Mangelfuld vurdering af skuldersmerter

Behandlingssted A får kritik for ikke at spørge ind til, om patienten havde brystsmerter eller åndenød på baggrund af oplysning om skuldersmerter med udstråling.

Sagsnummer:

26SFP87

Offentliggørelsesdato:

onsdag den 28. oktober 2026

Speciale:

Almen medicin, incl. Vagtlæger

Faggruppe:

Læger

Behandlingssted:

Almen praksis/vagtlæger

Type:

Behandling

Kategori:

Vejledende og principielle afgørelser

Kritik

Behandlingssted A, Region A, får kritik for behandlingen den 1. april 2024.

Ikke kritik

Lægevagten i Region A får ikke kritik for behandlingen.

1. klagepunkt

Du har klaget over, at din ægtefælle, ████████████████, ikke fik en korrekt behandling af Behandlingssted A, Region A, den 1. april 2024.

Vi har forstået, at det centrale i din klage er:

  • at der ikke blev reageret relevant på din ægtefælles symptomer.

Sagsfremstilling

Vi har brugt oplysningerne i lydfilen og journalen, hvis vi ikke har skrevet andet.

Den 1. april 2024 kl. 01.49 ringede 37-årige ██████████████████ til Behandlingssted A, Region A. Han havde voldsomme rygsmerter og sovende fornemmelse i venstre arm. Smerterne havde stået på den seneste uges tid. Smerterne sad i venstre skulderblad og gik ud i armen. Han havde taget 600 mg Ipren og to Panodiler en time forinden. Behandlingssted A vejledte om at tage 400 mg Ipren 5 gange i døgnet samt være opmærksom på, om han fik feber, blodigt opspyt eller lignende.

Behandlingssted A, Region A, vurderede, at det var en nerve, der sad i klemme.

███████ ringede igen kl. 05.00 på grund af vedvarende rygsmerter. Han fik en tid ved lægevagten kl. 09.40.

Du har oplyst, at ██████████████ var kendt med forhøjet blodtryk. Du har videre oplyst, at han efterfølgende fik en blodprop i hjertet, og at han afgik ved døden efter et kompliceret indlæggelsesforløb på over 325 dage.

Begrundelse

Vi træffer afgørelse om, hvorvidt den sundhedsfaglige virksomhed har været kritisabel.

Vi vurderer i vores afgørelse, om en behandling har været i overensstemmelse med ”normen for almindelig anerkendt faglig standard”. Normen er udtryk for, hvad der må forventes af en almindelig god behandling. Det betyder, at vi ikke har taget stilling til, om patienten har modtaget den bedst mulige behandling.

Vi har modtaget partshøringssvar fra dig. Partshøringssvaret er indgået i den samlede vurdering af sagen.

Vores resultat

Vi vurderer, at der er grundlag for at kritisere Behandlingssted A, Region A, for behandlingen i forbindelse med første opkald kl. 01.49 den 1. april 2024.

Vi har lagt vægt på:

  • at der ikke blev spurgt tilstrækkeligt ind til █████s symptomer. Ud fra oplysningerne om smerternes placering samt generne i venstre arm med sovende fornemmelse, burde der have været spurgt ind til smerternes karakter, herunder om han havde brystsmerter eller åndenød. Dette skulle have været gjort med henblik på at udelukke akut behandlingskrævende sygdom.

Vi kan oplyse, at en tidlig foreløbig diagnose skal afprøves med åbne og målrettede spørgsmål. Et ledende spørgsmål om, hvorvidt patientens arm føltes sovende, og patientens bekræftelse af et enkelt symptom, kan ikke i sig selv bekræfte den foreslåede årsag eller danne grundlag for at afslutte vurderingen.

Behandlingssted A, Region A, har derfor handlet under normen for almindelig anerkendt faglig standard ved deres behandling af ███████ i forbindelse med første opkald kl. 01.49 den 1. april 2024.

Vi vurderer imidlertid, at der ikke er grundlag for at kritisere Behandlingssted A, Region A, for behandlingen i forbindelse med det andet opkald kl. 05.00 den 1. april 2024.

