Utilstrækkelig undersøgelse og behandling af skulder

Fysioterapi- og osteopatiklinik får kritik for utilstrækkelig undersøgelse af skulder og for instruktion i øvelser med belastning, hvilket kunne forværre tilstanden i skulderen. Der burde være undersøgt og startet behandling for overrevet muskelsene.

Sagsnummer:

26SFP89

Offentliggørelsesdato:

onsdag den 28. oktober 2026

Speciale:

Almen medicin, incl. Vagtlæger, Fysioterapi

Faggruppe:

Læger, Fysioterapeuter

Behandlingssted:

Almen praksis/vagtlæger, Sygehuse/hospitaler

Type:

Behandling

Kategori:

Vejledende og principielle afgørelser

Kritik

Behandlingssted A (CVR.nr.: ██) får kritik for behandlingen den 11. marts 2024.

Ikke kritik

Hospital A får ikke kritik for behandlingen på Ortopædkirurgisk Afdeling.

Behandlingssted B (CVR.nr: █████████) får ikke kritik for behandlingen.

1. klagepunkt

Du har klaget over, at du ikke fik en korrekt behandling hos Behandlingssted B i perioden fra den 6. marts til den 21. oktober 2024.

Vi har forstået, at det centrale i din klage er:

  • at du ikke blev henvist til røntgen eller skanning af din højre skulder.

Sagsfremstilling

Vi har brugt oplysningerne i journalen, hvis vi ikke har skrevet andet.

Den 6. marts 2024 blev du som 59-årig tilset i Behandlingssted B grundet smerter og indskrænket bevægelighed i din højre skulder. Du havde i slutningen af februar måned 2024 oplevet et smæld i skulderen ved åbning af en fryserlåge. Der blev foretaget en objektiv undersøgelse af din højre skulder, hvorefter du blev diagnosticeret med irritation i senetilhæftning og henvist til fysioterapi.

Den 14. juni 2024 blev du tilset i lægeklinikken, da du fortsat oplevede smerter og nedsat funktion i din højre skulder. Du havde forsøgt med konservativ behandling i form af fysioterapi med øvelser og massage, men du oplevede ikke effekt heraf. Der blev lavet en objektiv undersøgelse af din højre skulder, hvor der ikke blev fundet synlige tegn på en skade, men du havde fortsat smerter og nedsat bevægelighed i skulderen. Derfor blev du henvist til ortopædkirurgisk regi til videre vurdering og udredning.

Lægeklinikken modtog flere epikriser fra ortopædkirurgisk, hvor du modtog behandling i perioden fra den 20. juni til den 29. august 2024

Den 21. oktober 2024 henviste lægeklinikken dig til en røntgenundersøgelse af din højre skulder, da du fortsat havde smerter i skulderen.

Begrundelse

Vi træffer afgørelse om, hvorvidt den sundhedsfaglige virksomhed har været kritisabel.

Vi vurderer i vores afgørelse, om en behandling har været i overensstemmelse med ”normen for almindelig anerkendt faglig standard”. Normen er udtryk for, hvad der må forventes af en almindelig god behandling. Det betyder, at vi ikke har taget stilling til, om patienten har modtaget den bedst mulige behandling.

Vores resultat

Vi vurderer, at der ikke er grundlag for at kritisere Behandlingssted B for behandlingen.

Vi har lagt vægt på:

  • at Behandlingssted B ikke havde grundlag for at henvise dig til en røntgen eller skanning af din højre skulder ved konsultationen den 6. marts 2024. Det skyldes, at der ikke var grundlag for at mistænkte, at du havde pådraget dig et brud. Et knoglebrud kræver en større belastning og opstår typisk ved fald eller slag. Dine smerter i din højre skulder udsprang af et smæld ved åbning af en fryserlåse. Din beskrivelse af dine smerter i højre skulder gav heller ikke anledning til at mistænke et brud. Din sygehistorik og fundene ved den objektive undersøgelse gav derimod grundlag for at mistænke irritation i en senetilhæftning, hvor det er almindelig procedure, at patienten i første omgang forsøger med konservativ behandling i form af øvelser og smertebehandling, hvilket du på relevant vis blev henvist til.

