:
Vejledende og principielle afgørelser (før 1/1-2011)
Reservelæge <****> har overtrådt lægelovens § 6, fordi hun ikke har været tilstrækkelig omhyggelig og samvittighedsfuld ved sin behandling af <****> den 18. februar 1999 på røntgenafdelingen, <****>.
1. reservelæge <****> har ikke overtrådt læge-loven ved sin behandling af <****> den 17. og 18. februar 1999 på thorax-kirurgisk afdeling, <****>.
, som i forvejen var thoraxkirurgisk afdeling bekendt, idet hun tre gange tidligere havde haft blodprop i hjertet og var ballonbehandlet for forsnævring af kranspulsåren, var den 15. februar 1999 blevet indlagt på lungemedicinsk afdeling for at få foretaget en kikkertundersøgelse af luftrøret og luftrørsforgreningerne samt af brystskillevæggen (bronchomediastinoskopi). Denne undersøgelse skulle foretages, idet lungemedicinerne i november 1998 ved en CT-scanning havde påvist en 2 gange 2 cm svulstlignende proces beliggende i venstre lunges underlap.
Undersøgelsen af luftrøret og luftrørsforgreningerne blev foretaget den 17. februar 1999 af 1. reservelæge . Han fandt, at der bortset fra en lidt opsvulmet slimhinde i venstre underlaps luftrørsgren, hvorfra der blev taget vævsprøve, var normale forhold. Ved den efterfølgende kikkertundersøgelse af brystskillevæggen registrerede 1. reservelæge svulstvæv over venstre hovedluftrørsforgrening, og han udtog derfor vævsprøve derfra. Han tog desuden vævsprøver fra lymfeknuder på luftrørets delingssted og langs den højre hovedluftrørsgren. Indgrebet, der varede 1 time og 15 minutter, forløb uden umiddelbare komplikationer, og der var ringe blødning. I øvrigt viste undersøgelsen normale forhold.
blev efterfølgende observeret på opvågningsafdelingen. Hendes tilstand var stabil, og hun angav at være velbefindende i de første par timer. Herefter faldt hendes blodtryk imidlertid, og hun fik smerter i brystet med udstråling til venstre arm. Der blev indledt behandling med Nitroglycerin for at udvide hjertets kranspulsårer, og samtidig blev bagvagten på hjertemedicinsk afdeling samt 1. reservelæge tilkaldt.
Ved 1. reservelæge s undersøgelse af ca. kl. 14 fandt han hende smertepåvirket, men varm og tør. Hendes kredsløb var stabilt, og blodtrykket var normaliseret. 1. reservelæge fandt ingen tegn på betydende blødning, hverken i form af dannelse af blodansamling eller frisk blødning ved operationssåret. En røntgenundersøgelse af lungerne viste normale forhold, og blodprocenten blev fundet normal. 1. reservelæge fandt således ikke holdepunkter for nogen kirurgiske komplikationer, og han anbefalede derfor fortsat behandling med Nitroglycerin, og at man i øvrigt afventede en hjertemedicinsk vurdering.
Efterfølgende blev undersøgt af bagvagten på hjertemedicinsk afdeling, som på mistanke om en akut blodpropdannelse i hjertets kranspulsårer anbefalede, at skulle overflyttes til hjertemedicinsk afdeling. 1. reservelæge undersøgte kl. 16 og fandt fortsat ikke tegn på kirurgiske komplikationer, hvorfor han ikke fandt nogen grund til, at fortsat skulle være fastende. 1. reservelæge kunne herefter anbefale overflytning til hjertemedicinsk afdeling.
Sidst på aftenen blev 1. reservelæge tilkaldt af vagthavende på hjertemedicinsk afdeling, idet havde fået høj feber på 39,5. 1. reservelæge fik på den baggrund mistanke om begyndende betændelse i brystskillevæggen på grund af perforation af spiserøret, og han foranledigede derfor en akut røntgenundersøgelse af spiserøret med vandig kontrast, som blev foretaget den 18. februar 1999. 1. reservelæge så røntgenoptagelserne sammen med reservelæge , radiologisk afdeling, der beskrev røntgenundersøgelsen, og hun fandt ikke umiddelbart tegn på en perforation af spiserøret.
