Udredning i børne- og ungepsykiatrien

Regionen overholdt ikke reglerne om opstart af udredningen inden for 30 dage og afslutning af udredningen inden for 60 dage.

Sagsnummer:

26SFP92

Offentliggørelsesdato:

onsdag den 4. november 2026

Juridisk tema:

Ret til hurtig udredning på sygehus

Kategori:

Patientrettigheder

Kritik

Region A har ikke overholdt reglerne om retten til hurtig udredning.

Klagen

Du har klaget over, at:

  • din datter ██████████████s ret til udredning blev tilsidesat.

Sagsfremstilling

Vi har brugt oplysningerne i journalen, hvis vi ikke har skrevet andet.

Den 27. januar 2026 blev din datter ████████████████ henvist af Kommune 1s psykolog til Psykiatrien i Region A (Børnepsykiatrien) på grund af mistanke om ADD og social-kognitive udfordringer.

Den 28. januar 2026 modtog din datter et indkaldelsesbrev, hvor hun fik en tid til indledende samtale den 20. januar 2027. Det fremgik af indkaldelsesbrevet, at regionen ikke havde mulighed for at opfylde din datters rettighed til at blive udredt inden for 30 dage, og at din datter kunne benytte et privathospital.

Du har oplyst, at der er 1 års ventetid på udredningen, og at der ikke er andre muligheder.

Regionen har oplyst, at familien blev kontaktet den 18. juni 2026 med tilbud om fremrykning af tid. Din datter blev herefter set til en indledende samtale den 23. juni 2026, og udredningen blev afsluttet den 13. august 2026, hvor din datter overgik til et behandlingsforløb med en ADHD-pakke. Regionen har oplyst, at de beklager, at de ikke har kunnet overholde patientrettighederne.

Begrundelse

Reglerne om retten til hurtig udredning og behandling i børne- og ungdomspsykiatrien

Når en patient bliver henvist til udredning på en børne- og ungdomspsykiatrisk afdeling på et sygehus, har patienten ret til at begynde sit udredningsforløb inden for 30 dage. Patienten har også ret til at blive færdigudredt inden for 60 dage. Endelig har patienten ret til, at behandlingen bliver sat i gang inden for 60 dage. Dette gælder dog kun, hvis det er fagligt muligt.

Når det er fagligt muligt, skal sygehuset planlægge forløbet, så patienten inden for fristen på 60 dage kan få at vide, hvad patienten fejler, eller eventuelt at patienten ikke fejler noget. Sygehuset skal også oplyse, om patienten skal observeres, behandles eller ikke behandles. Hvis patienten skal have behandling skal behandlingen sættes i gang inden for fristen på 60 dage. De 60 dage løber fra den dag, sygehuset modtager henvisningen.

Retten til hurtig udredning og behandling er ikke overholdt, hvis:

  • første tid til undersøgelse ligger senere end 30 dage fra henvisningen, eller

  • udredningen ikke er afsluttet inden for 60 dage, eller

  • behandlingen ikke er sat i gang inden for 60 dage

Det gælder dog ikke, hvis det er på grund af faglige årsager.

Hvis udredningen og behandlingen ikke kan foretages inden for fristen på regionens egne sygehuse, har regionen pligt til at søge andre muligheder. Det gælder også på andre regioners sygehuse eller på private sygehuse og klinikker.

Mangel på kapacitet kan ikke begrunde, at fristerne overskrides. Manglende kapacitet kan fx være travlhed, personalets sygdom, ferie og øvrigt fravær.

Vores resultat

Vi vurderer, at din datters udredning ikke begyndte inden for 30 dage.

Vi vurderer også, at din datter ikke blev udredt inden for 60 dage.

Vi vurderer også, at det ikke var på grund af faglige årsager, at din datter fik den første tid efter fristernes udløb.

Vi har lagt vægt på, at:

  • regionen modtog din datters henvisning den 27. januar 2026. Fristen på 30 dage udløb derfor den 26. februar 2026. Fristen på 60 dage udløb den 28. marts 2026.

  • din datters udredning endnu ikke var begyndt den 26. februar 2026.

  • din datter ikke blev færdigudredt inden den 28. marts 2026.

  • det var på grund af mangel på kapacitet.

Regionen har derfor ikke overholdt reglerne om retten til hurtig udredning for patienter henvist til udredning på en børne- og ungdomspsykiatrisk afdeling på et sygehus.

Regler

Vi har afgjort sagen efter:

Bekendtgørelse nr. 1250 af 28. oktober 2025 af lov om klage- og erstatningsadgang inden for sundhedsvæsenet (klage- og erstatningsloven):

  • § 6, stk. 1, nr. 4, om udredning efter § 82 b

Bekendtgørelse nr. 275 af 12. marts 2025 af sundhedsloven, som ændret ved lov nr. 1762 af 29/12/2025:

  • § 82 b, stk. 3 om udredning på en børne- og ungdomspsykiatrisk sygehusafdeling

  • § 82 b, stk. 6 om nærmere regler om regionernes forpligtelser efter stk. 3 og 4

Bekendtgørelse nr. 188 af 20. januar 2026 om ret til sygehusbehandling m.v.:

  • § 14, stk. 6, nr. 1, om udredning inden for 1 måned

  • § 14, stk. 6, nr. 2, om endelig udredning samt påbegyndt behandling inden for 2 måneder

  • § 20, stk. 2, om beregning af tidsfristen for påbegyndt udredning

  • § 20, stk. 3 om beregning af tidsfristen for endelig udredning og påbegyndt behandling

Vejledninger

Vejledning nr. 10109 af 22. december 2023 om frit sygehusvalg, udvidet frit sygehusvalg, ret til hurtig udredning og information til henviste patienter:

  • Punkt 3.0 om ret til hurtig udredning