  • at Behandlingssted B ved konsultationen den 14. juni 2024 på relevant vis henviste dig til en ortopædkirurgisk afdeling med henblik på vurdering og videre udredning for overrivning af en sene i din højre skulder. Det skyldes, at fundene ved den objektive undersøgelse og dine smerter, trods konservativ behandling med fysioterapi, gav grundlag for at mistænke overrivning af en sene i skulderen. Den videre udredning og undersøgelse for overrivning af en sene i skulderen består af billeddiagnostik i form af røntgen, ultralydsscanning eller MR-scanning. Det var derfor relevant, at du blev henvist til ortopædkirurgisk regi til videre vurdering og udredning.

  • at Behandlingssted B henviste dig til en røntgenundersøgelse af din højre skulder ved konsultationen den 21. oktober 2024 på trods af, at du havde fået lavet en røntgenundersøgelse af skulderen den 20. juni 2024. Dette var relevant, da du fortsat havde smerter, hvorfor der således fortsat var grundlag for at mistænke en overrevet sene.

Behandlingssted B har derfor handlet i overensstemmelse med normen for almindelig anerkendt faglig standard ved deres behandling af dig i perioden den 6. marts til den 21. oktober 2024

2. klagepunkt

Du har klaget over, at du ikke fik en korrekt behandling hos Behandlingssted A i perioden fra den 11. marts til den 28. maj 2024.

Vi har forstået, at det centrale i din klage er:

  • at du ikke blev relevant behandlet henset til dine smerter, da du burde være blevet henvist til yderligere undersøgelser i form af røntgen eller skanning.

Sagsfremstilling

Vi har brugt oplysningerne i journalen, hvis vi ikke har skrevet andet.

Den 11. marts 2024 var du som 59-årig til en konsultation ved Behandlingssted A, da du oplevede murrende smerter i din højre skulder. Du oplevede forværring af smerterne ved aktiv brug af armen.

Smerterne var debuteret i slutningen af februar måned 2024, hvor du ved åbning af en fryserlåge havde fået et smæld i din højre skulder. Der blev lavet en undersøgelse af skulderens evne til at bøje og føre udad (fleksions- og abduktionsevne). Undersøgelsen viste, at du havde svært ved at løfte din højre arm og smerter ved pres med hånden ind mod kroppen og væk fra kroppen. Du fik diagnosticeret irritation i bicepssenen (armens bøjemuskelsene) og fik tre elastikøvelser bestående af træk til kroppen, albuebøj og bagudbøjning af håndled.

Den 20. marts 2024 blev der fulgt op på din tilstand og behandlingen. Du havde siden konsultationen den 11. marts 2024 oplevet lindring af dine smerter i et døgn, hvorefter smerternes intensitet var vendt retur. Klinikken udførte massage og laserbehandling af din højre arm.

Den 25. marts 2024 var smerterne i din højre arm placeret længere opad, og du havde fået spændinger i nakken og hovedpine. Klinikken udførte nakkemobilisering, muskulær behandling og laserbehandling af din højre overarm.

Den 3. april 2024 oplyste du om ømhed i nakken efter den sidste behandling den 25. marts 2024, men smerterne var aftaget efter et par dage. Du havde stadig smerter i din højre arm, og smerterne var placeret fra midten af overarmen og op mod skulderen. Kli-nikken udførte mobiliserende-, laser-, og massagebehandling.

Den 10. april 2024 var dine smerter centraliseret omkring din højre skulder. Klinikken foretog en undersøgelse af din højre skulder, som viste, at du oplevede ømhed svarende til skuldersenerne (rotatorcuff muskulaturen). Du modtog behandling i form af assisterede øvelser med stang og trisse, nakkemobilisering, laser- og massagebehandling.

Den 15. april 2024 oplyste du om forværring af dine smerter. Klinikken udførte mobilisering af nakke og biceps samt laserbehandling.

Den 24. april 2024 var du i bedring. Der blev udført en nervestræktest af en af de store nerver i din arm (nervus ulnaris) og gentagelse af behandlingen fra konsultationen den 15. april 2024.