Vi har lagt vægt på:

  • at der ved det andet opkald kl. 05.00 på relevant vis blev tilbudt en fysisk konsultation. ███ havde vedvarende rygsmerter og ønskede stærk smertestillende medicin. Der blev ikke beskrevet nye alarmsymptomer eller påvirkning, som krævede akut behandling. Vi vurderer derfor, at det var tilstrækkeligt, at han fik en tid til fysisk konsultation kl. 09.40.

Behandlingssted A, Region A, har derfor handlet i overensstemmelse med normen for almindelig anerkendt faglig standard ved deres behandling af ██████ i forbindelse med det andet opkald kl. 05.00 den 1. april 2024.

2. klagepunkt

Du har klaget over, at din ægtefælle, █, ikke fik en korrekt behandling hos Lægevagten i Region A den 1. april 2024.

Vi har forstået, at det centrale i din klage er:

  • at din ægtefælle ikke modtog en tilstrækkelig undersøgelse, herunder at han ikke fik undersøgt sit hjerte.

Sagsfremstilling

Vi har brugt oplysningerne i journalen, hvis vi ikke har skrevet andet.

Den 1. april kl. 09.40 var din ægtefælle, ███, til konsultation hos Lægevagten i Region A. Han havde udstrålende smerter i venstre arm og skulderblad, som blev forværret ved tryk. Det blev vurderet, at han havde facetledssmerter (smerter fra de små led bagpå ryghvirvlerne) eller en thorakal diskusprolaps (en bruskskive i brystryggen, som buler ud og trykker på en nerve).

Du har oplyst, at █████ var kendt med forhøjet blodtryk. Du har videre oplyst, at han efterfølgende fik en blodprop i hjertet, og at han afgik ved døden efter et kompliceret indlæggelsesforløb på over 325 dage.

Begrundelse

Vi henviser til ”normen for almindelig anerkendt faglig standard” i afsnittet under begrundelse for 1. klagepunkt.

Vi har modtaget partshøringssvar fra dig. Partshøringssvaret er indgået i den samlede vurdering af sagen.

Vores resultat

Vi vurderer, at der ikke er grundlag for at kritisere Lægevagten i Region A for behandlingen.

Vi har lagt vægt på:

  • at placeringen af ███████s smerter og udstråling blev vurderet. Han havde normal kraft i armen. Smerterne blev forværret ved tryk, hvilket indikerede, at der var tale om facetledssmerter eller en thorakal diskusprolaps. Vi vurderer på baggrund heraf, at han modtog en tilstrækkelig undersøgelse, og at det var relevant at vurdere, at smerterne skyldtes enten facetledssmerter eller en thorakal diskusprolaps.

  • at der ikke var indikation for at foretage en undersøgelse af hjertet, da ██████████████████████ ikke havde brystgener, åndenød eller anden akut påvirkning, som gav konkret mistanke om akut hjertesygdom. Der gælder ikke et generelt krav om undersøgelse af hjertet ved alle smerter omkring venstre skulderblad med gener ud i armen.

Den omstændighed, at ██████████████████████ efterfølgende fik konstateret svær sygdom i hjertets kranspulsårer, er ikke ensbetydende med, at behandlingen var kritisabel. Det skyldes, at der på baggrund af det anførte symptombillede ikke var grundlag for at mistænke hjerteproblemer.

Lægevagten i Region A har derfor handlet i overensstemmelse med normen for almindelig anerkendt faglig standard ved deres behandling af ████ den 1. april 2024.

Regler

Vi har afgjort sagen efter:

Dagældende bekendtgørelse nr. 962 af 16. august 2024 af lov om klage- og erstatningsadgang inden for sundhedsvæsenet (klage- og erstatningsloven):Bekendtgørelse nr. 1250 af 28. oktober 2025 af lov om klage- og erstatningsadgang inden for sundhedsvæsenet (klage- og erstatningsloven):

  • § 1, stk. 2, om klager over sundhedsfaglig virksomhed