På den baggrund fandt man ikke indikation for yderligere behandlingsmæssige tiltag, før man den 18. februar 1999 ved thoraxkirurgisk røntgenkonference vurderede optagelserne og på grundlag heraf konkluderede, at der var tale om perforation af spiserøret. blev umiddelbart herefter sat i 3-stof antibiotisk behandling og blev samme dag opereret med lukning af perforationen i spiserøret med indsættelse af en såkaldt stent i spiserøret samt drænage af den stikkanal, der var opstået ved kikkertundersøgelsen af brystskillevæggen. Herefter blev hendes tilstand bedre, hendes temperatur blev normal, og hun kunne lidt efter lidt spise på normal vis.
Ved en røntgenundersøgelse af lungerne den 8. marts 1999 kunne man ikke længere påvise en lækage i spiserøret, hvorfor blev udskrevet samme dag.
har efterfølgende været indlagt flere gange på thoraxkirurgisk afdeling, først til oprensning af den indsatte stent, senere til fjernelse af stenten.
blev sidst set i ambulatoriet i juni 1999, hvor det eneste resterende problem var hæshed. Hun blev herefter afsluttet fra thoraxkirurgisk afdeling med råd om at søge talepædagog, hvis stemmen ikke var blevet naturlig i løbet af de næste 4 uger.
Der er klaget over, at der i forbindelse med den kikkertundersøgelse, som den 17. februar 1999 blev foretaget af 1. reservelæge , skete en perforation af spiserøret, og over den umiddelbart efterfølgende behandling.
Patientklagenævnet finder, at der ikke er grundlag for at kritisere udførelsen af den omtalte kikkertundersøgelse, som fik foretaget af 1. reservelæge den 17. februar 1999.
Patientklagenævnet har herved lagt vægt på, at 1. reservelæge under den foretagne kikkertundersøgelse udtog vævsprøver fra tre forskellige steder, og at han så efter, at der kun var ringe blødning efter indgrebet. Nævnet finder, at indgrebet således efter det oplyste skete i overensstemmelse med almindeligt anerkendt faglig standard.
Patientklagenævnet finder ikke grundlag for at kritisere, at der ved indgrebet opstod et hul i spiserøret. Nævnet kan oplyse, at der er tale om en velkendt, men meget sjældent forekommende komplikation, hvis indtræden nævnet således ikke finder må anses at måtte skyldes manglende omhu eller samvittighedsfuldhed fra 1. reservelæge s side.
Patientklagenævnet finder, at reservelæge har udvist manglende omhu og samvittighedsfuldhed ved sin vurdering af røntgenundersøgelsen den 18. februar 1999.
Patientklagenævnet har herved lagt vægt på, at det på de omtalte røntgenoptagelser kan ses, at der er en kontrast uden for brystskillevæggen på et ca. 6 cm langt stykke midt i spiserøret i omtrent samme højde som luftrørets delingssted.
Patientklagenævnet har bemærket, at reservelæge i sin røntgenbeskrivelse har givet udtryk for usikkerhed med hensyn til sin tolkning af røntgenundersøgelsen, og på den baggrund finder nævnet, at hun derfor straks skulle have konfereret med en mere erfaren kollega med henblik på at stille en korrekt diagnose. Nævnet kan i den forbindelse oplyse, at betændelse i brystskillevæggen er en meget alvorlig komplikation, som kan være dødelig, og som derfor kræver hurtig indgriben.
Nævnet finder ikke grundlag for kritik af 1. reservelæge s behandling af den 18. februar 1999.
Nævnet har herved lagt vægt på, at 1. reservelæge ordinerede en røntgenundersøgelse af s spiserør på mistanke om hul heri, da havde fået temperaturforhøjelse og havde brystsmerter ved synkning af vand.
Nævnet har videre lagt vægt på, at den akutte radiologiske vurdering af røntgenbillederne ikke bekræftede, at der var hul på spiserøret.
Nævnet finder på denne baggrund, at 1. reservelæge ikke har udvist manglende omhu og samvittighedsfuldhed ved behandlingen af . Nævnet finder dog, at det havde været hensigtsmæssigt, om 1. reservelæge havde foretaget sig yderligere for at finde frem til årsagen til s symptomer, herunder blandt andet havde anmodet om en yderligere radiologisk vurdering af de optagne røntgenbilleder.
Nævnet har herved lagt vægt på, at havde symptomer i form af smerter ved synkning og temperaturforhøjelse, som der ikke var fundet nogen forklaring på.
Nævnet har yderligere lagt vægt på, at røntgenundersøgelsen havde været vanskelig at vurdere. Der var påvist kontrast udenfor spiserøret, men kontrasten var opfattet som placeret i luftrøret som udtryk for fejlsynkning, uanset at der ikke var kliniske tegn på fejlsynkning.