Den 6. maj 2024 var du fortsat i bedring. Du blev instrueret i øvelser med udadrotation ved brug af tæppeflis og løft af armen foran kroppen og til siden uden ekstra vægt. Klinikken udførte desuden assisterede øvelser med stang og trisse med henblik på at forbedre skulderens bevægelighed.

Den 28. maj 2024 var dine smerter i højre skulder blevet værre, og smerterne var nu og-så til stede i hvile, særligt om natten. Klinikken foretog en undersøgelse for afklemning i skulderen og en nervestræktest. Derefter modtog du behandling i form af massage af skuldermusklen (deltoideus), manuel behandling, laserbehandling, passive bevægelser af skulderen, traktion og mobilisering af skulderleddet.

Du har oplyst, at det senere blev konstateret, at din skuldersene var revet over, og at du blev opereret for dette den 2. januar 2025.

Begrundelse

Vi henviser til ”normen for almindelig anerkendt faglig standard” i afsnittet under begrundelse for 1. klagepunkt.

Vores resultat

Vi vurderer, at der er grundlag for at kritisere Behandlingssted A for behandlingen.

Vi har lagt vægt på:

  • at Behandlingssted A ikke foretog en relevant undersøgelse af din højre skulder ved den første konsultation den 11. marts 2024. Det skyldes, at dine smerter og ind-skrænkede bevægelighed i skulderen var udløst af et smæld i forbindelse med et kraftigt træk, hvilket kunne indikere overrivning af en eller flere muskelsener i din højre skulder. Overrivning af en eller flere muskelsener og graden heraf undersøges ved at teste skulderleddets sener og kraft, hvilket indebærer test for forsinkelse af indad- og udadrotation (lag sign) og drop arm test. Disse kliniske tests af skulderen burde have været foretaget ved den første konsultation den 11. marts 2024 med henblik på at sikre korrekt diagnose og igangsættelse af en relevant behandling.

  • at Behandlingssted A burde have vejledt dig om, at du skulle kontakte din almen praktiserende læge med henblik på henvisning til videre udredning i hospitalsregi. Det skyldes, at du ved konsultationen den 11. marts 2024 havde svært ved at løfte din højre arm, og at du havde smerter, når du pressede din højre hånd ind mod kroppen og væk fra kroppen. Disse forhold og skadehændelsen gav grundlag for at mistænke overrivning af en eller flere af muskelsenerne i din højre skulder, hvor den videre udredning foregår i hospitalsregi med billeddiagnostik. En fysioterapeut kan ikke henvise til billeddiagnostiske undersøgelser, og du burde derfor have været vejledt om at kontakte din alment praktiserende læge med henblik på videre udredning.

  • at Behandlingssted A ikke burde have instrueret i øvelser med elastikmodstand ved den første konsultation den 11. marts 2024, da der var grundlag for at mistænke overrivning af en muskelsene i skulderen. Behandlingen for overrivning af en muskelsene har særligt i begyndelsen fokus på at reducere smerter, og behandlingen må ikke belaste området. Øvelser med elastikmodstand påfører ekstra belastning af skulderleddet, og elastikøvelserne kunne således være medvirkende til en forværring af til-standen.

Behandlingssted A har derfor handlet under normen for almindelig anerkendt faglig standard ved deres behandling af dig den 11. marts 2024.

Vi vurderer imidlertid, at der ikke er grundlag for at kritisere Behandlingssted A for den øvrige behandling.

Vi har lagt vægt på:

  • at Behandlingssted A på relevant vis udførte laserbehandling og massage med henblik på at reducere dine smerter i din skulder. Det skyldes, at disse behandlingsmetoder kan medvirke til at reducere skuldersmerter og samtidig ikke belaster skulderleddet. Laserbehandling og massage er således en skånsom behandling, som ofte vælges i den akutte fase, hvor patienten kan være smertepåvirket i en svær grad.

Behandlingssted A har derfor handlet i overensstemmelse med almindelig anerkendt faglig standard ved deres behandling af dig i perioden fra den 12. marts til den 28. maj 2024.

3. klagepunkt

Du har klaget over, at du ikke fik en korrekt behandling på Ortopædkirurgisk Afdeling, Hospital A, i perioden fra den 20. juni til den 29. august 2024.

Vi har forstået, at det centrale i din klage er:

  • at du ikke blev tilstrækkeligt undersøgt forud for anlæggelse af blokader, herunder at du burde have været røntgenfotograferet eller skannet.

Sagsfremstilling

Vi har brugt oplysningerne i journalen, hvis vi ikke har skrevet andet.

Den 20. juni 2024 blev du tilset på Ortopædkirurgisk Afdeling, Hospital A. Du var blevet henvist hertil gennem din alment praktiserende læge grundet smerter og nedsat funktion i din højre skulder. Dine smerter debuterede i februar måned 2024 i forbindelse med åbning af en fryserlåse. Dine smerter var konstante også i hvile, men smerterne blev værre ved bevægelse og belastning. Du tog paracetamol og ibuprofen på daglig basis for at smertelindre. Der blev udført en række forskellige kliniske tests af din højre skulder, herunder drop arm test. Drop arm testen blev udført med henblik på at undersøge, om du havde beskadiget eller overrevet sener i skulderen. Drop arm testen indebar, at du skulle løfte armen vandret og holde den i denne position, hvorefter du kontrolleret skulle sænke den igen. Der blev også lavet en røntgenundersøgelse af din højre skulder. Du fik derefter anlagt en blokade og medgivet en henvisning til en privatpraktiserende fysioterapeut med henblik på stabiliserende øvelser og holdningskorrektion.

Den 29. august 2024 blev du tilset på Ortopædkirurgisk Afdeling, da du fortsat havde smerter i din højre skulder. Der blev lavet en objektiv undersøgelse af din højre skulder og anlagt en blokade. Du havde oplevet effekt af den forrige blokade i tre uger. Du blev anbefalet at opsøge en anden fysioterapeut med henblik på øvelser, styrke- og stabili-tetstræning.

Begrundelse

Vi henviser til ”normen for almindelig anerkendt faglig standard” i afsnittet under be-grundelse for 1. klagepunkt.

Vi har til brug for sagen indhentet og gennemset røntgenbillederne af den 20. juni 2024.

Vores resultat

Vi vurderer, at der ikke er grundlag for at kritisere Ortopædkirurgisk Afdeling, Hospital A, for behandlingen.

Vi har lagt vægt på:

  • at Ortopædkirurgisk Afdeling undersøgte dig på tilstrækkelig vis forud for anlæggelse af blokade den 20. juni 2024. Det skyldes, at der blev lavet en relevant klinisk undersøgelse af din skulder, herunder drop arm test, som ikke viste tegn på, at du havde overrevet en sene i skulderen. Ved den kliniske undersøgelse blev der fundet ind-skrænket bevægelse, når du bøjede armen og førte armen væk fra kroppen, hvilket er almindelige symptomer på indeklemningssyndrom. Det er almindelig praksis at an-vende blokadebehandling mod indeklemningssyndrom i skulderen, da dette dæmper irritationen og betændelsestilstanden. Der var også inden blokadeanlæggelsen lavet en røntgenundersøgelse af din højre skulder, som ikke viste tegn på slidgigt, total overrivning af en af styresenerne eller en anden tilstand, som krævede yderligere undersøgelser.

  • at Ortopædkirurgisk Afdeling undersøgte dig på tilstrækkelig vis forud for anlæggelse af blokade den 29. august 2024. Det skyldes, at der inden blokadeanlæggelsen blev lavet en relevant klinisk undersøgelse af din skulder, som fortsat indikerede indeklemningssyndrom. Der var ikke grundlag for at henvise dig til billeddiagnostisk undersø-gelse, da hverken dine symptomer eller røntgenundersøgelsen den 20. juni 2024 viste tegn på total overrivning af styresenerne i skulderen.

Ortopædkirurgisk Afdeling, Hospital A har derfor handlet i overensstemmelse med normen for almindelig anerkendt faglig standard ved deres behandling af dig i perioden fra den 20. juni til den 29. august 2024.

Regler

Vi har afgjort sagen efter:

Bekendtgørelse nr. 1250 af 28. oktober 2025 af lov om klage- og erstatningsadgang in-den for sundhedsvæsenet (klage- og erstatningsloven):

  • § 1, stk. 2, om klager over sundhedsfaglig virksomhed